Kønsidentitet fylder i socialpædagogisk arbejde: Sådan gør Joy og John

– At blive puttet i en boks er ikke en god ting. Men at finde en boks, der passer til en, er en fantastisk følelse.

Sådan fortæller Sophie, som er 23 år gammel, har autisme og identificerer sig som nonbinær eller queer – altså ikke som hverken mand eller kvinde. Sophie omtales derfor ’de’ og ’dem’.

En del af de fagfolk, Sophie har mødt i sit liv, har haft svært ved at omtale dem korrekt. Sophie forsøger selv at korrigere det, hvis nogen fx omtaler dem som ’pige’ eller ’hende’ – men deres erfaring er typisk, at det ikke altid bliver taget seriøst.

– For min skyld må man godt synes, det er skørt og have svært ved at acceptere det. Men i det mindste bør man anerkende, at det er den jeg er, i stedet for at benægte det, siger Sophie.

Ramt af usikkerhed

De to socialpædagoger Joy McPhillips og John Sutherland Mitchell arbejder begge som mestringsvejledere i socialpsykiatrien i Favrskov Kommune, hvor de hver dag har berøring med mennesker med autisme som fx Sophie.

I deres arbejde har de begge oplevet, hvordan identitet, og herunder kønsidentitet, er noget, der fylder hos de borgere, de møder. Og selvom de som fagpersoner møder borgeren med respekt og autenticitet, har de ikke altid følt sig tilstrækkeligt fagligt klædt på til at håndtere de svære samtaler om kønsidentitet.

Fx fortæller John Sutherland Mitchell om, hvordan han første gang, han mødte emnet kønsidentitet i forbindelse med sit arbejde, blev usikker på, om han kom til at sige det forkerte.

– Det handlede om, at jeg skulle være autentisk i mødet og se bort fra CPR-nummeret, siger han.

Med ærlighed kommer man længst

John valgte at lægge kortene på bordet og fortælle personen, han sad overfor, om sin usikkerhed. Han sagde direkte, at han ikke havde prøvet det før, og at han naturligvis gerne ville imødekomme personen så godt som muligt.

– Jeg blev nødt til at være ærlig. Jeg ville ikke forsøge at lade som om eller gætte mig frem, for det giver også en meget bedre relation at stille sig sårbar og spørge pænt, om de vil bære over med det, hvis man kommer til at sige noget forkert.

John var nysgerrig på, hvordan kønsidentiteten havde påvirket vedkommende – og hvordan han som socialpædagog bedst muligt kunne støtte borgeren i mødet med andre fagpersoner.

– Det bedste, vi kan gøre som socialpædagoger, er at møde folk, hvor de er, så de føler sig set, hørt og accepteret.

Både John og Joy har oplevet, at de henad vejen begge har tillært sig sproget og metoderne ved at bruge deres socialpædagogiske færdigheder, holde et åbent sind og spørge nysgerrigt ind.

Kassetænkning

Det handler ikke kun om, hvilke ord man bruger. Det handler også om ikke at putte folk i kasser, mener Sophie. De insisterer fx på at blive kaldt ’autist’ og ser det som ironisk, at vi her i artiklen bruger betegnelsen ’mennesker med autisme’, når artiklen bl.a. handler om at tage hensyn til, hvad mennesker som Sophie gerne vil kaldes.

På samme måde tager de afstand fra at blive betegnet som højtfungerende autist – fordi de i bund og grund ikke er begejstret for den kassetænkning.

– Jeg hader ordet højtfungerende, som jeg har fået på mig. Det har jeg, fordi jeg har en god hukommelse, kan formulere mig og er god til it, forskellige sprog og musik. Det kan skjule mange af de ting, jeg har svært ved. Fx påvirker sanselige indtryk mig meget, og jeg har svært ved at skabe overblik, hvis jeg får for mange ting ind, forklarer de og fortsætter:

– Men det kan andre ikke se. De kan se, at jeg kan svare sammenhængende på et spørgsmål og holde øjenkontakt imens – men de ved ikke, at jeg kigger på et sted lige bag dem.

For Sophie kom erkendelsen af, at de ikke identificerede sig med det køn, de var blevet tildelt ved fødslen, af flere omgange.

De begyndte først at mistænke det, da de var i syv-otte-års alderen, hvor Sophie ikke var interesseret i de stereotype ’pigeting’. Men først for tre år siden stoppede Sophie med at have negative tanker om sig selv pga. sin kønsidentitet – og i starten af 2023 sprang de ud som nonbinær.

Erkendelse og anerkendelse

Det var bl.a. en amerikansk tv-serie med en nonbinær karakter, der hjalp Sophie til at acceptere sin kønsidentitet – og finde den boks, der passede bedst.

De første, Sophie sprang ud over for, var deres kusine og deres bedste ven. Kusinen accepterede Sophies kønsidentitet med det samme, mens vennen havde brug for noget tid. Sophie er ikke sprunget ud over for sine forældre af frygt for, hvordan de vil reagere.

For Joy McPhillips, som er en af de socialpædagoger, der arbejder med Sophie, har nysgerrighed og åbenhed været to vigtige nøgleord. Hun har fx spurgt ind til pronominer og tjekket ind med Sophie om, hvordan de gerne vil omtales.

Den tilgang er Sophie glad for at blive mødt med. Når Sophie selv møder noget, de ikke forstår, forsøger de at finde så meget viden om emnet som muligt.

– Jeg vil nemlig ikke komme til at behandle andre, som jeg selv er blevet behandlet, siger Sophie, der også efterspørger mere viden hos fagfolk, så det ikke er Sophies ansvar at lære dem om kønsidentitet, selvom de naturligvis gerne deler ud af deres viden og fortæller om pronominer.

– Men der mangler større viden i systemet, så der er mere accept – og så hver eneste fagperson ikke skal stå og vurdere, om det ville være okay at spørge om, eller hvad der er okay at sige.

Brug for mere viden

Netop viden efterspørger Joy McPhillips også. De konkrete opgaver, mestringsvejlederne bliver bestilt til, handler ofte om at støtte borgerne i at få mere struktur på hverdagen. Det kan være at skabe indblik i, hvordan borgernes psykiske tilstand påvirker deres evne til fx at holde et rent og ryddeligt hjem, svare på beskeder fra offentlige instanser og hjælpe dem til mere forståelse af forskellige sociale situationer.

Men i bestillingerne står der sjældent noget om borgernes behov for støtte i deres køns- eller identitetsforståelse – et område, som både Joy og John oplever, kan fylde rigtig meget hos de borgere, de møder:

– Jeg oplever hos nogle af de borgere, jeg kommer ud til, at identitet og kønsidentitet fylder rigtig meget. Nogle gange er det sådan, at det med at støtte dem til at holde et ryddeligt hjem ikke er noget, der interesserer dem. Så jeg ville ønske, vi blev informeret mere om identitet, inden vi kommer ud til borgeren, siger Joy McPhillips.

Ingen af de to socialpædagoger kender forklaringen på, hvad det store overlap af personer med autisme og personer med en anderledes tilgang til køns­identitet end gennemsnittet kan skyldes. Men begge prøver at møde borgerne med autenticitet og nysgerrighed, også når det handler om deres kønsidentitet, så de føler sig set, hørt og accepterede, som de er – og ikke bliver puttet i en boks, der ikke passer.