Gå til indhold

Ledere

Forsker: Derfor skal du tage din trivsel alvorligt som leder

Har du for få timer til at nå for meget? Så er det på tide, at du tager din egen trivsel alvorligt, lyder det fra ph.d. og psykolog Malene Friis Andersen. På Socialpædagogernes lederkonference fortæller hun, hvordan du griber det an. Få hendes tre argumenter for, hvorfor din trivsel er vigtig, allerede nu

4. august 2025

Artikel
På Socialpædagogernes Lederkonference sidst i oktober kan du bl.a. opleve arbejdslivsforsker og psykolog Malene Friis Andersen, som i sit oplæg giver dig konkret viden og input til, hvordan du – og din organisation – kan sætte fokus på lederens trivsel.

Forfatter: Tina Løvbom Petersen

Foto: Rie Neuchs

Da Malene Friis Andersen for ti år siden skrev bogen "Stop stress. Håndbog for ledere", oplevede hun stor interesse for den del af bogen, der handlede om lederes håndtering af stress blandt medarbejderne. Men der var nærmest ingen interesse for den del, der satte fokus på lederens egen trivsel.

Det billede har ændret sig.

– Nu er ledertrivsel endelig kommet højt op på dagsordenen. Og det er der også brug for. Det interessante er jo, at ledere generelt oplever at have et job med mening, indflydelse og arbejdsglæde – men samtidig fortæller mange ledere om et arbejdsliv med et stort arbejdspres, mange uafsluttede opgaver og svære dilemmaer, siger Malene Friis Andersen, som er psykolog, arbejdslivsforsker og forfatter – senest til den prisvindende bog "Det kunne være så godt. På jagt efter indflydelse og det menneskelige i arbejdslivet".

Få konkrete input til din trivsel

Når Malene Friis Andersen indtager scenen på Socialpædagogernes lederkonference sidst i oktober, er det for at give dig som leder konkret viden og input til, hvordan du – og din organisation – kan sætte fokus på lederens trivsel.

– De seneste år har vi set politikere og erhvervsfolk stå ærligt frem og fortælle om deres stressforløb, og det er med til at aftabuisere stress blandt ledere. Men vi skal passe på, at det ikke går hen og bliver til en normalisering – og indlejres som en selvfølgelighed i lederjobbet, at man før eller siden bliver ramt af stress, siger hun og fortsætter:

– Derfor er det så vigtigt at snakke ledertrivsel – og se på, hvad der skal til for at skabe balance i arbejdslivet for ledere. Og det er ikke kun den enkelte leder, men hele organisationen, der skal interessere sig for lederens trivsel.

Faglige ledere udfordres

Malene Friis Andersen peger på flere faktorer, der specifikt udfordrer trivslen blandt ledere på det socialpædagogiske område:

– Socialpædagogiske ledere ved, hvad konsekvenserne er, når kvaliteten udfordres. Når der ikke er nok uddannede medarbejdere, eller når der er for få ressourcer økonomisk – så ved lederen godt, hvad det betyder for både personalegruppen og borgerne, og det påvirker trivslen, siger hun og fortsætter:

– Vi ved også – bl.a. fra Socialpædagogernes egen undersøgelse blandt ledere – at stigende dokumentationskrav, kortere tidsfrist på opgaverne og indførslen af ny teknologi påvirker lederens trivsel. Det samme gør høje følelsesmæssige krav: Der er fx kommet flere pårørende i krise og flere medarbejdere med mentale helbredsproblemer – og deres ønsker, frustrationer og behov ender jo også på lederens bord.

3 argumenter for at sætte fokus på din trivsel

De gode argumenter for, hvorfor lederens trivsel er vigtig, er der mange af. Her får du tre gode grunde fra Malene Friis Andersen:

Argument nr. 1

Din trivsel smitter

Medarbejderne trives bedre, når deres leder trives. Det kræver tid, nærvær og overskud hos lederen at praktisere god ledelse både i forhold til relationerne og opgaverne. Så vil man gøre noget godt for den generelle trivsel, skal man starte med at se på lederens rammer for at træffe beslutninger og praktisere god personaleledelse.

Kort om:

Malene Friis Andersen

  • Ph.d., autoriseret psykolog, forfatter og ekspert i ledelse, stress og psykisk arbejdsmiljø. Hun har i knap 20 år arbejdet med emnerne som både klinisk psykolog, organisationspsykolog og forsker.
  • Forfatter til en lang række videnskabelige artikler og bøger om bl.a. stress og ledelse.
  • Var i 2022 med til at udvikle uddannelsen "Ledelse af psykisk arbejdsmiljø" sammen med KL, Forhandlingsfællesskabet og Danske Regioner.
  • Skal sammen med ledelseskonsulent Jan Heiberg Johansen gennemføre et omfattende projekt i Region Syddanmark, hvor de skal udvikle ledelsesgruppeforløb og konkrete værktøjer til at forbedre lederes psykiske arbejdsmiljø.

 

Socialpædagogernes Lederkonference

Er du klar til fremtiden?

Fremtiden banker på. Teknologi, AI og digitalisering forandrer vores hverdag. Og som leder skal du kunne stå fast, tænke nyt og handle klogt.

Derfor samler Socialpædagogerne ledere fra hele landet til to dage med skarpe oplæg, konkrete værktøjer og ærlige samtaler om ledelse i en kompleks virkelighed.

Kom med – og få ny viden, inspiration, sparring og mulighed for at styrke din egen ledelsespraksis.

Sådan tilmelder du dig 

Argument nr. 2

Du træffer bedre beslutninger

Ledere er mere beslutningsdygtige, når de er i trivsel. Det påvirker både organisationens resultater, ledelseskvaliteten og lederens tilknytning til arbejdspladsen. Med høj trivsel er der større sandsynlighed for, at lederen bliver i jobbet.  

Argument nr. 3

Du har også ret til et sundt arbejdsliv

Arbejdsmiljøloven gælder også for ledere. Ledere har således på linje med alle andre ret til et sundt og sikkert arbejdsliv.

Tag en lederkollega under armen

Hvis du vil have ny viden og inspiration til at skabe god trivsel i lederlivet, så giver Malene Friis Andersen både konkrete tips og redskaber til at arbejde med ledertrivsel i sit oplæg på lederkonferencen.

– Min opfordring er derfor, at du skal komme på lederkonferencen – og tag endelig en lederkollega under armen. Jo flere, vi er, jo bedre kan vi løse udfordringerne med ledertrivsel sammen. Og jeg kan kun sige: Din trivsel som leder er alt for vigtig til, at du – og din organisation – ikke skal prioritere det.

Bliv medlem