Ferie
Hvad skal jeg læse i sommerferien? Her er 6 bud
Hvis du ikke ved, hvad du skal lave, når du ligger på stranden denne sommer, får du her seks anbefalinger til inspirerende bøger, der passer lige i håndbagagen
30. juni 2025

Forfatter: Lærke Øland Frederiksen
Foto: Colourbox
Om du skal til sydens sol på Tenerife, på vandreferie i Sverige eller i sommerhus ved Saksild strand, kan disse seks bøger give indsigt, inspiration og læseglæde i din sommerferie.
LÆS OGSÅ: Vil du geare helt ned i ferien? Så følg disse 6 råd
Ned fra himlen
af Liv Duvå
Ned fra himlen er en roman om en ung mor på flugt og et portræt af Velfærdsdanmark. Det er en fortælling om alt det, vi arver fra tidligere generationer, om ophobede giftstoffer og den historie, vi bærer med os.
Maria har impulsivt forladt sit liv og sin datters far. Hun har for længst afbrudt kontakten til sin mor, som har et alkoholmisbrug. Nu hvor Maria selv har fået et barn, opstår der alligevel en skrøbelig ny samhørighed.
Ned fra himlen er modtager af Politikens Litteraturpris 2024 og nomineret til DR Romanprisen 2025.
Gads Forlag
400 sider

Er jeg (også) psykopat?
af Christian Geo Heltboe
Det har altid været komikeren Geos største frygt at minde om sin psykopatiske far. I bogen her kan du komme med på et vildt og rørende ridt, når Geo søger tilbage igennem sit liv for at finde ud af, om han virkelig har en rem af huden.
Chefpsykolog Tine Wøbbe bidrager med viden om psykopater, og endelig følger vi Geo med ind til psykologen, hvor han får det endegyldige svar på, om han bærer sin fars gale sind videre.
Lindhardt og Ringhof
272 sider

How to ADHD
af Jessica McCabe
Forfatteren beskriver selv bogen som en 'brugervejledning til ADHD', fuld af viden, forskning, strategier, accept og genkendelse. En insiders guide til at arbejde med din hjerne (ikke imod den).
Jessica McCabe er grundlægger af det populære online community, der også hedder 'How to ADHD'. Her deler hun sine dyrekøbte erfaringer og praktiske strategier, der har hjulpet hende med at overleve og trives i en verden, der ikke er skabt til hendes hjerne.
Dansk Psykologisk Forlag
424 sider

Svømmende, rygende, grædende
af Lone Hørslev
Anna drikker. Et lille glas for at fejre, at solen skinner, eller et glas når dagene er grå. Men helt ærligt, hvem gør ikke det? Det gør hende vel ikke til alkoholiker?
Lone Hørslev går i sin nye roman tæt på den hvidvinspimpende, småsnaldrede og selvmedlidende 47- årige forfatter Anna.
En gribende historie om en kvindes længsel efter en sammenhængende fortælling og hendes flugt fra sin egen kvælende ensomhed, fortalt med vanlig hørslevsk humor og poetisk bid.
Politikens Forlag
277 sider

Demon Copperhead
af Barbara Kingsolver
Demon Copperhead er en medrivende dannelsesroman, der strækker sig fra 1980’erne til i dag. Det er en episk fortælling om kærlighed, tab og alt derimellem, og en gribende beretning om det fattige udkants-USA, hvor opioiderne flyder frit, og hver dag er en kamp for overlevelse.
Damon Fields bliver født på badeværelsesgulvet i en trailerpark i det sydvestlige Virginia i slutningen af 1980'erne. Hans enlige teenagemor har rustet sig til at føde med en blanding af alkohol og stoffer. Mens hun ryger ind og ud af afvænningsklinikker, ryger Damon, der snart får kælenavnet Demon, ind og ud af systemet og diverse plejefamilier.
Gyldendal
638 sider

Stakkel
af Matias Faldbakken
Den ensomme Oskar arbejder på Aud og Olav Blums gård mod kost og logi. En dag finder han et barn i skoven, en utæmmet unge, som han tager med hjem. Barnet er lille af vækst og stum, men i Oskars varetægt begynder det at vokse.
Stakkel er en fabel om kærlighed og en coming-of-age historie. Den er fantasifuld, sprogligt sprudlende og blander passion og ironi.
Fortællingen skifter mellem realisme, satire, romance og folkeeventyr og spænder over flere historiske tidsperioder. En original, underholdende og fængslende roman om ensomhed, isolation og omsorg.
Gutkind
184 sider
