Har dit plejebarn skolevægring – eller er trist til mode? Få ekspertens 5 gode råd

Det er vigtigt at være opmærksom på, om der er noget i klassemiljøet, i familiemiljøet eller i de sociale arenaer, hvor barnet færdes, som de voksne skal være særligt opmærksomme på og hjælpe med at løse. I skolen kan man være særligt opmærksom på barnets tilhørsforhold, rammerne, kravene, osv. Via samtaler med barnet finder man ud af, om der er nogle særlige tiltag, som barnet vil opleve som en hjælp. Barnet ved ofte, hvad det har brug for, hvis vi lytter nærværende.

Du skal som plejeforælder være en klippe for barnet. Oplever barnet, at du er rolig, og at du ser det som det skønne barn, det er, uden at du bliver bange, selvom barnet ikke kommer afsted hver dag, så vil du få følgeskab. Herfra kan du ændre på livsglæden og på skolegangen. Du kommer ingen vegne før dette fundament er på plads.

Hvis dette er analyseret nuanceret, og barnet stadig er ængsteligt, så ved du, at det er en uskyldig tankeskabt frygt. Og så kan du arbejde med de kommende trin.

Du skal være bevidst om, hvorvidt der er ro og nærvær nok omkring barnet. Forældre såvel som plejeforældre kan bruge tid på at kommunikere med venner, familie, skole og myndighed, når der opstår skolefravær. Problemet ved det kan være, at barnet hører tonen i samtalerne og tror, at der må være noget at være bange eller bekymret for.

Ophold dig på barnets værelse og tag dig tid til uplanlagt samvær med barnet. Vær opmærksom på ikke kun at tale med barnet om det svære, men hav fokus på at vise barnet, at det er en berigelse for familien, og at du elsker at være sammen med det helt uden en dagsorden.

Hvis barnet ikke oplever nære relationer i skolen og i hjemmet, vil det ikke opleve tryghed nok til at kunne være modig og slippe den overbevisning, det har fået skabt. Det er de voksne, der skal gøre noget andet, hvis barnet skal kunne gøre noget andet.

Som voksen skal du holde øje med:

• Udviser du uro eller ro?
• Er du nærværende eller fanget i dine bekymringer?
• Er du en rollemodel, som barnet kan lære af?

Når de omstændigheder er på plads, og barnet stadig ikke vil i skole, kan du se videre i de næste tiltag.

Frygt, angst og bekymring er ikke medfødt. Hjælp dit plejebarn til at forstå, at oplevelser er farvet af tanker. Når du tænker en tanke, får du en følelse. Tænker du noget skræmmende, så mærker du noget skræmmende. Tænker du på noget dejligt, så mærker du noget dejligt. Sådan hænger det altid sammen. Med andre ord: Vi mærker vores tænkning.

Derfor skal du som voksen vide, at tankeillusioner om ting, der er skræmmende for barnet, kan give ubehagelige oplevelser. Det kunne fx være at gå i skole, at lave en fremlæggelse eller at deltage i familiefesten. Men følelsen er der kun, når barnet tænker på det, der skræmmer. Du kender det, hvis du ser en uhyggelig film: Du kan blive skræmt på et sekund, men du kan også slippe frygten på kort tid, hvis du slukker, og blive okay igen.

Børn ved ikke, at det er sådan, det fungerer. Derfor er du som voksen nødt til at vide det. Når man forstår, at tanker er forbigående og ikke noget, man aktivt skal kontrollere, kan man lettere lade dem være. Tanker har ingen magt i sig selv, medmindre vi giver dem opmærksomhed.

Det er også vigtigt at holde sig for øje, at omme bag frygten er barnet det samme, som da det var glad. Og når barnet holder op med at tænke på skole i morgen, så vender det tilbage til sin okay-hed. Barnet er altid det samme og altid okay. Det er kun humøret, der skifter.

Det er derfor, at et barn kan være helt ulykkeligt kl. 7.30 og megaglad og hoppe i trampolin kl. 8.00. Det går ikke i stykker af at være bange.

Ofte leder vi efter løsninger i de ydre omstændigheder, men det behøver vi jo ikke mere, hvis frygten er skabt af vores egne tanker.

Børn har en naturlig evne til at vende tilbage til ro og balance; se bare på helt små børn. De er meget skiftende i deres humør: glæde, vrede, sult, træthed osv. De har ikke en overtænkning af, om det er en god eller dårlig følelse. Det er bare en følelse, de har. Det kan voksne lære noget af. Når vi ikke bliver fanget i en illusion om, at tanker er sandheden, så kan vi lade dem gå igennem os – uden at give dem fokus.

Som plejeforælder kan du støtte barnet ved at være nærværende og vise, at tanker og følelser ikke behøver at styre os. Det er okay at have alle følelser. Men selvfølgelig har de fleste mennesker præferencer for at have det godt. Livet er bare en strøm af skiftende følelser, og de er lige så ustyrlige som ebbe og flod. Når vi holder op med at ville fjerne de ’negative følelser’, så fylder de ikke mere, end andre følelser gør.

Det kan være svært at se sit plejebarn være ængsteligt eller trist, men hvis du selv kan forblive rolig, hjælper det barnet til at finde tilbage til sin egen ro.

Når børn er angste og ikke kan komme i skole, vil mange have fjernet de angste følelser. I stedet for at tale om det, du vil have fjernet – angsten – kan du lave en lille øvelse ved at spørge:

”Hvad gør din krop, hvis du er sulten?” Barnet svarer fx: ”Min mave knurrer.”
”Hvad gør din krop, hvis du går ud i en snestorm uden tøj på?” Barnet svarer fx: ”Den fryser og ryster.”
”Hvad gør din krop, hvis du kommer for sent i seng og er overtræt?” Barnet svarer fx: ”Den gaber.”
”Hvad gør din krop, hvis du er bange?” Barnet svarer fx:  'Den bliver urolig.'

På den måde kan du få en rigtig god samtale om, at vi i virkeligheden altid kan regne med vores krop. Vores følelser fortæller jo netop noget om, hvad vi har brug for eller er optaget af. Vi har ikke brug for at få fjernet de angste følelser, selvom det umiddelbart virker rarere. De er budbringere. Vi har brug for at forstå, at det, vi tænker om fx skolen, giver os de angste følelser, og at når vi mærker uro, har vi brug for at blive rolige – ligesom vi har brug for mad, når vi mærker sult.