Forstå belønning: Er det bolsjepædagogik eller motivationsarbejde?

Forestil dig, at du arbejder med kriminalitetstruede unge. Hvis de unge deltager i aktiviteter, giver du dem point. Når de har optjent nok, kan de veksle dem til et køb i et belønningsskab.

Eller måske arbejder du med mennesker med et udviklingshandicap og forstærker en borgers indre motivation til at stå op ved at love en god kop kaffe bagefter.

Skurrer det i ørerne? Eller tænker du ’ja, selvfølgelig’? Forbinder du belønning med bolsjepædagogik og hundetræning – eller med positiv forstærkning og dopaminfremmende tiltag?

LÆS OGSÅ: Pointsystem holder unge fra kriminalitet og misbrug

Belønning deler vandene. Men faktum er, at adskillige socialpædagogiske metoder og tilgange har belønning som et centralt redskab. Og flere eksperter vurderer, at belønning har vundet mere indpas og er blevet mere legitimt i dag.

Mange myter og misforståelser

En af dem er lektor i pædagogisk psykologi Mads Thomsen, der underviser på pædagoguddannelsen i Odense og Svendborg. Han har beskæftiget sig med belønning i rundt regnet 20 år.

For ham at se er diskussionen for eller imod belønning skæv og forsimplet og et udtryk for myter og misforståelser.

– Der mangler et fundament af viden, som han siger.

Så hvad er belønning?

Ikke som for 100 år siden

Alene ordet er om ikke misvisende så et forsimplet udtryk med en negativ klang, mener Mads Thomsen.

– Kritikere af belønning henviser til et gammeldags syn på mennesket som en tom skal, man kan forme til at gøre, som man vil, siger han og refererer 100 år tilbage i tiden til den tidlige behaviorisme (teori til at studere menneskelig adfærd, red.).

Dengang var grundforskerne optaget af at observere mennesket som et objekt. De lavede naturvidenskabelige forsøg med dyr og mennesker og fandt ud af, at det var muligt at påvirke dem til at indlære og aflære adfærd, når forskerne forstærkede med ros, anerkendelse og belønning.

– Men der skete et paradigmeskifte i 70’erne, som gør, at behaviorismen er et helt andet sted i dag, siger Mads Thomsen.

Kan mennesker trænes til hvad som helst?

For det første havde behavioristerne for længst taget afstand til brugen af straf, fordi det både var uetisk og meget lidt virksomt. Og for det andet anerkendte de, at menneskers adfærd også er påvirket af indre faktorer som fx tanker og følelser.

– Vi er med andre ord ikke tomme objekter, man kan træne til at gøre hvad som helst. Men det er veldokumenteret, at den menneskelige hjerne i høj grad er styret af den dopamin, der udledes ved forskellige former for belønning. Og den viden skal man have med sig i sin socialpædagogiske tilgang, siger Mads Thomsen.

LÆS OGSÅ: Sådan lykkes det Lene at få borger med udviklingshandicap i misbrugsbehandling

Belønningssystemet i hjernen skal aktiveres

Det perspektiv deler forsker på professionshøjskolen UCN i Hjørring Anni Mortensen, der ligesom Mads Thomsen oplever en større åbenhed over for brugen af belønning i socialpædagogisk praksis. Hun er ekspert i neuropædagogik og ved en masse om sammenhænge mellem vores hjerner og vores handlinger.

– Man har altid brugt belønning, selvom man ikke har italesat det. Neuropædagogikken kan være med til at nuancere hvorfor – og også hvordan man skal være meget kritisk i sin måde at bruge belønning, når vi har sårbare borgere – nogle uden verbalt sprog – mellem hænderne, siger hun.

I stedet for ordet belønning taler Anni Mortensen om dopaminfremmere og forklarer, at vi grundlæggende har brug for at få aktiveret vores belønningssystem for at motivere os selv.

– Måske siger du til dig selv: ’Når jeg har støvsuget, må jeg få en kop kaffe.’ Det er et indre styret belønningssystem. Men nogle mennesker formår ikke at opsøge deres indre belønningssystem – fx pga. et udviklingshandicap – fordi det kræver, at man har udviklet de eksekutive funktioner, der gør, at man kan behovsudsætte, vente på tur, mentalisere og reflektere over sig selv. For at træne de eksekutive funktioner er der brug for hjælp udefra til at få vakt den indre styring – man skal med andre ord lære, at når jeg gør det her, så sker det her, siger hun.

Kollektiv belønning skurrer i ørerne

Anni Mortensen understreger, at mennesker altid handler med henblik på at skabe mening for sig selv. Derfor skurrer det i hendes ører, når hun fx hører om et kollektivt belønningssystem med smileys til en hel børnegruppe som belønning for en specifik handling.

– Det giver ikke nødvendigvis den indre oplevelse af velbehag og dermed mening og motivation for hver enkelt. Den rigiditet skal vi gøre op med, siger hun og argumenterer derimod for, at man sætter et dopaminfremmende system op med fokus på netop den enkeltes læring.

– Målet med belønning bør ikke være at adfærdsregulere, men at skabe en oplevelse af trivsel, velvære og mestring. Så opnår man en indre aktivering, som fremmer en indre styring. Se på de kropslige tegn: Falder skuldrene ned? Smiler hun? Hvad viser hun med sin krop? Giver det mening for hende? Vores dopaminaktiveringssystem er lige så forskelligt, som vi er mennesker til, siger hun.

Sådan byger du belønning rigtigt op

En anden socialpædagogisk tilgang, hvor belønning er i spil, er det omfattende metodeapparat KRAP, som psykolog Lene Metner er ophavskvinde til.

Inden for KRAP er fokus på at se borgerens ressourcer, skabe nye mestringer og finde ind til borgerens motivation ud fra tanken om, at alle har et ønske om at udvikle sig – og vil, hvis de kan. Til det kan belønning være en brik i et større puslespil – hvis man vel at mærke overholder de KRAP’ske principper, understreger Lene Metner.

– Belønning bliver misforstået og misbrugt, men der er ikke nogen mennesker, der ikke bruger belønning. Vi skal bare bygge det rigtigt op, siger hun.

Ifølge Lene Metner er det helt afgørende først at afdække en persons ressourcer, udfordringer og mestringsstrategier. Ellers risikerer man at belønne en negativ adfærd.

– Hvis en person fx gerne vil tabe sig, og du stiller en biograftur i udsigt, hvis hun har tabt to kg inden månedens udgang, så kan det være, at hun sulter sig selv de sidste 14 dage for at nå målet. Belønning skal hvile på viden om, hvordan vedkommende ellers håndterer sit liv. Og vi skal have afdækket, at evnen til at nå målet er til stede, siger hun.

LÆS OGSÅ: Bruger du belønning i arbejdet? Så husk de 6 KRAP'ske principper

Pas på med lokkemidler

Hvis den første grundige afdækning halter, er faren, at belønning bliver et lokkemiddel frem for en forstærker.

– Vi kan på et møde tale om, at en person har rigtig svært ved at komme i bad – og lave et belønningssystem. Men vi ved ikke, hvorfor det er svært at komme i bad. Er det noget sensorisk? Gør det ondt, når vandet rammer? Kan personen ikke temperaturregulere? Har hun haft dårlige oplevelser med et brusebad? Vi skal have fat i, hvor det bliver meningsfuldt for borgeren, og bygge et system op, så vi pædagogisk kan udvikle mennesker, siger hun.

LÆS OGSÅ: Få Heidis opskrift på det gode motivationsarbejde

Se ind i ønskespejlet

I den proces bruger man inden for KRAP redskabet Ønskespejlet, hvor socialpædagogen sammen med personen tegner et billede af, hvordan situationen er nu, og hvor han eller hun drømmer om at komme hen. Og her skal belønningen gradueres, siger Lene Metner.

– Inden for KRAP laver vi måltrapper og udfylder de næste trin, borgeren skal tage, for at komme fra hensigt til handling – så man ikke bare laver en rutine om, at når du har børste tænder, får du en belønning, slut. For vi vil jo gerne lære personen nogle færdigheder, der bliver en integreret del af den indre motivation. Når tandbørstningen er blevet en rutine og indre motivation, fordi det er forbundet med noget rart at have rene tænder, trapper vi belønningen ned eller flytter den over på andre områder: at tage tøj på fx, siger hun og understreger, at det er en kæmpe misforståelse at tro, at belønningen gør det alene.

– Som VISO-specialist hører jeg tit: Han er ikke motiveret, vi har prøvet alt. Så har afdækningen ikke være rigtig, eller måske er måltrinnet sat for højt. Belønningen er en lille brik i et omfattende socialpædagogisk arbejde.

Vi skal reflektere kritisk

Når belønning ikke bruges hensigtsmæssigt, kan det være udtryk for ressourceknaphed, mener Lene Metner. Derfor skaber talen om belønning i socialpædagogisk praksis bekymringsrynker hos lektor Anne Mette Buus.

Hun har i flere forskningsprojekter og sin ph.d. haft fokus på belønning og evidensbaserede metoder som PALS og De Utrolige År i daginstitutioner og skoler, hvor man på forskellig vis belønner ønskværdig adfærd – og sanktionerer det modsatte.

Metoderne er oprindeligt udviklet i USA til familieterapi til børn med adfærdsvanskeligheder. 

– For mig at se opstår problemet for alvor, når man som kommune eller arbejdsplads vælger at pålægge medarbejderne en specifik metode, som de skal være loyale over for og ikke kan forholde sig kritisk til, siger hun.

Må ikke være et værn mod afmagt

Anne Mette Buus ser det at arbejde med systematiske og manualbaserede metoder som en måde at styre velfærdsområdet på.

– Det kan være meningsfuldt at arbejde systematisk med belønning i forhold til nogle borgere. Men vi skal tage kritisk stilling til, om det er en hensigtsmæssig generel systematik, og hvordan den påvirker praksis: Hvornår kommer belønning i spil? Hvad er det for en læring og erfaring, det fremmer? Hvordan påvirker det vores relation til borgeren? siger hun.

I forbindelse med sit feltarbejde oplevede Anne Mette Buus, at belønning blev hjælpsomt for medarbejderne snarere end børnene.

– Pædagogik er bøvlet, og det kan være svært at få øje på, at man rykker nogen. Fordi belønning er så virksomt, bliver det et værn mod den magtesløshed. Men vi skal huske at reflektere kritisk over, hvordan det virker – og for hvis skyld – så det ikke bliver et teknisk redskab til at håndtere, når rammer og ressourcer ikke rækker.