Gå til indhold

Guide

Kan du genkende dig selv? Moralsk stress kan have 6 forskellige ansigter

Der er typisk seks forskellige måder, vi forsøger at håndtere moralsk stress, siger psykolog og forfatter Dorthe Birkmose. Se, om du kan genkende dig selv – og få Birkmoses bud på, hvordan vi kommer den moralske stress til livs

7. august 2024

Artikel
Gør du dig ligeglad? Arbejder du i skyggen? Eller hvordan håndterer du moralsk stress? Se, om du kan genkende dig selv, når psykolog Dorthe Birkmose gennemgår, hvordan moralsk stress typisk kommer til udtryk.

Forfatter: Frederikke Halling Hastrup

Foto: Robert Attermann

Måske har du oplevet følgende: Du er stolt socialpædagog og står i en situation, hvor du ved præcis, hvad der skal til fagligt for at løse en opgave – du kan altså løse opgaven og hjælpe borgeren. Men! Borgeren er måske ikke visiteret til det, opgaven er ikke længere en del af de ydelser, I tilbyder, I er ramt af besparelser, så tiden er der ikke osv.

Med andre ord: Du kan ikke længere arbejde, som du ved, du burde, fordi det faglige råderum mangler.

Det er her, moralsk stress opstår, fortæller psykolog og forfatter Dorthe Birkmose i Socialpædagogernes podcast ’Moralsk stress – når faglighed og arbejdsvilkår ikke kan følges ad’.

– Det river og flår i ens moral, når man kan mærke, at man ikke kan få lov til at udføre sit fag på en måde, så man kan være stolt. Det æder én op med dårlig samvittighed’, siger hun.

Dorthe Birkmose understreger, at moralsk stress er et organisatorisk problem, og at løsningen aldrig ligger hos den enkelte. Alligevel vil mange naturligt forsøge at håndtere den moralske stress selv. Og i podcasten fortæller Dorthe Birkmose om de forskellige typer af individuelle mestringsstrategier, hun ser:

  • Man gør sig selv ligeglad
  • Man udøver selvsensur
  • Man praktiserer ’quiet quitting’
  • Man arbejder i skyggen
  • Man forlader sit fag
  • Man venter og håber på bedre forhold

Lad os gå dem igennem én for én – måske, du kan genkende dit eget reaktionsmønster?

Mestringsstrategi #1

Man gør sig selv ligeglad

Nogle forsøger i perioder at gøre sig ligeglade. Om forholdene på arbejdet prøver de at sige til sig selv, at ’det er der jo andre, der har besluttet; det har jeg ingen indflydelse på’ – eller ’vi skal jo spare – vi kan jo ikke bruge pengene to gange’, fortæller Dorthe Birkmose i podcasten.

Hun kalder det også ’passiv resignation’, eller den ’stilfærdige form for forråelse’.

— Man skruer ja-hatten godt ned over hovedet, trykker pyt-knappen helt i bund og prøver vitterligt at gøre sig selv ligeglad. Man er ikke ligeglad, men man forsøger at gøre sig selv ligeglad, for ellers ved man ikke, hvordan man skal holde sig selv ud’, siger hun.

Mestringsstrategi #2

Man udøver selvsensur

En anden måde at mestre moralsk stress på er at reagere med selvsensur.

Her har man flere gange sagt højt, at forholdene ikke er i orden, og at der skal gøres noget ved det. Men man føler ikke, der er nogen, der lytter. Og måske vil man opleve, at man bliver set på som et belastende brokkehoved, der ødelægger den gode stemning, skriver Birkmose i bogen 'Når gode mennesker handler ondt - Mulige løsninger på et vildt problem'. Resultatet er ifølge hende, at man stopper med at sige noget.

 

Mestringsstrategi #3

Man praktiserer ’quiet quitting’

Den tredje, individuelle mestringsstrategi er såkaldt ’quiet quitting’. Man siger altså ikke sit job op, men man gør kun det, man bliver betalt for:

– Man tænker: ’Jeg møder til tiden, går til tiden, holder mine pauser som jeg skal, følger retningslinjerne til punkt og prikke – men ikke en skid mere end det. De får ikke mere af mig!’, siger Birkmose.

Lyt til podcasten med Dorthe Birkmose om moralsk stress

For at høre denne podcast skal du give tilladelse til de nødvendige cookies.
Giv tilladelse her

Mestringsstrategi #4

Man arbejder i skyggen

Modsat ’quiet quitterne’, så er der også dem, der begynder at overpræstere på arbejdet for at undgå at gå på kompromis med deres faglige stolthed – de udfører man såkaldt ’skyggearbejde’.

Når man skyggearbejder, arbejder man fagligt forsvarligt, men man gør det undercover og i al hemmelighed. Man sørger for, at borgerne får det, de faktisk har brug for: samtaler, omsorg, hjælp og trøst mv. – alt det, der egentlig er sparet væk.

Mange af dem, der skyggearbejder, fortæller, er de er bange for at blive opdaget, forklarer Dorthe Birkmose:

– For konsekvensen er, at de får skæld ud. De burde jo få ros og anerkendelse [for at arbejde fagligt forsvarligt, red.], men de får skæld ud for at være illoyale, siger hun.

Mestringsstrategi #5

Man tager flugten

En meget tydelig konsekvens af moralsk stress er, at medarbejdere og ledere ikke bare forlader den enkelte arbejdsplads, men selve faget. 

– Når man spørger dem, hvorfor de forlader faget, siger de klart, at ’det ikke har noget med borgerne, børnene, de pårørende at gøre – de er lige, som de skal være’, fortæller Dorthe Birkmose i podcasten.

Det giver altså mening for dem at arbejde med de mennesker. Det, der ikke giver mening, er ikke at kunne få lov til at udføre deres fag på en måde, som de kan stå inde for – og derfor forlader de det.

Mestringsstrategi #6

Man venter, og håber på bedre forhold

Endelig er der også strategien, hvor man forsøger at have tålmodighed med og troen på, at forholdene snart ændrer sig.

Men som Dorthe Birkmose påpeger i ’Når gode mennesker handler ondt – Mulige løsninger på et vildt problem’, er den strategi svær at holde fast i, hvis målstyringen og besparelserne fortsætter med uformindsket styrke.

Løsningen er aldrig individuel

Når vi forsøger at håndtere den moralske stress individuelt, kan der opstå gnidninger i personalegruppen, påpeger Dorthe Birkmose.

Fx vil ’quiet quitterne’ måske kigge på skyggearbejderne og tænke, at de med den ekstra indsats ender med at dække over det egentlige problem: forringelse af arbejdsvilkår. Da er frygten, at de ansvarlige aldrig får øje på problemet.

Og omvendt kan de, der skyggearbejder, kigge på ’quiet quitterne’ og tænke: ’I kunne jo godt gøre noget mere. Møde noget tidligere, gå lidt senere, droppe pauser osv. – for så får de mennesker, vi arbejder med, det. vi kan se, de har brug for’.

Men her er det vigtigt at huske på, siger Birkmose, at alle sådan set ønsker det samme:

– De bliver enormt frustrerede på hinanden. Men i virkeligheden har de ingen konflikt. De reagerer bare forskelligt på et fælles problem, som er den moralske stress, siger hun.

Det leder os tilbage til Dorthe Birkmoses pointe om, at løsningen på den moralske stress aldrig er individuel, men altid organisatorisk.

Så hvad skal der til for at komme moralsk stress til livs? Det får du tre råd til i denne guide:

Bliv medlem