Gå til indhold

Psykiatri

Socialpædagogerne: Ny aftale om psykiatrien er superstærk – her er hvorfor

Aftalen om en 10-årsplan for psykiatrien er superstærk, mener Benny Andersen. Den styrker socialpsykiatrien og sikrer bedre sammenhæng til sygehuspsykiatrien – og gør psykiatrien til en attraktiv og tryg arbejdsplads

20. maj 2025

Artikel
Formand for Socialpædagogerne Benny Andersen er begejstret for den samlede 10-årsplan for psykiatrien, som rummer positive tiltag både for socialpædagoger og de borgere, de arbejder med.

Forfatter: Niels Søndergaard

Foto: Mette Ovgaard

Så landede den: En samlet 10-årsplan for psykiatrien.

Det er en bred aftale mellem regeringen og alle Folketingets partier, hvor der blandt andet er afsat 171 millioner kroner årligt til uddannelsesløft i socialpsykiatrien, når aftalen er fuldt indfaset.

Og det vækker stor glæde hos Socialpædagogernes formand, Benny Andersen:

– Det er en virkelig vigtig og superstærk bred aftale om en samlet 10-årsplan for psykiatrien. Det er afgørende, at vi får en styrkelse af socialpsykiatrien og bedre sammenhæng til sygehuspsykiatrien. Prioritering af høj faglighed og en massiv investering i et markant uddannelsesløft er helt nødvendigt for at forebygge indlæggelser og genindlæggelser. Det vil bidrage til at sikre livskvalitet og livsmuligheder for mennesker med psykiske lidelser, siger han.

LÆS OGSÅ: Udsatte trives og klarer sig bedre på botilbud med højere andel socialpædagoger

Vigtigt, at psykiatrien er en tryg arbejdsplads

Benny Andersen er også begejstret for, at aftalen lægger op til at tage langt bedre hånd om de mest udsatte mennesker med psykiske lidelser – og at der er fokus på at styrke sikkerheden og trygheden for medarbejdere i psykiatrien:

– Vi er rigtig glade for, at der kommer flere sociale akuttilbud, nye afklaringspladser samt flere opsøgende og udgående indsatser målrettet de mest udsatte borgere. Derudover er det også meget vigtigt, at aftalen har fokus på at gøre sygehus- og socialpsykiatrien til attraktive og trygge arbejdspladser. Det er dybt nødvendigt at sikre medarbejderne en tryg og sikker arbejdsplads, siger han.

Aftalen giver samlet set psykiatrien et varigt økonomisk løft på 4,6 milliarder kroner ekstra årligt.

LÆS MERE: Her finder du hele aftalen om en samlet 10-årsplan for psykiatrien

Bliv medlem