Ida havde aldrig set noget lignende: ’Jeg var i tvivl, om vi kunne nå i mål’

Ida Østergaard bankede på døren. Hun vidste, at der på den anden side gemte sig en ung kvinde, Charlotte, der havde brug for hjælp med at strukturere i hverdagen – at hendes hjem var forbundet med skam, og at det isolerede hende. Alligevel blev Ida noget chokeret ved det syn, der mødte hende.

– Der var rod overalt. Jeg kan huske, at Charlotte sagde: ’Bare sæt dig ned, Ida’ – og jeg tænkte ’hvorhenne?’ Der var kun en meter fri på en chaiselong, hvor hun krøb sammen og sov. Jeg var ret chokeret og i tvivl, om vi kunne nå i mål. Jeg syntes ikke, at det var værdigt. Man må selvfølgelig gerne rode, men det var sundhedsskadeligt, fortæller Ida Østergaard.

Ida Østergaard er socialpædagog og arbejder som bostøtte på Bornholm, hvor hun som nyuddannet blev bostøtte for Charlotte. Det blev begyndelsen på et årelangt samarbejde, som skulle vise sig at være kerneeksemplet på, hvordan socialpædagoger arbejder – og forandrer liv. Og på hvad der skal til, når socialpædagogen ved første øjekast kan tænke, ’det her går aldrig’ – og alligevel senere svarer helt uden tøven på spørgsmålet, om man nogensinde var ved at give op:

– Nej!

Har du også prøvet det? Her er historien om, hvordan Ida gennem ti år støttede Charlotte i at blive kvinde i eget hjem – et hjem, hvor man i dag tager skoene af, før man går inden for.

En rulle sække og en relation

Men hvilket hjørne starter man i, når der både er brug for hjælp til at få styr på hjem og økonomi fra ende til anden, brug for at få en tro på livet og omverdenen igen – og brug for at skabe et nyt positivt selvbillede?

Ida Østergaard tog udgangspunkt i en rulle affaldssække. En sæk til ting, der skulle smides ud, en til ting, der skulle gemmes – og en til alt det midt imellem.

– Første skridt var selvfølgelig at danne en relation, for ellers bliver døren til det allerhelligste ikke åbnet. Når hjemmet var forbundet med så meget skam, begynder man ikke bare at smide ud, fortæller Ida Østergaard.

Derfor skulle Ida også i gang med at lære, hvad der havde værdi for Charlotte – fx bagpappet fra en dukkeindpakning, som Ida nær havde smidt ud, indtil Charlotte råbte ’stop!’.

– Jeg havde købt Disney-dukken i Paris, og den betød rigtig meget for mig. Jeg ville beholde æsken, så jeg kunne putte hende ned i den, hvis jeg en dag skulle flytte, forklarer Charlotte og bliver suppleret af Ida:

– Jeg skulle være nysgerrig på, hvad Charlotte kom fra og på det liv, hun havde levet, før jeg kom ind i det. At hun er blevet mobbet som barn og kan frygte, at folk vil hende det ondt. Og at hendes mor også er glad for at samle. Derefter var der mange ting, der gav mening. Jeg skal ikke ændre den rygsæk, borgeren kommer med. Men jeg skal kende den for at give redskaber til den forandring, borgeren selv ønsker, fortæller Ida Østergaard.

HØR OGSÅ hvordan du som socialpædagog kan arbejde med borgerens recoveryproces

15 cm ad gangen

Charlottes drøm var at leve mindre isoleret og at lære at klare sig selv uden hjælp fra sin mor. Ida og Charlotte lagde derfor strategier for, hvor hun skulle starte, og hvor hun skulle slutte en oprydningsopgave – og de lavede skemaer, der strukturerede de huslige pligter dag for dag.

– Vi aftalte fx at få styr på spisebordet. Jeg kunne lægge et tæppe over noget af det og kun fjerne 15 cm – og så var det dét, vi fokuserede på. Vi trænede også at ringe til lægen og offentlige myndigheder, hvor vi skrev ned, hvad hun skulle sige, og hvor jeg var på medhør. Vi talte om kost og lavede indkøbslister. Og vi fik styr på økonomien, fortæller Ida Østergaard.

Ofte gik Charlotte og Ida ture for at bygge videre på relationen. På turene kom de svære samtaler om livet, og om hvordan man er i relationer – hvad man skal finde sig i fra partnere og veninder.

– Charlotte havde en rigtig negativ fortælling om sig selv og et meget lavt selvværd, der hæmmede hende. Så vi skulle opbygge en ny fortælling på succesoplevelser i hverdagsøjeblikkene, siger Ida.

HØR OGSÅ hvordan du kan hjælpe mennesker med at skabe nye, konstruktive fortællinger om deres liv

Dumme kælling

Og sådan gik årene. Omend aldrig snorlige. Det var derimod ofte fem skridt frem og to tilbage, fortæller Charlotte selv.

– Nogle gange kunne jeg tænke ’hold kæft en dum kælling, der vil have, at jeg skal smide mine ting ud’. Jeg kunne godt være en hidsigprop. Men jeg var god til at tale om det, siger hun.

– Ja, det var du. Og man må virkelig gerne synes, jeg er en dum kælling. Det kan ikke undgås, når man arbejder med noget så sårbart som sådan en livsændring. Når det hele sandede til, fokuserede vi på, hvad der virkede sidst, gik tilbage til det og byggede ovenpå, fortæller Ida Østergaard.

Med i baghovedet

Efterhånden kunne Charlotte overskue hverdagen helt uden hjælp – alene bevidstheden om, at Ida Østergaard kom, satte hende i gang med dagens pligter allerede før, det bankede på døren. Charlotte støttede sig til de rutiner og strukturskemaer, hun og Ida havde lavet. Pludselig kom lysten til at invitere folk med hjem. Og en dag, da Charlotte og Ida var ude at gå en tur, sagde Charlotte, at hun ikke havde brug for støtte længere.

– I stedet havde jeg Ida med i baghovedet, når noget var svært – hvad har Ida sagt til mig? Hvor skal jeg starte? Det var mærkeligt, da Ida ikke længere kom klokken 9, men det var den rigtige beslutning. Uden Ida havde jeg været i en kulkælder fyldt med rod, fortæller Charlotte, der i dag har job og lever med sin mand i eget hus.

– Så har man sgu nok gjort et ok stykke arbejde. Det tog samlet ti år, men så var Charlotte også kvinde i eget hjem. Det er rørende for mig at se, hvordan hun trives, siger Ida Østergaard.