Gå til indhold

Valg til forretningsudvalg

Jeg vil arbejde for et stærkere medlemsperspektiv

Når Socialpædagogerne afholder kongres i november, skal der vælges nyt forretningsudvalg. En af de foreløbig syv kandidater, der kandiderer til de fire poster, er Gert Landergren Due. Han opstiller som forbundsnæstformand – og her kan du læse lidt om hans mærkesager og visioner

6. august 2024

Artikel
De delegerede på Socialpædagogernes kongres 12.-14. november vælger forretningsudvalget. En af dem, der stiller op til valg, er nuværende kredsformand i Socialpædagogerne Østjylland Gert Landergren Due. Han opstiller som forbundsnæstformand.

Forfatter: Tina Løvbom Petersen

Foto: Nils Lund Pedersen

Valg til forretningsudvalg

VALGT: Gert Landergren Due valgt som 1. forbundsnæstformand på kongressen den 14. november 2024.

53 år, kredsformand Socialpædagogerne Østjylland siden 2014.

Uddannet socialpædagog. Har arbejdet med misbrugsbehandling og familiebehandling og været TR og FTR i Århus Kommune.

Hvad vil du som medlem af et nyt forretningsudvalg arbejde for? Nævn tre konkrete mærkesager:

1. Jeg vil gøre forbindelsen mellem medlemmer og fagforening så stærk som mulig. Vi er medlemmernes fagforening, og det perspektiv skal vi hele tiden huske. Jeg siger gerne ’spørg, lyt og omsæt’: Vi er nødt til at spørge medlemmerne om, hvad der er vigtigt for dem, og hvad de er optaget af, at vi skal arbejde med. Vi er nødt til at høre ordentligt efter – og være i stand til at omsætte det, medlemmerne siger, til indsatser og politisk interesserevaretagelse.

2. Socialpædagogerne er stærke på faglighedsdagsordenen, men vi skal blive stærkere på arbejdsmiljø og arbejdsvilkår. Jeg fornemmer en tydelig vilkårstræthed blandt vores medlemmer. De er trætte af, at der ikke er nok uddannede kolleger, at der skal spares, og at området ikke anerkendes og prioriteres. Derfor tror jeg, vi skal have mere kant på i vores budskaber om, at vi også kæmper for bedre vilkår.

3. For at lykkes med de to første mærkesager, skal vi have en mere sammenhængende organisation, hvor kredse og forbund rykker tættere sammen både i opgaveløsning, kommunikation – og i prioriteringen af de sager, vi arbejder for. Forretningsudvalget skal være langt mere til stede i kredsene. Ikke for at styre og bestemme, men for at få større indblik og opnå en fælles forståelse af, hvad opgaven er.

Hvordan vil medlemmerne kunne mærke, at du bliver valgt?

Forhåbentlig vil de kunne mærke, at vi får et stærkere medlemsperspektiv i organisationen, og at vi er blevet meget bedre til at have medlemmernes perspektiv med i alt, hvad vi gør. De vil også kunne mærke, at jeg er optaget af at udvikle nye tilbud og nye måder at være fagforening på med afsæt i de kongresbeslutninger, vi træffer. Og så vil det kunne mærkes, at vi får lidt mere kant. Dermed ikke sagt, at vi skal være en klassisk kamporganisation – men vi er nødt til at være tydeligere på de udfordringer, medlemmerne oplever i forhold til deres arbejdsmiljø og arbejdsvilkår.

Hvor ser du Socialpædagogerne om fem år?

Jeg er grundlæggende optimist, så jeg tror, at vi om fem år har lavet de tilpasninger, der skal til for at styrke Socialpædagogerne og sikre, at vi også er interessante og relevante for den næste generation. Vi er om fem år et sted, hvor vi i højere grad og på en mere uformel måde inviterer medlemmerne ind for at præge deres fagforening og dens politik og udvikling. Kort sagt har vi et Socialpædagogerne, hvor man som medlem har nemmere adgang til at få afleveret det, man synes og tænker.

Kort om forretningsudvalget

Forretningsudvalget er forbundets daglige politiske ledelse og består af forbundsformanden, to forbundsnæstformænd og forbundskassereren.

De delegerede på Socialpædagogernes kongres 12.-14. november vælger forretningsudvalget.

Læs mere om kongressen på sl.dk/kongres24

Bliv medlem
Bliv medlem