Forhåndsregistreringerne er problemet

Sidsel Marie Nielsen er centerleder ved Udviklingshandicap Syd i Ikast-Brande Kommune. Hun mener, at reglerne skal tilpasses borgergruppen bedre.

En gråzone
– Først og fremmest vil jeg sige, at jeg er vanvittig glad og stolt over, at vi i dag har et regelsæt, der beskytter mennesker med udviklingshæmning og handicap og sikrer deres ret til selvbestemmelse – særligt set i en historisk sammenhæng. Når det er sagt, oplever jeg, at reglerne passer til 85 pct. af målgruppen, men efterlader en restgruppe, som fx omfatter en del af vores borgere, der falder helt udenfor. Det føles som at være i en gråzone. 

– Fx når vi ikke må bruge seler til at sikre beboerne en korrekt siddestilling. Så er der ikke taget højde for, at vi har borgere med fysiske handicap, som har brug for personlige hjælpemidler som fx en skalstol, der bliver støbt til borgeren for at sikre, at de ikke kommer til skade, eller at deres arm går af led, hvis de får krampespændinger.

– Vi skal altid evaluere, om det er det rigtige, vi gør, og om fx selen er nødvendig. Og det gør vi – ikke pga. registreringerne, men fordi jeg har megadygtige socialpædagoger ansat, som hele tiden evaluerer og småjusterer deres praksis. Det ligger i faget. 

Tiden bruges forkert
– Ud af 323 indberetninger om magtanvendelser er det kun ti af dem, der er akutte. Resten er registreringer af forhåndsgodkendelser. Det bliver skævt, at der går tid fra borgerne, fordi vi bruger så meget tid på at registrere ting, som vi i forvejen har fået lov til at bruge.

Regler forhindrer borgernes frihed
– Selvfølgelig skal vi have magtanvendelsesregler, men de skal tilpasses bedre den målgruppe, vi har. Intentionen bag er jo at sikre borgernes selvbestemmelsesret. Men i nogle tilfælde gør de det modsatte.

– Fx ville vores borgere være så meget mere selvstændige, hvis de kunne færdes frit i et sikkert uderum. De er ikke trafiksikre og har ikke rum-retnings-sans. Det betyder, at borgerne altid skal være mandsopdækket, hvis de er udenfor. Eller blive inde hvis der ikke er personale nok. Hvis vi derimod sikrede udeområder med teknologi, så borgerne kunne færdes i et sikkert rum, ville de have bedre muligheder for at åbne terrassedøren og nyde retten til at være alene. På demensområdet har man mulighed for at bruge en tracker, det har vi ikke på vores område. Der er noget grænseoverskridende over, at man hele tiden skal have en ansat med. Der begrænser lovgivningen faktisk selvstændigheden.