Gå til indhold

De små greb

Fire tip til adfærdsregulerende indretning

Mennesker er ikke standarder. Derfor skal de fysiske rammer – også på en arbejdsplads – tilpasses de mennesker, der skal fungere i dem. Her får du fire konkrete tip til, hvordan I med den rette indretning kan skabe ro, trivsel og bedre socialpædagogik

28. januar 2026

Artikel
I Landsbyen Sølund har de malet de ting på væggene, som betyder noget for beboerne – og det bruger socialpædagogerne som det fælles tredje i det pædagogiske arbejde.

Forfatter: Tina Løvbom Petersen

Foto: Søren Kjeldgaard

De fysiske rammer spiller en stor rolle i forhold til både socialpædagogers arbejdsmiljø – og borgerens trivsel.

Vi har samlet fire tip fra dels Landbyen Sølund, hvor de i mange år har arbejdet med at finde kreative løsninger, der skal give bedre fysiske rammer i de gamle institutionsbygninger –  og rådgiver Kit Bos, som arbejder med brugercentreret indretning og bl.a. har været med til at indrette det nye botilbud for voksne med udviklingshandicap og en dom i Hammer Bakker.

Her er de fire tip:

Tip nr. 1

Brug møbler, der konfliktnedtrapper

Det er fx stole, der skærmer borgeren og kan drejes væk fra fællesskabet – eller små borde, der kan rykkes rundt, og hvor man ikke sidder for tæt på hinanden. Modulmøbler er bedre end sofaer, så I kan undgå, at beboerne sidder lår mod lår med nogen, de måske ikke har det godt med. 

Tip nr. 2

Vær bevidst om farver

Farver har indvirkning på sindet – så vær bevidst om de farver, I bruger. Gul er fx forbundet med glæde, rød er opmærksomhedsskabende, blå får os til at slappe af, grøn fungerer som afstresser – og lilla kan virke beroligende, men også stimulere kreativitet. 

Tip nr. 3

Synliggør, hvad rummene skal bruges til

Er det fx et krearum, så vælg møbler, der signalerer kreativitet – og sæt spil, puslespil og farver frem. Og bruger I fx billedbøger, tegneserier eller verdensrekordbøger som et fælles tredje, så placér dem, hvor de er synlige for beboerne. 

Tip nr. 4

Skab hjemlighed

Det er beboernes hjem – så det må godt være et rart sted for dem at være. Tag snakken med beboere eller pårørende om, hvad hjemlighed er for dem, og indret ud fra det. Og husk, at følelsen af hjemlighed også smitter af på medarbejdernes trivsel. 

Bliv medlem