Sofies faglige ledetråd: ”Borgerens hånd er pakket ind i pigtråd – tør du tage den?”

Den ældre mand lå i en plejeseng og stirrede ind mod væggen. Han havde længe været ret strid mod de medarbejdere, der stod for hans pleje – han råbte, var voldsom og ville ikke have nogen form for hjælp.

Så da socialpædagog Sofie Meilandt blev bedt om at prøve, om hun kunne nå ind til ham, vidste hun, at hun skulle tænke kreativt:

– Jeg satte mig i en stol lidt på afstand og spurgte ham: ’Hvad skal jeg gøre for at gøre dig glad i dag?’ Hans svar faldt hurtigt: ’Jeg bliver kun glad, hvis der er nogen, der står på hovedet for mig.’

Da Sofies chef kort efter kom forbi og så socialpædagogen stå på hovedet på en pude midt på gulvet, mens borgeren skraldgrinede ved siden af, stod det endnu en gang klart, at Sofie Meilandt – hun kan åbne selv de mest lukkede døre.

– Så har vi to en aftale, sagde jeg til ham, mens jeg stod der på hans pude. Nu har jeg stået på hovedet, så nu vil jeg gerne have, at du tager din medicin. Det gjorde han. Og han gik også helt frivilligt i bad, fortæller Sofie Meilandt med et skævt smil.

Når hånden er pakket ind i pigtråd

Det er svært ikke at blive smittet af den faglige stolthed og begejstring, Sofie Meilandt udstråler, når hun beskriver, hvordan hendes faglige hjerte banker stærkt for udsatte mennesker. For alle dem, som mange – også fagfolk – har berøringsangst over for, fordi de sjældent lever op til samfundets normer for, hvordan man skal opføre sig.

– Det er mennesker, som har været en del af et system så længe, at de afviser al hjælp. Når jeg med min faglighed formår at danne en relation – når jeg er i stand til at repræsentere ’systemet’ på en positiv måde i borgernes øjne, så er jeg virkelig lykkedes, siger hun – og refererer til psykolog Per Revstedt, for at sætte et billede på sin tilgang:

– Revstedt beskriver det et sted sådan her: ’Borgeren rækker hånden frem, men hånden er pakket ind i pigtråd. Tør du tage den?’ For mig er det et virkelig stærkt billede, fordi det netop er så sårbart for de mest udsatte at række hånden frem og bede om hjælp. Og jeg vil gerne være den, der griber deres hånd.

Handler om at være nysgerrig

Siden december har Sofie været socialfaglig medarbejder i et opsøgende team i Odense Kommune med fokus på sårbare ældre.

– Vi er dem, der reagerer på bekymringshenvendelser fra samfundet. Naboer, der synes, det lugter fra lejligheden. Banken, der står med ubetalte regninger. Eller pårørende, der synes, der er påfaldende lidt kontakt. Så tager vi ud og banker på for at høre, om der er noget, vi kan hjælpe med, fortæller hun.

For Sofie er opskriften ret enkel. Det handler om at være nysgerrig på mennesker. Og det handler om altid at tage afsæt i, hvad der er vigtigt for borgeren.

Med OB-trøjer og kampsang

Det var også opskriften, da hun i en tidligere stilling i et rehabiliteringscenter i Odense blev bedt om at gå med ind til en kvinde med udviklingshandicap, som boede i et hjem, der var helt sandet til af skidt og skrald – og som ikke lukkede nogen inden for. 

– Måske er det kitler, der trigger hende, tænkte jeg. Og da jeg havde hørt, at hun var OB-fan, fandt jeg to OB-trøjer i en genbrugsforretning og lærte deres slagsang. Min kollega og jeg tog så trøjerne på og kom syngende ind med ’Her i Odense’. Og hvad skete der mon? Vi fik lov til at trække gardinerne fra, vi fik hende i bad, hun fik sin insulin, vi skiftede sengetøj – og faktisk endte hun med gerne at ville med op i fællesrummet.

Står stærkt i min socialfaglighed

Både i sit nuværende og i tidligere job har Sofie ofte været eneste socialpædagog i en sundhedsfaglig verden. For systemet er skruet sådan sammen, at ældre mennesker først og fremmest mødes med pleje og en sundhedsfaglig tilgang – selv når de har massive sociale udfordringer.

– Jeg har stor respekt for andre fagligheder. Men jeg slås også for, at min – den socialpædagogiske faglighed – får en større rolle i arbejdet med ældre. For mens sundhedsverdenen ofte har fokus på værdier, der kan måles og vejes, og på medicin og pleje, så har jeg fokus på samtalen. På relationen. Og på at finde ind til, hvad den enkelte gerne selv vil og ønsker, fortæller hun.

Ældre skal sikres en værdig alderdom

Én af hendes mærkesager er da også at sikre socialt udsatte og sårbare ældre den sociale indsats, de har brug for.

– Når man flytter på plejehjem som socialt udsat, så frafalder alle andre hjælpeforanstaltninger som fx bostøtte eller sociale viceværter. Men de sociale problemer forsvinder jo ikke. Så det vil aldrig være nok kun at møde disse borgere med en sundhedsfaglig indsats – de har også brug for socialfaglighed. For socialpædagoger, der rummer deres udsathed. 

Stort ja tak til socialplejehjem

Sofie Meilandts opfordring er derfor, at man holder op med at tænke, at alle mennesker skal passe ind i en kasse, der passer ind i samfundet – og i stedet skeler mere til det enkelte menneske. Også på ældreområdet:

– Min store drøm er, at vi får flere socialplejehjem. Et sted målrettet ældre, som måske har et misbrug, en alkoholdemens eller store psykiske og sociale udfordringer, der kalder på en socialfaglig indsats. Vores plejehjem i dag er slet ikke gearet til at varetage denne målgruppe. Og jeg vil gerne være med til at sikre, at også udsatte ældre får en værdig alderdom.

I spidsen for kortlægning af tilbud

Sofies klare budskab om en værdig alderdom også for socialt udsatte ældre bygger hun bl.a. på et projekt, hun stod i spidsen for i 2023. Her lavede hun en kortlægning af tilbud til socialt udsatte ældre i Odense Kommune.

– Jeg interviewede lederne på samtlige plejehjem i kommunen, og jeg snakkede med frivillige, besøgte varmestuer, mødte Udsatterådet og et væld af andre interessenter. Det, jeg fandt frem til, var, at der i november 23 var i alt 113 socialt udsatte borgere på de almene pleje­hjem – og ud af dem vurderede de respektive ledere, at 52 slet ikke egnede sig til at bo der pga. deres udsathed. De ville derimod have gavn af et specialiseret tilbud eller et socialplejehjem, fortæller hun.

Taler gerne mit fag op

For nylig er Sofie Meilandt blevet inviteret til at være en del af advisoryboardet i et nyetableret sårbarhedscenter, COPe-Centeret, hvor hun som eneste socialfaglige sidder med forskere, professorer og akademikere med hver deres speciale.

– Vi diskuterer sårbarhed – og søger fælles løsninger på, hvordan vi bedst møder og håndterer sårbare ældre. Det er vanvittig spændende at få lov til at bidrage, lyder det fra Sofie, som hele tiden holder fast i sit faglige fokus: Hvordan man mindsker ulighed i sundhed for socialt udsatte.

– Det er lidt vildt at sidde med om bordet. Men jeg oplever, at de virkelig gerne vil lytte, og at de bliver inspireret af min viden og ikke mindst min praksiserfaring. For jeg kender jo den målgruppe, vi snakker om. Det er dem, jeg møder hver eneste dag, når jeg drøner rundt på min elcykel og banker på døre i Odense. Og jeg er megastolt over at kunne tale vores fag ind i et forum, hvor mange faktisk slet ikke er klar over, hvad vi socialpædagoger kan med vores faglighed.

Holdt oplæg for 50 sygeplejersker

Samme oplevelse havde Sofie Meilandt, da hun tidligere på året var inviteret til at holde oplæg om udsatte borgere og det tværsektorielle samarbejde – og stod på talerstolen over for 50 sygeplejersker fra OUH og OUH Svendborg.

– Jeg talte om, hvordan vi bedst sikrer, at udsatte borgere oplever sammenhæng i deres forløb – og hvornår det ville give rigtig god mening, at de som sundhedsfaglige rækker ud efter fx socialpædagoger. Også her oplevede jeg, at de var meget lydhøre over for, at vores faglighed også er ekstremt vigtig i et sundhedsfagligt system. At de synes, det er fedt, at vi som socialpædagoger ser nogle helt andre ting, end de gør.

Mødet med manden på bænken

Kort efter det oplæg var Sofie med på en sociolanceopgave i Odense, hvor de havde fået et tip om en borger, der sad på en bænk ved Odense Banegård og havde det rigtig skidt. Han var blevet smidt ud af banegården, fordi han lugtede. Og selvom hans ben var tæt på forrådnelse, ville han ’fandeme’ ikke på hospitalet.

– Jeg satte mig på bænken med ham og kopierede hans kropssprog. Lukkede mig helt sammen. Og så snakkede jeg lidt om løst og fast. Jeg spurgte ham fx, hvad han havde i indkøbsvognen – og stille og roligt i løbet af samtalen vendte han sig mere og mere imod mig, så vi til sidst sad med vores knæ mod hinanden. Og det er jo ikke tilfældigt, det jeg gør. Jeg arbejder bevidst med spejlneuroner, siger hun.

Den afgørende tillid 

I takt med at tilliden mellem de to vokser på bænken, spørger Sofie manden, hvorfor han ikke vil på sygehuset.

– Jeg fortæller ham, at jeg er rigtig bange for, at han mister sit ben, hvis ikke han bliver indlagt. ’De vil ikke tage mig med, fordi jeg lugter. Og jeg må ikke drikke alkohol derinde’, fortæller han mig så. Og jeg kan berolige ham med, at vi får en socialsygeplejerske til at skaffe ham en særlig stue – og at vi nok skal få vasket hans tøj. Og at han jo godt kan hælde sin alkohol over i en sodavandsflaske og tage med – han må bare ikke være påvirket.

Jeg har teorien med mig

Imens Sofie snakker med borgeren, får hendes sygeplejerske-kollega fikset alt det praktiske, der gør ham bange og usikker – og han ender med frivilligt at tage med på sygehuset.

– Det er jo kernen i mit budskab. Hvis vi samarbejder – og hvis vi bruger den rigtige faglighed, så når vi altså langt. Og jeg kan så fortælle, at jeg efterfølgende kopierede en artikel om spejlneuroner til mine kolleger. De skal jo vide, at socialpædagogik også bygger på høj faglighed – og at jeg som socialpædagog faktisk har teori bag det, jeg laver.