Faglighed
Se danmarkskortet: Er fagligheden presset i din kommune?
Under halvdelen af de ansatte på landets bosteder og sociale tilbud er uddannede socialpædagoger. Og det går den gale vej, viser nye tal. Se, hvordan det står til i din kommune
22. september 2025
Forfatter: Lea Holtze
Tal fra Rambøll har vist, at socialpædagogisk faglighed forandrer liv. Alligevel er færre end hver anden af de ansatte på sociale tilbud uddannede socialpædagoger. Og andelen er faldende.
Det viser en ny afdækning, Socialpædagogerne har lavet, af personalesammensætningen på kommunale og regionale tilbud til mennesker med handicap, psykiske lidelser samt udsatte børn, unge og voksne.
– Det er dybt problematisk. For høj faglighed – og nok af den – er afgørende for at sikre kvalitet i indsatsen til udsatte og sårbare mennesker, siger Socialpædagogernes formand, Benny Andersen.
Store kommunale forskelle
Dykker man ned i Socialpædagogernes danmarkskort, kan man se, at andelen af uddannede socialpædagoger på børne- og voksenområdet i kommunerne er faldet fra 50 pct. i 2020 til 47 pct. i 2024. På voksenområdet alene er tallet nede på 44,2 pct.
Desuden svinger tallene markant fra kommune til kommune. Hvor andelen af socialpædagoger i en kommunes sociale tilbud til voksne ligger på 72 pct., er der i en anden kommune kun 24 pct. socialpædagoger.
– Det er desværre en udvikling, der går den gale vej og har gjort det gennem mange år, siger Benny Andersen og understreger, at det ikke alene kan tilskrives forskelle i målgrupper, men også skyldes udfordringer med at rekruttere uddannede socialpædagoger.
– Vi arbejder målrettet for at sikre en styrket uddannelse til vores område. Forårets aftale om en reform af professionsuddannelserne var en vigtig milepæl – særligt for socialpædagoger. Med aftalen styrkes den socialpædagogiske specialiseringsdel på pædagoguddannelsen markant. Det er en stor anerkendelse af, at socialpædagogik er en kompleks og vigtig profession, der kræver solid faglighed, siger han.
LÆS OGSÅ: 5 ting, du skal vide om den nye uddannelse til socialpædagog
Sådan prioriteres fagligheden
Tal fra Rambøll har vist, at mennesker med handicap og psykiske lidelser, der er på tilbud med en højere andel socialpædagoger, trives og klarer sig bedre. De har markant færre indlæggelser i psykiatrien og kommer i højere grad i beskæftigelse. Desuden har tilbud med en høj andel socialpædagoger mindre sygefravær og personaleomsætning.
Netop derfor er det så vigtigt, at kommuner og regioner prioriterer fagligheden, understreger Benny Andersen.
– De store kommunale forskelle viser, at man med en målrettet indsats faktisk kan skabe en god spiral med bedre fastholdelse og højere faglighed. Vi ser kommuner, der tager skeen i den anden hånd og gør op med rekrutteringsudfordringerne ved at merituddanne ufaglærte medarbejdere og fastholde dygtige, uddannede medarbejdere med gode vilkår. Den prioritering af faglighed skal vi se meget mere af.