Gå til indhold

Faglighed

Mai besejrede angst med anerkendelse – og gav unge Sara troen på sig selv igen

Mange tvivler på, at de kan mestre deres eget liv på grund af de udfordringer, de har – jeg styrker deres tro på sig selv med en anerkendende og motiverende tilgang, fortæller socialpædagog Mai Fromberg Helgesen

10. november 2025

Artikel
Måske har du selv prøvet det – oplevet et af de der små øjeblikke, hvor du pludselig ser betydningen af din socialpædagogiske indsats. Sådan var det for Mai med Sara. Særligt én tilgang gjorde forskellen.

Forfatter: Lea Holtze

Foto: Privat

– Okay, jeg vil gerne tale med en ungepsykolog – hvis du tager med til den første samtale. Og hvis jeg må springe fra, hvis det bliver for svært.

Sådan sagde en ung kvinde med autisme til socialpædagog Mai Froberg Helgesen. Og lige dér blev det tydeligt for Mai, at hun nu havde opbygget en relation til kvinden – ’Sara’ – der var stærk nok til at bære, at Sara blev udfordret og skubbet blidt til.

Måske har du selv prøvet det – oplevet et af de der små øjeblikke, hvor du pludselig ser betydningen af din socialpædagogiske indsats. Sådan var det for Mai med Sara. Særligt én tilgang gjorde forskellen.

LÆS OGSÅ: Rune fik Anders ud af et massivt misbrug – og væk fra gaden

En form for frirum

Forud for snakken om ungepsykologen var Mai Fromberg Helgesen kommet i hjemmet to gange om ugen igennem et år som bostøtte. Her havde hun arbejdet på at opbygge en relation til Sara, der havde massive udfordringer med angst og depression og svært ved at lukke nye mennesker ind i sit liv.

– Det tog sin tid, men med ro og vedholdenhed lykkedes det. Efter et godt stykke tid begyndte vi at gå ture – det hed sig, at vi skulle lufte hunden. Men det blev en form for frirum, hvor Sara kunne snakke frit og få lidt luft i mere end en forstand, fortæller Mai Fromberg Helgesen.

Vi lod den ligge

Udfordringer for andre i familien fyldte for Sara. Derfor begyndte Mai og Sara at tale om muligheden for, at Sara kunne flytte hjemmefra, så hun kunne få mere ro og skulle tage færre hensyn. 

– Til at starte med var Sara meget afvisende og ville ikke høre tale om det. Vi lod den ligge og fokuserede på at få bearbejdet den sorg, der tyngede Sara, efter at hun var droppet ud af gymnasiet. Det var et stort nederlag, og Saras livskvalitet lå på et meget lille sted. 

Netop derfor kom ungepsykologen i spil. Og bare to år efter, at Mai første gang kom i hjemmet, flyttede Sara hjemmefra – med ’støtteben’, som hun selv kaldte det: Først i det boligfællesskab, hvor Mai var Socialpædagogisk vejleder. Og tre år senere i egen lejlighed.

– I dag bor Sara sammen med sin kæreste og bliver student om et år, fortæller en glad og stolt Mai Fromberg Helgesen.

Hvorfor greb du det an, som du gjorde? 

Fordi jeg ved af erfaring med målgruppen, at der er brug for at opbygge en relation, der kan bære, at borgeren bliver udfordret og skubbet blidt til. Relationen kommer ikke af sig selv og kan tage lang tid at opbygge. Nogle gange går vi tre skridt frem og to tilbage. Så det kræver også en god portion viden om, hvorfor mennesker reagerer som de ofte gør i pressede situationer. Og så er vedholdenhed, ro og en anerkende og motiverende tilgang nogle af nøgleordene i forhold til at arbejde relationsorienteret.

Hvilken faglig tilgang var vigtigst for dig at have med for at nå hen til Saras vendepunkt?

Jeg arbejder ud fra en anerkendende og recovery-orienteret tilgang, hvor borgerens egne mål, drømme og ønsker er udgangspunktet. For mit faglige fokus er at støtte borgeren i at udvikle og bevare færdigheder, der fremmer selvstændighed og livskvalitet. Det er min opgave at understøtte borgerens ressourcer og styrke motivationen gennem små realistiske delmål.

HØR PODCASTEN: Sådan arbejder du med borgerens recoveryproces 

Hvorfor er dèt fokus vigtigt at have i dit arbejde?  

Mange af de mennesker, jeg arbejder med, har så mange ressourcer og kompetencer, som slet ikke kommer i spil, fordi de ikke tror på, at de rent faktisk kan mestre deres eget liv pga. de udfordringer, de lever med. Og mange føler sig svigtet og har givet op. Det er min fornemste opgave at vise dem vejen, ved hjælp af en anerkendende og motiverende tilgang, der styrker dem i troen på sig selv.

Hvornår var det sværest?

Det sværeste var ofte forventningen – ikke mindst fra de pårørende – om, at jeg skulle levere nogle “redskaber”, som ville gøre alt godt natten over. Den forventning har jeg fuld forståelse for, men der skal hårdt arbejde til – både fra borgeren og socialpædagogen. Derudover kan der være et pres fra myndighed om, at vi løser en opgave inden for en tidshorisont og derefter afslutter den. Men tid er virkelig en faktor i vores fag.

LÆS OGSÅ: 4 kommuner har udviklet et koncept for at arbejde recovery-orienteret

Hvad er den vigtigste læring, du har taget med dig fra forløbet?

Det har givet mig en øget selvrefleksion og en faglig ydmyghed. Det har udfordret mine egne antagelser, måden at kommunikere på og til tider også de høje forventninger, jeg har til mig selv som socialpædagog. Jeg har lært, at det vigtigste ikke altid er at have svarene klar – men at være nysgerrig, lyttende og ikke mindst at sænke tempoet. 

Hvad havde konsekvensen været, hvis man trak dig og din socialpædagogiske faglighed ud af ligningen?

Borgeren kan i værste fald havne i langvarig isolation. Hvis borgeren ikke føler sig tryg i relationen, ikke føler sig set og hørt og ikke kan se en mening med at arbejde med sine delmål, kan det resultere i, at borgerens udfordringer forværres, og at borgeren mister troen på sig selv, andre og livet.

Artiklen er blevet til med bidrag fra Mai Fromberg Helgesens opgave i forbindelse med Socialpædagogernes fagpolitiske uddannelse.

Bliv medlem