OK26
Løn eller familieliv? Se, hvad medlemmerne ønsker til OK26
'Hvilke krav ønsker du, at vi stiller til arbejdsgiverne ved de kommende overenskomstforhandlinger?' Det har mere end 1500 medlemmer svaret på. Se, hvad der er vigtigst for socialpædagoger at få med til forhandlingsbordet
24. september 2025

Forfatter: Emil Anthonsen-Rahbek
Løn, arbejdsmiljø eller familieliv – hvad er vigtigst?
De seneste uger har medlemmer af Socialpædagogerne kunnet indsende, hvad de ønsker skal med til forhandlingsbordet ved de kommende overenskomstforhandlinger på det offentlige område, OK26. Og det har rekordmange – nemlig 1576 socialpædagoger – gjort, ligesom at der har været afholdt TR- og medlemsmøder med stor tilslutning.
686 af medlemmerne har desuden benyttet muligheden for at uddybe deres prioritering af i alt otte emner med en kommentar.
– Det er strømmet ind med ønsker fra medlemmerne, og der er rekordmange, der har deltaget. Det er vi rigtig glade for, fordi det viser, at medlemmerne interesserer sig for overenskomstforhandlingerne, og at den danske model virker, siger formand for Socialpædagogerne, Benny Andersen.
Derfor er det vigtigt
Hvad er det så, der topper listen? Det vender vi tilbage til.
Medlemmernes ønsker er nemlig en central del af forberedelserne til overenskomstforhandlingerne, som for alvor begynder straks efter nytår. Forud for forhandlingerne udtager Socialpædagogerne en række krav, som tages med til forhandlingsbordet.
I løbet af sensommeren har der været afholdt en stribe medlemsmøder om OK26. Og som supplement til dem har Socialpædagogernes medlemmer haft mulighed for at prioritere deres ønsker til krav på sl.dk/ok26.
Kan du gætte det?
Og nu kommer vi til det. For når medlemmerne skal prioritere mellem emner som løn, pension, arbejdsmiljø og arbejdstid, så er det lønnen, der topper listen. Og det overrasker ikke Benny Andersen.
– Glæden og stoltheden over den anerkendelse, som OK24 og trepartsaftalen om et lønløft til blandt andre socialpædagoger medførte, kan man mærke ude på arbejdspladserne. Vi er en af de faggrupper, der har fået allermest ud af trepartsaftalen. Men vi er ikke i mål – den klare ambition med overenskomstforhandlingerne er først og fremmest at forbedre reallønnen for socialpædagoger. Altså at lønnen stiger mere end priserne, siger han.
Flere medlemmer peger desuden på, at bedre løn er en forudsætning for at kunne tiltrække og fastholde uddannede kolleger i faget. En af dem er Simone fra Midt- og Vestjylland.
– Jeg ønsker at se en stigning i vores løn. Jeg mener at det vil bidrage til, at flere vil søge vores fag. Vores løn skal afspejle vores vigtige arbejder. Vi arbejder skæve tidspunkter, weekender og helligdage, og det skal afspejle sig mere i vores løn. Mere i løn til socialpædagoger, skriver hun.
Arbejdsmiljø og balancen i hverdagen
Næst efter løn er arbejdsmiljø det, som medlemmerne rangerer højest på listen over, hvilke krav de ønsker Socialpædagogerne stiller til arbejdsgiverne ved de kommende overenskomstforhandlinger. Det handler både om de fysiske og psykiske rammer i arbejdet og om balancen mellem arbejdsliv og familieliv.
– Når medlemmerne placerer arbejdsmiljø så højt, viser det, at det ikke kun er kroner og øre, der fylder. Det handler også om, hvordan hverdagen hænger sammen – om man kan holde til et helt arbejdsliv. Vi ved, at arbejdsløsheden er rekordlav, hvilket gør, at der mangler uddannede socialpædagoger. Det presser både kvaliteten af indsatsen, arbejdstempoet og i sidste ende arbejdsmiljøet, siger Benny Andersen.

Blandt de øvrige temaer bliver især pension og seniorforhold prioriteret højt. Nogle medlemmer ønsker bedre muligheder for at trappe ned, efterhånden som de nærmer sig pensionsalderen. Andre peger på, at efteruddannelse og kompetenceudvikling skal være lettere tilgængeligt, så fagligheden kan fastholdes og udvikles.
Lene fra Sydjylland uddyber i sit svar:
– Jeg ønsker, at vi socialpædagoger bliver passet bedre på i en hverdag, hvor borgeropgaver bliver mere og mere komplekse. Løsningen kunne være efteruddannelse, mere supervision, restitution, stor socialpædagogisk faglighed på arbejdspladsen.
Fra ønsker til krav
De mange input fra medlemmerne giver et solidt afsæt, når Socialpædagogernes hovedbestyrelse udtager de endelige krav den 9. oktober.
– Det er rigtig værdifuldt, at vi får de mange perspektiver med. De fortæller os, hvor medlemmerne oplever, at skoen trykker. Medlemmernes ønsker skal kunne ses i de endelige krav, og de skal kunne ses i det resultat, medlemmerne i sidste ende skal stemme om. Det er min ambition, siger Socialpædagogernes formand Benny Andersen.