Kunstig intelligens
AI er blevet Marias trofaste følgesvend i hendes arbejde som TR
Som fællestillidsrepræsentant bruger Maria Boesen meget tid på skriftlige opgaver. Men hun har opdaget, at kunstig intelligens gør arbejdet både lettere og hurtigere. Læs her, hvordan Maria bruger AI til at understøtte hendes troværdighed
19. januar 2026
Forfatter: Bjarke Hartmeyer Christiansen
Foto: Magnus Møller
Det er blevet lettere for Maria Boesen at skrive nyhedsbreve til socialpædagogerne i Guldborgssund Kommune. Det er en af hendes kerneopgaver som tillidsrepræsentant – men som ordblind har hun altid kæmpet lidt med det skriftlige.
Det har kunstig intelligens – eller AI – ændret på. For nu, hvor kommunens medarbejdere har fået adgang til at bruge AI i form af Microsoft Copilot, er det ikke længere så tungt for Maria at omsætte tanker til skrift.
– Jeg bruger det til at tjekke nyhedsbreve, breve til politikere og høringssvar igennem for stave-, grammatik- og kommafejl. Hvis man afleverer noget med fejl, mister man troværdighed, så det understøtter mig meget i min rolle som fællestillidsrepræsentant, fortæller hun.
Maria er langtfra den eneste med skriveudfordringer, der bruger kunstig intelligens.
LÆS OGSÅ: Kunstig intelligens er for alle - også socialpædagoger
Mere end stavekontrol
Mellem 5 og 7 pct. af den danske befolkning er ordblinde i mindre eller større grad, og det er ikke tilfældigt, at mange i netop denne målgruppe hurtigt har taget den nye teknologi til sig. For selvom de store sprogmodeller, som ChatGPT og Copilot bygger på, ikke er udviklet til det formål, skulle man næsten tro det.
Ud over at rette korrektur kan de også give forslag til sproglige forbedringer, hjælpe med struktur og meget andet, som ordblinde kan have svært ved. Derfor er kunstig intelligens blevet en trofast følgesvend i Maria Boesens arbejde.
– Jeg har sammen med de unge mennesker i et fritidstilbud lavet en indbydelse til lokalpolitikerne til et valgarrangement. Her har jeg fået hjælp til at sætte det op med indledning, tid og sted og stile det til målgruppen, så det er interessant for dem, der skal læse det, fortæller hun.
LÆS OGSÅ: 6 ord, du skal kende, når du bruger kunstig intelligens
Forskellen på generationer
Udviklingen af AI går ekstremt hurtigt, og hver måned popper nye værktøjer op som svampe i en dansk efterårsskov. Det er guf for en, der som Maria Boesen er nysgerrig og kan lide at prøve nye ting. Fx bruger hun AI til at generere billeder som blikfang til både sine nyhedsbreve og private opslag på sociale medier.
Men det er langtfra alle hendes kolleger, der deler hendes begejstring for den nye teknologi, fortæller hun.
– De yngre er mere nysgerrige på brugen af AI end de ældre kolleger, som bliver lidt mere skræmte af det. Min oplevelse er, at de tøver lidt med at bruge det, selvom mange – som jeg – godt kan have det svært med det skriftlige. Selvom man er god til relationer og til at tænke nye tanker, kan det være svært at skrive det ned, ligesom man kan være bange for at gøre noget, man ikke må. De unge derimod lærer at bruge det allerede i skolerne. Det er helt naturligt for dem, siger Maria Boesen.
LÆS OGSÅ: Sådan fik bamserobotter medarbejderne til at acceptere AI
Læs mere i dit fagblad
I den seneste udgave af fagbladet Socialpædagogen sætter vi fokus på kunstig intelligens - og fortæller, hvorfor både fagfolk og Socialpædagogerne anerkender, at AI snart er et vilkår også i socialpædagogers arbejde.
Hvad er kunstig intelligens?
- Kunstig intelligens (AI) er en samlet betegnelse for computeres evne til at løse opgaver, der normalt kræver menneskelig intelligens. Det kan fx være at forstå og bruge sprog, genkende billeder, programmere eller træffe beslutninger.