Plejemor: ”Tænk sig at være med til at ændre et barns liv”

Det var en lille og meget usikker 7-årig dreng, der blev afleveret med en Netto-pose i hånden hos Krestina og hendes familie for fem år siden. Drengen havde især svært ved at være ude blandt andre mennesker og blev utryg, når hans nye plejemor var ude af syne. 

– Han havde brug for at vide, hvis jeg fx gik på toilettet eller ned i vaskerummet, og de første 14 dage sov jeg næsten ikke, fordi jeg lå og bekymrede mig for, at han skulle vågne og være bange, og jeg havde hele tiden mavepine, fordi jeg ikke kom på toilettet til tiden. Det var lidt som at være nybagt mor – bare til et stort barn, fortæller Krestina. 

Når plejesønnen var med familien ude i sociale sammenhænge, gemte han sig bag Krestinas ryg. Og havde Krestina cardigan på, krøb han ind under den. Men i dag er virkeligheden en helt anden.

– Jeg er så stolt over, hvor meget vores plejesøn har udviklet sig, og hvor meget han kan i forhold til den mandag formiddag for fem år siden, siger Krestina. 

Og den historie vil Krestina gerne dele med hele verden – fordi historien om plejeforældre trænger til at blive skrevet om, mener hun. 

Plejemor på fuld tid

Inden plejesønnen flyttede ind, var det planen, at Krestina skulle holde orlov i nogle måneder og derefter tilbage til sit arbejde som social- og sundhedsassistent. Men ret hurtigt valgte hun at sige sit job op, for at de kunne give drengen den tryghed, han havde brug for. 

For Krestina handlede plejeopgaven både om at få skabt tryghed for plejesønnen her og nu, men også om at have et langsigtet perspektiv og arbejde på, at drengen ud i fremtiden blev i stand til at føle sig tryg både alene og ude blandt andre mennesker. Og med gode råd fra en vejleder og læsning af faglitteratur fandt Krestina ud af, hvordan hun skulle gribe nogle af plejesønnens konkrete udfordringer an. 

– Vores plejesøn ville fx altid gerne sidde på skødet af mig og have tæt kropskontakt, når vi var ude. Men på et tidspunkt bliver det jo upassende, når et stort barn vil det hele tiden. Så vi gik i gang med at træne, at han i stedet sad på en stol ved siden af mig. Og når han så fik brug for et kram, så fik han selvfølgelig det, fortæller Krestina. 

Krestina bygger ovenpå trin-for-trin

Gradvist og i takt med at plejesønnen blev mere tryg, lagde Krestina nye udfordringer ovenpå. Næste skridt var, at drengen skulle kunne blive siddende på stolen, mens Krestina var ude af syne i et par minutter. 

– Jeg kunne fx sige: ’Nu sidder du lige her, mens jeg går op og køber en sodavand til os. Jeg er tilbage lige om lidt.’ Langsomt udfordrede vi så varigheden, og vores plejesøn oplevede, at han godt kunne stole på, at jeg kom igen hver gang, og at jeg aldrig blev længere væk, end jeg havde sagt. På den måde fik han opbygget en tillid til mig, siger hun.  

Udviklingen kommer ikke af sig selv

I dag, hvor plejesønnen er næsten 12 år, har han udviklet sig så meget, at han på eget initiativ forlader sin plejemor, når de er ude. Så kommer han ind imellem tilbage og tjekker, om Krestina stadig er der, inden han løber afsted igen. 

– Og nogle dage, hvis han ikke lige gider med mig op at handle, er han begyndt at spørge om lov til at blive hjemme. Og så kan han faktisk være hjemme alene en kort stund, mens jeg handler ind. Det er så fantastisk at opleve, når vi ved, hvad vi kommer fra. Så er det det hele værd, siger hun. 

Men, understreger Krestina; udviklingen er ikke kommet af sig selv. 

– Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at der ikke har været mange udfordringer undervejs. Og der har været tidspunkter, hvor jeg har tænkt, at vi aldrig kom videre. Indimellem kan vi stadig opleve tilbagefald, hvor det bliver svært, men dem klarer vi også, siger hun. 

Vi skal skrive historien om

Krestinas plejesøn var familiens første. Før han flyttede ind, havde Krestina arbejdet med udsatte unge. Og det var i den forbindelse, at tanken om at blive plejeforælder spirede frem.  

– Det var udsatte unge, som havde massive problemer med alkohol og stoffer. De havde diagnoser og havde oplevet mange svigt fra både systemet og deres forældre. På et tidspunkt talte min mand og jeg om, at hvis der bare havde været nogen, der havde grebet ind noget tidligere og havde givet dem støtte, omsorg og en fast base, så kunne de måske have klaret livet bedre, fortæller hun. 

Med den snak var første skridt mod at blive plejeforældre taget, og i dag har Krestina på intet tidspunkt fortrudt sit valg. Tværtimod er hun stolt af det arbejde, hun gør, og hun håber, at hun kan være med til at tale faget op. 

– Faget har ikke altid haft det bedste ry. Der har førhen været mange fortællinger om, at folk bare gjorde det for pengenes skyld, eller at det bare var nogle hippier, som nok havde gode hjerter, men ikke rigtigt begreb om, hvordan man tog sig af et plejebarn. Den historie skal vi have skrevet om, for det er ikke sådan, det er, siger hun. 

Et varmt hjerte er ikke nok

For Krestina er det vigtigt, at hun som plejeforælder har en faglighed, hun kan bruge i forhold til sin plejesøn. Det betyder, at hun deltager i alle de kurser, hun kan komme til både gennem Socialpædagogerne og kommunen, ligesom hun holder sig opdateret gennem litteratur og ny forskning på området. 

– Jeg tror på, at man altid skal have hjertet med for at være plejeforælder. Men det er ikke nok. Vi er forpligtet på mere. På at holde os opdateret på området. Og så er vores plejesøn jo ikke kun “vores” barn. De biologiske forældre og kommunen spiller jo også en helt afgørende rolle, og derfor har vi nogle regler og rammer at arbejde indenfor, siger hun. 

Krestina oplever, at hendes faglige indsigter hjælper hende i det konkrete arbejde i hverdagen, og når hun møder fagfolk i systemet og skal argumentere for de forslag, hun nogle gange har til ændringer eller nye tiltag i forhold til plejesønnen. 

– Da jeg startede som plejemor, kunne jeg godt sidde til de her møder og føle, at jeg ”bare” var plejemor. Det var alle de andre, der var professionelle og vidste noget. Det vil jeg gerne ud over, for jeg ved faktisk en masse og holder mig opdateret. Og så er jeg jo den, der er tættest på lige netop ham. Og jeg oplever, at jeg bliver lyttet til og taget alvorligt, fordi jeg ved, hvad jeg taler om, siger hun. 

Glæden overskygger bekymringer

Krestina lægger ikke skjul på, at der også er mange udfordringer ved at være plejefamilie. De kan fx være af helt lavpraktisk karakter, som når hun ikke må kontakte sundhedssystemet uden de biologiske forældres tilladelse, hvilket kan gøre det til en langsommelig affære – også når det ellers gerne måtte gå stærkt. 

Glæden ved at være plejemor overskygger dog generelt de bekymringer og udfordringer, der er forbundet med jobbet. 

– Tænk sig at få lov at være med til at ændre et barns liv. Det er stort. Hvem får ellers lige lov til det? siger Krestina. 

Håber på et plejebarn mere

Faktisk har hun og hendes mand besluttet, at de i løbet af det næste halve års tid gerne vil have et plejebarn mere. Et af deres egne fire biologiske børn er lige flyttet hjemmefra, så de nu kun har en enkelt af dem boende hjemme. Det efterlader et tomt værelse. 

– Jeg synes, vi har overskuddet og lysten til det. Og så har vores plejesøn faktisk også selv det sidste års tid snakket om, hvor dejligt det kunne være, hvis der kom et plejebarn mere, som kunne blive hans ”lillebror” eller ”lillesøster”. Så vi håber, at det lykkes at finde et godt match inden så længe, siger. 

Krestina optræder anonymt, ligesom at hendes plejebarns identitet er sløret af hensyn til hendes tavshedspligt. Hendes virkelig identitet er kendt af redaktionen.