Vores samarbejde - og metoden ASK - giver borgerne et nyt sprog

Louise Deepika Køhn er 37 år og arbejder som socialpædagog på Bakkevængets Aktivitets- og læringstilbud, der er en del af bofællesskabet Postens Vej i Vejle. Hun har for nylig i et halvt år haft til opgave at arbejde med trivslen for to borgere, der havde brug for ekstra ro og for, at der blev arbejdet med deres trivsel.

Mette Damkjær er 44 år, socialpædagog på Postens Vej, hvor hun har specialiseret sig i ASK – Alternativ Supplerende Kommunikation og faciliterer kommunikationsudvikling for borgerne. Sammen med Louise har hun lagt en plan for, hvordan de to borgeres trivsel kunne øges.

Louise:
De to borgere, jeg skulle arbejde med, var begge kørestolsbrugere, nonverbale – og en af dem havde udadreagerende adfærd. Min første tanke var: De har brug for ro. De skal kunne stole på mig. Og så har de behov for at få et sprog, så de igen kan være en del af et fællesskab. Derfor rakte jeg hurtigt ud efter Mette.

Mette:
Vi har 95 borgere – og de har 95 forskellige måder at kommunikere på. Så i samarbejdet 
med Louise har hun – og jeg som ASK-facilitator – sammen haft fokus på at finde nøglen til, hvordan lige præcis de her to borgere kunne give udtryk for deres egne ønsker, drømme og behov.

Louise:
Den ene borger laver tegn til tale – men det er hans egne tegn, så det kan være svært for andre at læse. Vi gik i gang med at omsætte alle de tegn, han bruger, til symboler: Når han fx peger på albuen, betyder det arbejde. Når han tager rundt om håndleddet, vil han hjem i huset – og knipselyde betyder penge.

LÆS OGSÅ: Fokus på digital nærkontakt

Mette:
Ud fra vores mange observationer lavede vi en bog med symboler, hvor borgeren kunne pege på de ting, han gerne ville. Det er fx mad og drikke, musik, at tegne eller at vinke farvel. Og vi lavede en tematavle, hvor vi kunne snakke om fx vejret eller de ting, der foregår udenfor, fordi han godt kan lide at sidde ved vinduet og kigge ud – og på den måde være en del af fællesskabet, men på afstand.

Louise:
Med den anden borger fandt vi frem til, at fysiske punkter i lokalet kunne åbne op for hans kommunikation. Hvis han fx kører hen til jakkerne, fortæller han os, at han gerne vil ud – eller han kan køre mod køkkenet, hvis han er tørstig eller sulten. Planen er på sigt at hænge symboltegninger op for at understøtte det, borgeren prøver at kommunikere.

LÆS OGSÅ: Tal til mig

Mette:
Vores udgangspunkt er, at alle mennesker – selv dem med intet eller meget begrænset sprog – kan lære at kommunikere. Og det fine i mit og Louises samarbejde er, at jeg leverer metoderne og rammen, mens det er Louise, der kender borgerne og kan sikre, at vores indsats hele tiden modelleres, så den passer til den enkelte. Vi har brug for hinanden.

Louise:
Jeg er blomstret helt vildt gennem mit samarbejde med Mette. Jeg tror helt ned i maven på at: Ingen kan alt, alle kan noget. Og jeg elsker at samarbejde med mennesker, der kan noget andet end det, jeg kan.

Mette:
De erfaringer, vi har gjort os i vores samarbejde, kan vi nu bruge i forhold til de andre borgere. Ved at observere, dele erfaringer og hele tiden tilpasse kan vi nu se, at begge borgere har fået det markant bedre. De indgår mere i fællesskabet, er meget mindre udadreagerende – og de har fået et sprog og en struktur, der helt åbenlyst giver dem trivsel.

Louise:
Min største faglige glæde er, at borgerne udvikler sig og udviser tegn på bedre trivsel – men også at se glæden i deres øjne, når de føler sig set, hørt og forstået. Det har vi opnået med de to borgere gennem vores samarbejde, og det føles fantastisk.

Mette:
Og vi fortsætter! Alle mennesker udvikler sig, og vi opdager hele tiden nye færdigheder hos borgerne. Vi skal bare huske at være nysgerrige og lægge mærke til de små signaler fra borgerne.