Gå til indhold

Springet

Lars gik fra autisme til arkitektur: ”Vi skal tænke vores fag bredere”

Lars Aarup Jensen skiftede efter 24 år som socialpædagog og leder på autismeområdet til et job som ansvarlig for projektudvikling og salg i et arkitektfirma, som tegner bl.a. botilbud

8. april 2025

Artikel
Lars Aarup Jensen har i hele sit arbejdsliv interesseret sig for, hvor afgørende de fysiske rammer er for, om en borger trives og udvikler sig og har mulighed for at være en ligeværdig del af samfundet.

Forfatter: Lærke Øland Frederiksen

Foto: Søren Kjeldgaard

Hvad er din baggrund?

Jeg startede som socialpædagog og blev først afdelingsleder og siden forstander på det, der dengang hed Hinnerup Kollegiet. Hele vejen igennem har jeg interesseret mig for, hvor afgørende de fysiske rammer er for, om en borger trives og udvikler sig og har mulighed for at være en ligeværdig del af samfundet. Nu bruger jeg min faglighed til at kvalificere byggeriet af bl.a. nye botilbud.

Hvornår opstod den interesse?

Det var, mens jeg var forstander på Hinnerup Kollegiet, hvor Region Midtjylland med støtte fra Real Dania skulle opføre Danmarks første specialudviklede tilbud til ældre med autisme. Senere blev jeg områdechef for autismetilbuddene i Region Midtjylland, og her lavede vi en konkurrence om en autismevenlig flytbar bolig, så vi i højere grad kunne imødekomme borgernes behov og ønsker til placering af bolig. Vinderen var en flytbar bolig på 40 kvm med stressreducerende materialer og farver, som kunne stilles for sig selv, i klynger eller bygges sammen alt efter, hvad der var behov for.

Hvordan endte du i et arkitektfirma?

Jeg stoppede som områdechef og helligede mig der­efter arbejdet med de fysiske rammer i en virksomhed, jeg havde samarbejdet med, mens jeg var områdechef. Hos Njordrum Care udvikler vi bl.a. botilbud, og stort set alt, vi laver, er bygget op af moduler, som kan flyttes, så det kan indrettes efter, hvilke borgere der skal bo der. Vi hjælper kommunerne med at tilpasse deres kapacitet efter borgerne, i stedet for at borgerne skal passe ind i det botilbud, hvor kommunen lige har en ledig plads.

CV

Lars Aarup Jensen, 59 år

  • 2019
    Ansvarlig for projektudvikling og salg i Njordrum Care

  • 2019
    Konsulent på Region Syddanmarks autismetilbud

  • 2013-2019
    Områdechef, Specialområde Autisme, Region Midtjylland

  • 1995-2013
    Socialpædagog, afdelingsleder og forstander på Hinnerup Kollegiet

Hvad går jobbet ud på?

Et eksempel: I en kommune har de et botilbud, hvor tre borgere med fordel kan få deres egen bolig. Så de har bedt os lave et udbud, hvor vi skal beskrive, hvad for nogle boliger de her tre borgere har brug for, og så skal boligerne stilles op i botilbuddets have. Jeg hjælper kommunen med at lave udbudsmateriale, hvor vi beskriver, hvordan boligerne skal se ud, og hvilke materialer der skal bruges både ud fra borgernes og medarbejdernes behov. Boligerne er beregnet til borgere, som kan have voldsom adfærd, og der er det også vigtigt at tænke medarbejdernes sikkerhed ind.

Hvordan bruger du din faglighed?

Jeg bruger min socialpædagogiske faglighed til at vurdere, hvilke hensyn der skal tages, når man bygger boliger til borgere med forskellige typer udfordringer. Generelt tænker jeg meget i stressreduktion, og der ved vi, at naturens farver og materialer giver ro. Jeg er også opmærksom på, at borgerne skal kunne trække sig, så de kan have overskud til at være sammen med andre. Og endelig, hvis beboerne er støjfølsomme, at der ikke skal være en nabo lige ved siden af, der hører høj musik. Det er så vigtigt, at alle har en bolig, som de også kan kalde hjem.

Hvad er dit bedste råd?

Med vores uddannelse har man bare noget basal interesse for og viden om borgere med særlige behov, og den viden kan komme i spil på mange forskellige måder. Der har jeg fundet min vej, og jeg er sikker på, at andre kunne finde deres. Så jeg vil gerne opfordre til, at man som socialpædagog tænker faget lidt bredere. Nu arbejder jeg sammen med helt andre faggrupper fra de kreative erhverv, arkitekter og designere. Det har været et kæmpe spring, og det kan jeg kun anbefale, at man giver sig selv mulighed for.

Job- og karriererådgivning

Job- og karriererådgivningen tilbyder gode råd og sparring til dig, der overvejer at skifte spor.

Ring mandag kl. 14 til 17 på 7248 6060 eller bestil tid til en samtale på Mit SL

Bliv medlem