Gå til indhold

Belønning

Pointsystem holder unge fra kriminalitet og misbrug

På den delvist sikrede institution MulitifunC i Aarhus bliver kriminalitetstruede unge belønnet for at stå op om morgenen, tage i skole og holde sig ude af misbrug. Sideløbende arbejder socialpædagog Kristoffer Larsen med de unges indre motivation

23. april 2025

Artikel
Pointsystemet er en ydre motivation, men Kristoffer Larsen, der arbejder som socialpædagog på MultifunC, oplever, at den ydre godt kan blive til en indre motivation.

Forfatter: Lærke Øland Frederiksen

På den delvist sikrede institution MultifunC i Aarhus bor stærkt kriminalitetstruede unge. I løbet af det år, de typisk er her, gælder det for socialpædagogerne om at mindske risikoen for, at de unge falder tilbage i kriminalitet. For at lykkes med det, har de udviklet et helt særligt pointsystem.

Når de unge flytter ind, starter de på niveau 1, hvor de ikke må færdes frit uden personale. I takt med, at de rykker op igennem niveauerne, får de unge flere frihedsgrader og privilegier.

LÆS OGSÅ Bruger du belønning i arbejdet? Så husk de 6 KRAP’ske principper

Individuel kontrakt

For at rykke fra niveau 1 til 2 skal de unge have 210 point, og det kan de opnå på to uger, hvis de får det maksimale antal point hver dag.

På niveau 1 får de unge point for at følge stedets struktur som at stå op og komme til måltiderne til tiden. På niveau 2 er der fokus på adfærd, og de unge får point for at følge husreglerne.

– Pointsystemet i niveau 1 og 2 er helt standardiseret. Men fra niveau 3 overgår de til en kontrakt, som er meget individuel, fortæller Kristoffer Larsen, der arbejder som socialpædagog på MultifunC.

LÆS OGSÅ: Få Heidis opskrift på det gode motivationsarbejde

Point for at møde i skole

Når den unge når op på niveau 3, bliver der hver uge udarbejdet en kontrakt, hvor de 210 point bliver fordelt mellem de forskellige mål, den unge arbejder efter. Det sker på et møde mellem den unges to kontaktpersoner, et skoleteam, en familiebehandler og en psykolog.

– Hvis han ikke har været så meget i skole den seneste uge, kan det være, at skoleteamet foreslår, at vi giver flere point for, at han møder op i skolen, forklarer Kristoffer Larsen.

Når skolegangen er blevet mere stabil, bliver pointene måske flyttet over til træning af, at han selv kan tage bussen til og fra skole. Og når det er blevet en vane, kan de blive flyttet over på fx en fritidsaktivitet.

LÆS OGSÅ: Få de 3 bedste råd fra socialpædagoger der bruger belønning

De kan se logikken

Med til pointsystemet hører også, at de unge kan komme i såkaldt ’regelbrud’, hvis de fx misbruger, rømmer, udøver vold eller truer med vold. Sker det, skal der optjenes yderligere 210 point for at nå op på næste niveau.

Pointsystemet er særligt effektivt, når det kommer til at få de unge i skole, oplever Kristoffer Larsen. De fleste unge, der kommer på MultifunC, har ikke været i skole i flere år.

– Men vi får dem hurtigt afsted, selvom de kommer med den indstilling, at de skal fandme ikke gå i skole. Når vi forklarer dem pointsystemet, kan de se en form for logik i det, siger han.

LÆS OGSÅ: Sådan lykkes det Lene at få borger med udviklingshandicap i misbrugsbehandling

Har svært ved at skabe indre motivation

Mange af de unge har ifølge Kristoffer Larsen brug for en ydre motivation i starten, fordi de har svært ved selv at skabe den indre motivation.

– Pointsystemet får dem i gang med skolen. Og når de så får succesoplevelser og oplever, at de udvikler sig, får de mod på at gå i skole igen, siger han.

Sideløbende med pointsystemet arbejder Kristoffer Larsen og hans kollegaer med de unges indre motivation – bl.a. ved hjælp af metoden ’Den Motiverende Samtale’.

– Jeg oplever, at den ydre motivation godt kan blive til en indre motivation. For når de har haft nogle succesoplevelser med fx at gå i skole, fortsætter de adfærden, selvom de ikke længere får point for det.

Kristoffers bedste råd

Før man begynder at give point for fx at komme i skole, er det vigtigt at lave et grundigt analysearbejde.

– Det nytter ikke noget bare at fortælle den unge, at det er vigtigt at få en uddannelse. Du bliver nødt til at forstå, hvorfor det er svært at komme i skole. Og så kan du hjælpe med at overkomme det, der er svært, ved at give noget ekstra motivation, siger Kristoffer Larsen.

Det er dog vigtigt hele tiden at have for øje, at belønningen skal kunne fjernes igen, når den ikke er nødvendig længere.

– Og man skal ikke belønne hvad som helst hele tiden. Man skal bruge belønning med omtanke og kun, hvis der er noget meget vigtigt, som er virkelig svært for en ung, siger Kristoffer Larsen.

Bliv medlem