Generalforsamling - Socialpædagogerne Hovedstaden
Ny formand i Socialpædagogerne Hovedstaden: Se, hvem der vandt
En ny kreds i Socialpædagogerne har set dagens lys. Men hvor ligger dit kredskontor nu? Hvem blev valgt til den politiske ledelse? Og hvad vil de gøre for dig? Få listen med de tre vigtigste ting, du skal vide fra generalforsamlingen
24. november 2025
Forfatter: Lærke Øland Frederiksen
Foto: Kjeld Sandahl Skov
Det summede af kampgejst og god stemning i Royal Stage i Hillerød, da Socialpædagogerne Storkøbenhavn og Socialpædagogerne Nordsjælland holdt fælles generalforsamling og blev lagt sammen til den nye kreds Socialpædagogerne Hovedstaden.
Den nye kreds kommer til at dække 28 kommuner, en stor del af den nye Region Østdanmark, en række statslige arbejdspladser og et privat område i vækst.
- Vi skal være der for medlemmerne i hele kredsen, når de har brug for deres fagforening. Alle medlemmer skal kunne komme i kontakt med og få hjælp fra deres fagforening, sagde Lars Petersen, der blev valgt som formand for Socialpædagogerne Hovedstaden.
Nærvær og fællesskab
I den mundtlige beretning fra Socialpædagogerne Nordsjælland fremhævede kredsnæstformand Thomas Svendsen de mange medlemsarrangementer, der er blevet holdt i perioden.
- Der har været stor tilslutning til både Socialpædagogernes dag, Familieplejernes dag og de andre arrangementer med fagligt indhold, og vi har fået gode tilbagemeldinger. Vi vil blive ved med at fokusere på det nærvær og fællesskab, som medlemsarrangementerne giver.
LÆS OGSÅ: Kender du de her 6 fordele? Se, hvad du kan bruge din lokale fagforening til
I den mundtlige beretning fra Socialpædagogerne Storkøbenhavn satte kredsnæstformand Michel Kikkenborg fokus på de forskellige overenskomstforhandlinger, der har fyldt meget i denne periode.
- Rigtig mange socialpædagoger fik et historisk lønløft med OK24 og trepartsforhandlingerne. Når vi forhandler løn lokalt, har vi haft fokus på dem, der ikke fik del i lønløftet. På det private område fik vi også gode resultater med OK25, og vi har arbejder for, at alle private socialpædagogiske arbejdspladser bliver dækket af en overenskomst.
LÆS OGSÅ: Se, hvor meget din løn er steget siden trepartsaftalen
Kredsnæstformand i Socialpædagogerne Storkøbenhavn Rita Slangerup fremhævede de mange møder, der er blevet holdt med både folketingspolitikere og borgmestre.
- Vi sætter socialpædagogernes arbejdsmiljø og plejefamiliernes vilkår på dagsordenen. Og så har vi deltaget i flere uddannelsesmesser for at gøre de unge nysgerrige på vores fag.
Hvad er en generalforsamling
En gang om året mødes medlemmerne i din kreds og træffer vigtige beslutninger om den lokale fagforenings arbejde. Det er også her, regnskabet bliver godkendt, og den politiske ledelse og bestyrelse bliver valgt. Generalforsamlingen er altså den øverste myndighed i din lokale fagforening. Her kan du få indflydelse på den politiske retning og organisationens fremtid.
Modige og nysgerrige
Socialpædagogernes forbundskasserer og medlem af forretningsudvalget Tina Lai Holmgaard deltog også i generalforsamlingen og ønskede i sin tale tillykke til den nye kreds.
- Her emmer af faglig identitet og engagement, det er jeg stolt af at være en del af. Vi er allerede Danmarks største og mest indflydelsesrige fagforening for socialpædagoger, og det skal vi blive ved med at være. Derfor lytter vi til de unge, og de siger, at vi skal være modige, tænke nyt og være nysgerrige. Derfor har vi lagt ’vi plejer’ og ’det har vi prøvet før’ på hylden, og jeg vil gøre mit til, at det forbliver på hylden i det fortsatte arbejde, sagde hun.
En stærkere kreds
Beslutningen om at lægge Socialpædagogernes 10 kredse sammen til seks blev truffet på forbundets kongres sidste år. Den nye kredsstruktur træder i kraft 1. januar 2026.
Formålet med kredssammenlægningerne er:
- Stærkere lokale kredse
- Tydelig socialpædagogisk dagsorden
- Endnu bedre støtte, når medlemmerne har brug for det
Men hvad betyder det helt konkret for dig, som er medlem i Socialpædagogerne Hovedstaden?
Fælles kredskontor
De to kredse har længe haft et tæt samarbejde og er allerede flyttet sammen. Du finder Socialpædagogerne Hovedstaden her:
Lindevænget 19, 1. sal
2750 Ballerup
Ny politisk ledelse
Den nye kreds’ politiske ledelse består af:
- Lars Petersen, kredsformand
- Lene Ek Christensen, kredsnæstformand
- Michel Kikkenborg, kredsnæstformand
- Rita Slangerup, kredsnæstformand
- Thomas Svendsen, kredsnæstformand og kasserer
Dét vil kredsen arbejde for
Den nye kreds vil bl.a. arbejde for:
- At sikre medlemmernes løn- og ansættelsesforhold og have fokus på arbejdsmiljøet
- At fastholde fokus på den socialpædagogiske faglighed og styrkelse af socialpædagogikken
- At sikre politisk interessevaretagelse i alle 28 kommuner, i regionen, på det statslige område og på det private område.
Lars Petersen

Uddannelse:
- Uddannet Socialpædagog i 1992 fra Skovtofte Socialpædagogiske Seminarium
Erhvervserfaring:
- Har som socialpædagog bl.a. arbejdet på et aktivitetscenter for mennesker med udviklingshandicap
Fagligt engagement:
-
Har været valgt som kredsformand for Socialpædagogerne Storkøbenhavn siden 2007. Var før det faglig sekretær i den daværende Amtskreds 13
Fritidsinteresser:
- Spiller harmonika og går lange ture, når tiden tillader det
Privatliv:
-
Gift med Dorte og far til Daniel