Mit faglige fokus: ’Jeg bruger vagusnerven til at skabe et trygt rum for pårørende’

Socialpædagogisk faglighed forandrer liv. Men hvordan bruger socialpædagoger deres faglighed i det daglige arbejde, og hvilke faglige refleksioner ligger der bag handlingerne? Det undersøger vi i portrætserien ’Mit faglige fokus’.

Henrik Vandal

Uddannet meritpædagog i 2019. Arbejder med anbragte unge på et opholdssted i Nordsjælland.

Hvad er dit faglige fokus?

I mit arbejde som socialpædagog er jeg meget bevidst om vagusnerven. Det er en nerve, som alle har, og som er en del af det parasympatiske nervesystem. Den sørger for kommunikation mellem kroppen og hjernen, og den påvirkes af stemninger mellem mennesker. Jeg har taget to kurser i, hvordan vagusnerven kan hjælpe med regulering af arousal både hos én selv og hos andre. Ved at være bevidst om vagusnerven, kan jeg bidrage til at skabe ro og forhindre stresstilstande. Dårlig stemning og negativ energi påvirker vagusnerven, så den aktiverer vores forsvar – mens en behagelig stemning aktiverer vores sociale nervesystem, så vi kan hygge os, være rolige og være modtagelige for vejledning. Man kan stimulere vagusnerven til at berolige sig selv, og det smitter af på andre. Jeg er meget bevidst om, at jeg kan indgyde tryghed og en god stemning alt afhængig af, hvordan jeg kommer ind i et rum, fordi den nonverbale kommunikation mellem mennesker er så tydelig.

Hvorfor er det et vigtigt fokus at have i pårørendesamarbejdet?

Hver dag låner vi de pårørendes kæreste eje. Derfor er det vigtigt, at man i det samarbejde tilgår tingene bedst muligt og på en blid og nænsom måde. Jeg forsøger altid at skabe et trygt og nærværende rum, hvor der er plads til dialog, til forskellige meninger og drøftelser af, hvad der kan, og hvad der ikke kan lade sig gøre, på en pæn og sober måde. For når der opstår et trygt rum, så kan man også sige nogle af de ting, der er svære. Så bliver det et fællesskab om, hvordan vi kan gøre det bedste for borgeren. For pårørende er borgeren det vigtigste i hele verden, og det skal respekteres.

Giv et eksempel, hvor din tilgang gjorde en forskel? 

Jeg havde en samtale med en mor til en ung mand med udviklingshandicap, der gerne ville have, at hendes søn cyklede på en normal cykel frem for en side-by-side-cykel. Det havde hun gode erfaringer med, at han kunne derhjemme, så det ville hun foretrække. Jeg lyttede til alle hendes argumenter, og da hun var færdig med at tale, sagde jeg, at vi oplever, at han får mere ud af at cykle på side-by-side-cykel, fordi der er mere nærvær, og han kan være sammen med andre om cykeloplevelsen. Det var vores vurdering, at det nærvær ville gå tabt, hvis han kørte på en almindelig cykel. Moren kiggede på mig og sagde, at hun ikke havde tænkt over, at han fik så meget ud af at cykle på side-by-side-cykel, så vi skulle bare fortsætte med at bruge den.

Hvorfor greb du situationen an, som du gjorde?

Jeg kunne have valgt at afbryde hende og fortælle, at jeg ved bedre. Men når jeg indgår i en stille og rolig dialog og giver den pårørende plads til at blive set og hørt, så giver det enormt meget, frem for at man bare cutter folk af ved at være afvisende.

Hvad ville konsekvenserne være, hvis man tog din tilgang ud af ligningen?

Der ville være flere uoverensstemmelser. Som fagperson kan man godt nogle gange holde på sin ret eller være afvisende, inden folk får talt færdig. Man kan have blinde vinkler, men ofte skal man lige trække vejret og se muligheder frem for begrænsninger. Jeg ville heller ikke kunne være lige så skarp på de andre tilgange, jeg bruger. Min bevidsthed om vagusnerven er med til at forfine fx Low Arousal, fordi den gør regulering af nervesystemet mere effektiv. Kombinationen af de to er for mig et fantastisk værktøj, for jeg kan komme et spadestik dybere – og brugen af vagusnerven understøtter Low Arousal-tilgangen rigtig godt.   

Hvilke metoder kan du ikke undvære i dit arbejde?

Jeg har altid været tilhænger af Low Arousal. KRAP er jeg glad for, for det understøtter mit menneskesyn om, at vi alle sammen kan noget og har ressourcer, der kan udbygges. Og ikke mindst Nest-tilgangen, for den er inkluderende og fællesskabsorienteret.