Nicole er en solstrålehistorie fra Solskinsøen

Nicole Andersen Galeano kom til Ungehuset på Bornholm som 16-årig, da han mistrivedes hvor han kom fra. Nicole havde været i plejefamilie og på opholdssted, og var begyndt at miste tilliden til de voksne, der skulle tage sig af ham. Foruden sin turbulente opvækst, kæmpede Nicole ved siden af med sin kønsidentitet.

Ankomst til Ungehuset

Ungehuset har fire værelser til de anbragte. Nicole var ikke vild med idéen om at bo på så tæt hold med de andre. Han fik derfor lov at flytte ind i en lejlighed ovenpå Ungehuset, hvor han kunne få lov at trække sig på sine egne præmisser.

-Vi træder hellere et skridt tilbage, end vi vil tvinge den unge ind i at være i Ungehuset på vores præmisser. Vi har selvfølgelig regler og rammer, men vi er fleksible og villige til at gå langt for at rumme den unge, siger Stine Munch, som er daglig bostøtte i Ungehuset.

Socialpædagogerne har et princip om, at de hellere træder et skridt tilbage, end de er konfronterende overfor de unge. De har også valgt at tage samtalerne om de svære ting i fredstid.

Deler presset

-Vi vil gerne have at de unge får tillid til, at vi vil dem det godt. Vi forsøger ikke at presse dem, men derimod tage en del af presset fra dem, siger Stine Munch.

Det nikker Nicole genkendende til, selvom det ikke var hans overbevisning i starten. Nicole var skeptisk og havde svært ved at samarbejde, fordi han havde været et sted hvor han oplevede, at man ikke troede på ham og hvor han skulle indgå i den ramme, der var sat. Det passede ikke til hans personlighed og temperament.

-Her er vi fleksible. Vi prøver at tilpasse rammen til den unge, ikke omvendt, siger Stine Munch.

Det passede Nicole bedre og han begyndte langsomt at åbne sig for socialpædagogerne – ser man dem i dag er det svært at forestille sig, at de ikke har kendt hinanden altid.

En del af drengene

Nicole, der er født kvinde, har længe kæmpet med sin kønsidentitet. I dag identificerer han sig som mand. Det bevidner også hans korte hår og herretøj. Både Stine Munch og Arnela Kelecija har været ved hans side gennem processen.

-Stine var den første, jeg snakkede med om, at jeg gerne vil kaldes han, fortæller Nicole og fortsætter:

-Jeg har altid vidst, at jeg var til piger og altid været en del af drengene. En dag, da jeg var 12 år, tog jeg en ret spontan beslutning og klippede mit hår kort. Jeg følte mig med det samme mere maskulin og fandt ud af, at det var noget jeg gerne ville, siger Nicole.

Nicole brugte de første år af sin barndom i Colombia, som han stadig husker klart.

-Allerede dengang var jeg godt klar over, at jeg var til piger. Og din seksualitet og kønsidentitet kan betyde liv eller død i Colombia.  

Hviler i sin identitet

I Colombia skulle Nicole gå i skoleuniform, der bestod af en kjole og langt hår sat op i rottehaler.

-Jeg hadede det. Jeg har altid følt, at jeg var i den forkerte krop og følt mig presset ned i en kasse, siger Nicole.

Socialpædagogerne Arnela Kelecija og Stine Munch har gjort deres bedste for at imødekomme Nicole siden han ankom til Ungehuset. De er glade for, at Nicole har været åben om sin kønsidentitet, og at de har fået lov til at støtte ham gennem den stadigt igangværende proces.

-Det har altid været naturligt at kalde ham han, for Nicole hviler i sin identitet og klæder sig maskulint. Kønsidentitet er ikke noget, jeg er ekspert i, men vi er sammen gået på opdagelse i, hvordan det har været for Nicole, siger Arnela Kelecija.

Hun har også købt Nicole hans første binder, som er en slags klæde eller top, der sidder stramt om bysterne, så overkroppen fremstår fladere og mere maskulin.

Manglede viden

Men ligesom andre fagpersoner, der er stødt på unge transkønnede, nonbinære eller personer med en anden kønsidentitet i deres arbejde, efterspørger socialpædagogerne mere viden om emnet.

-Jeg tror, at det at vi ikke har haft så meget viden har gjort, at vi har været lidt forsigtige og påpasselige. Havde jeg vidst en masse, kunne jeg nemmere foreslå, om vi skulle kontakte Sexologisk Klinik, eller jeg kunne give Nicole nogle redskaber. Det tror jeg havde gavnet min faglighed i processen, siger Arnela Kelecija.

Det er Nicole enig i. Selvom socialpædagogerne har støttet ham i processen og hjulpet ham med at kontakte Sexologisk Klinik, har det været på hans efterspørgsel og præmis. Og som han selv udtrykker det, kunne det have været rart, hvis de havde vidst mere, så de bedre kunne give ham et ’los’, som han nogle gange har brug for.

-Men vi har fået en masse erfaring gennem praksis med Nicole og lært henad vejen. Vi bliver stadig klogere hele tiden, siger Arnela Kelecija.

Nej til hormoner

På trods af to ansøgninger igennem Sexologisk Klinik har Nicole fået afslag på at starte på hormonbehandling. Første gang skyldtes et igangværende hashmisbrug, men anden gang ved han ikke, hvad der har været skyld i afslaget. Han blev netop clean for at kunne ansøge igen.

-Jeg ville ønske jeg kunne starte på hormoner og få skæg og lidt hår på brystet, fortæller Nicole.

-Men den tid skal nok komme, tilføjer han håbefuldt.

Giver tilbage

Nicole Andersen Galeano er taknemmelig for socialpædagogernes støtte igennem processen.

-Her i Ungehuset har jeg fået samvær, omsorg, kærlighed, tryghed og en tro på, at det hele nok skal gå. Hvis jeg kunne, havde jeg gjort alt for at give noget tilba-

Nicole når ikke at færdiggøre sin sætning, før Arnela Kelecija bryder ind med:

-Du giver så meget tilbage!

-Du er nok i dig selv, supplerer Stine Munch.

De to socialpædagoger leder opmærksomheden hen på, hvor langt Nicole er kommet, siden han satte sine ben i Ungehuset for første gang for fire år siden.

Solstrålehistorie

Nicole gik fra ikke at kunne komme op af sengen, havde et hashmisbrug, skulle igangsættes og motiveres, til at bo i sin egen lejlighed og møde på arbejde i hjemmeplejen klokken 6 om morgenen, hvor han yder omsorg for borgerne.

Her er Arnela Kelecija hans bostøtte, og selvom han ikke længere er tilknyttet Stine Munch som daglig bostøtte, ses de to stadig jævnligt.

-Nicole er helt klart en solstrålehistorie. Jeg føler mig beriget af at have lært ham at kende. Han har god energi, er et kærligt menneske, og det er næsten umuligt at være i dårligt humør i hans selskab, siger Stine Munch.