Rune fik Anders ud af et massivt misbrug – og væk fra gaden

’Prøv at se, om du kan holde ham i live’.

Sådan lød opgaven, da socialpædagog Rune Magnusson blev støtte-kontaktperson for Anders for ca. fem år siden. Dengang arbejdede Rune i hjemløseindsatsen i Frederiksberg Kommune – og Anders var en af de udsatte borgere, der hang ud på Halmtorvet.

– Han fixede op mod 25 gange i døgnet. Stoffer var det eneste, hans liv handlede om. Og han lagde slet ikke mærke til mig de første mange gange, jeg sad der på en bænk på Halmtorvet. Men jeg ventede. Og ventede. Og sagde: ’Jeg har tid, når du har tid’, fortæller Rune Magnusson.

Den tilgang og Runes tålmodighed blev starten på en relation, som ændrede alt. En relation, der i dag har fået Anders væk fra gaden. Han er clean, bor i egen lejlighed, har gennemført en HF og har søgt ind på pædagoguddannelsen.

Social retfærdighed er mit værdigrundlag

I sit arbejde har Rune Magnusson altid været tro mod sit værdigrundlag: social retfærdighed.

– Alle mennesker fortjener en chance – også dem, som alle andre har opgivet. Den tilgang har jeg mødt Anders med. Ligegyldigt hvor mange gange, han har trådt ved siden af – som da han stak af fra hospitalet for at skyde kokain direkte ind i alle de slanger, der sad i ham – så står jeg klar for ham. Igen og igen, lyder det fra Rune.

For relationer tager tid, fortsætter han:

– Det har været et langt sejt træk. Men jeg har aldrig valgt Anders fra eller dømt ham, selv når han var helt ude på kanten og brød alle regler. Jeg tror, det var derfor, jeg som den første lykkedes med at nå ind til ham.

Hvilken faglig tilgang var vigtigst for dig at have med for at nå hen til Anders’ vendepunkt – og hvordan bragte du den i spil?

Overordnet har jeg arbejdet med recovery og psykosocial rehabilitering. Det er helt centrale begreber, når man vil ændre kursen for et menneske som Anders. Og det handler i praksis om hele tiden at have fokus på, hvad Anders selv vil med sit liv.

Som fagperson kan jeg jo godt have en hel masse planer og visioner om, hvad der vil være bedst for Anders – men min fornemste opgave er at finde frem til, hvad han selv har af håb, ønsker og drømme helt derinde bag misbruget. Han skal selv træffe valget om, at han ikke længere vil misbruge eller begå kriminalitet. Og så skal jeg være der som den professionelle støtte, der også griber ham, når han træder ved siden af – og som han altid kan regne med er der for ham.  

LÆS OGSÅ: Parker dine egne agendaer og meninger – og giv plads til borgerens ønsker, håb og drømme

Hvorfor greb du det an, som du gjorde?

Da jeg mødte Anders, var der ikke meget håb tilbage for ham. Og jeg mærkede tydeligt, hvor lidt tillid han havde til fagpersoner som mig. Sådan en fra kommunen. Så for overhovedet at få skabt kontakt og få opbygget en relation, blev jeg nødt til at vente, til Anders var klar til at møde mig. Det blev til mange timers venten på bænken. Det vindue, jeg fik i starten til at nå ind til ham, var kun ganske få minutter.

Siden forlod vi bænken, og jeg fulgte med, når Anders skulle sælge tyvekoster for at få råd til stoffer. Så blev det til frokost og lidt mere snak – og pludselig var jeg den, som Anders bad ringe til hans forældre for at fortælle dem, at deres søn stadig var i live. Så tid, nærvær og tålmodighed har været nøglen til at nå ind til Anders og få ham til at stole på mig.

LÆS OGSÅ: De unge skal mærke, at jeg vil dem - også efter kl. 16.

Hvornår var det sværest?

Jeg har haft mange svære etiske overvejelser om, hvor langt man skal strække sig. Fx når Anders røg i fængsel, eller når han endnu en gang droppede ud af misbrugsbehandlingen, og jeg stadig stod parat til at gribe ham. Men hvad er alternativet? Det er jo ikke sådan, at opgaven forsvinder, når Anders falder i. Og jeg har det lidt sådan, at nogen skal jo gøre det. Så selvom jeg er helt med på, at mange andre ville have sagt stop længe før mig, har jeg aldrig været i tvivl om min rolle og min indsats i forhold til Anders.

Hvad er den vigtigste læring, du har taget med dig?

Det er altafgørende, at man har faglig opbakning fra sin leder. Får når man giver et menneske så lang line, som jeg har givet Anders, så kan det være svært at holde balancen mellem system, regler, tillid og faglighed. Og uden opbakning fra min daværende leder i hjemløseindsatsen havde jeg nok været tvunget til at give op, inden Anders rent faktisk lykkedes med at komme ud af alt det skidt, han stod i.

LÆS OGSÅ: Socialpædagoger bliver pionerer på rusmiddelområdet

Hvad har vendepunktet betydet for Anders – og for dig selv?

Som Anders selv har sagt det direkte, så ville han nok ikke være i live i dag uden vores samarbejde. Så skåret helt ind til benet, har den relation reddet liv.

Og for mit vedkommende har mødet med Anders bekræftet, at det lange seje træk kan gøre en kæmpe forskel for mennesker på kanten. At det nytter noget at holde fast, selv når alt er mest kaotisk, og det letteste ville være at give op. Det er enormt fagligt og menneskeligt bekræftende at opleve et menneske som Anders vende stoffer og kriminalitet ryggen og vælge en helt ny vej i livet.

Hvad havde konsekvensen været, hvis man trak dig og din socialpædagogiske faglighed ud af ligningen?

Jeg tvivler på, at Anders havde været i live i dag. Jeg har aldrig mødt en med så massivt et misbrug i så ung en alder – han var så ødelagt. Men det løfte, jeg gav Anders fra vores første møde om, at jeg ville være der for ham lige gyldig hvad, han nu fandt på, det har jeg holdt – og det gjorde forskellen. Det er helt klassisk relationsarbejde – og det virker.