Digital chikane
Føles voldsomt at blive hængt ud online
Da Laila blev filmet af en borger og udstillet på Facebook, følte hun sig både magtesløs og uretfærdigt behandlet. – Det var en voldsom oplevelse, fortæller hun. Efterfølgende blev borgeren politianmeldt, og arbejdspladsen har sat fokus på arbejdsgangene for at beskytte medarbejderne
5. februar 2024
Forfatter: Tina Løvbom Petersen
Hun så det med det samme, da borgeren åbnede døren. Forrest kom armen med et kamera – ledsaget af aggressive udsagn om, at det ville blive smidt på Facebook, og at hun ikke passede sit arbejde og ikke reagerede hurtigt nok.
– Jeg er støtte-kontaktperson for den pågældende borger og mødte op for at besøge hende. Men jeg blev overrumplet af en kvinde, der var så vred og truende, at jeg med det samme valgte at trække mig og sige: ’Vi kører igen’. Hun fulgte dog efter og filmede mig hele vejen.
Sådan fortæller Laila, som er socialpædagog i Social, Psykiatri og Handicap i Lolland Kommune om den episode i november sidste år, der førte til, at hun blev udsat for digital chikane. For efterfølgende lagde borgeren sin optagelse på Facebook og skrev tekster med Laila’s fulde navn, hvor der bl.a. stod, at ’hun ville den pågældende borger død’.
Sms'er og telefonbeskeder
Derefter modtog Laila op mod 60 sms’er fra samme borger, hvor hun skrev, hvor dum, grim og uduelig Laila var – og fik også indtalt en stribe hadske og vrede beskeder på sin telefonsvarer.
– Det var virkelig voldsomt. Jeg følte mig dybt uretfærdigt behandlet, fordi jeg jo bare passer mit arbejde og forsøger at hjælpe hende – og jeg følte mig også helt magtesløs, for hvordan stopper man sådan en bølge vrede rettet mod mig? siger Laila.
Jeg har aldrig før stået i en situation, hvor jeg ikke på en eller anden måde har kunnet finde en løsning på en konflikt med en borger
Hurtig reaktion fra ledelsen
I den konkrete sag tog Laila med det samme fat i sin leder – og der blev handlet hurtigt. Laila fik tilbudt psykologsamtaler, og sagen blev registreret som en hændelse. Hun fik også hjælp til at blokere borgeren fra sin telefon, så hun ikke modtog flere krænkende sms’er eller indtalte beskeder.
Det blev forsøgt at få optagelserne slettet, men det blev afvist af Facebook. Endelig blev borgeren politianmeldt for at have offentliggjort en optagelse af en medarbejder uden at have fået tilladelse.
Tilbage står Laila med en følelse af at være ramt på sin faglige stolthed:
– Jeg har aldrig før stået i en situation, hvor jeg ikke på en eller anden måde har kunnet finde en løsning på en konflikt med en borger. Og efterfølgende, selvom jeg sagde til mig selv, at jeg jo ikke havde gjort noget forkert, så har jeg godt kunnet mærke, at jeg faktisk var ramt – for hvad bliver det næste, man skal stå model til? siger hun.
Læs ekspertens råd til at forebygge og håndtere digital chikane
Fokus på området
Den følelse skal man ikke stå med som medarbejder, lyder det fra teamleder Susanne Rasmussen, som bl.a. tog fat i Socialpædagogerne Storstrøm for at vende Lailas oplevelse med dem.
– Jeg følte, vi stod i en gråzone. For hvem griber man fat i, hvis nogen bliver chikaneret? Og hvor går grænsen for, hvad man som medarbejder skal finde sig i? Det er voldsomt belastende at opleve den slags konfrontationer i sit arbejde, siger Susanne Rasmussen og fortæller, at de efterfølgende har gennemgået og øget opmærksomheden på arbejdsgangene i opsøgende teams.
– Først og fremmest har vi meget fokus på altid at få snakket om de episoder, hvor borgerne kommer ind under huden på en – og vi sørger for at bytte mellem os for at forebygge, at man bliver slidt i de svære relationer. Vi prøver også altid på at sende to ud sammen til de borgere, der har det rigtig svært, ligesom vi nu kun har fornavn på vores identifikation. Det er vigtigt, at alle ved, at hos os skal ingen lege supermænd. Vores indsats er en holdsport.
Laila ønsker ikke at stille op med efternavn i denne artikel, men redaktionen er bekendt med hendes fulde navn.
Hvad siger reglerne?
Hvilke regler gælder egentlig, hvis du i dit job oplever, at pårørende eller andre laver skjulte optagelser eller overvågning af de ansatte?
Læs de vigtigste regler i artiklen ’Skjult overvågning: Her er reglerne’
Socialpædagogers arbejdsmiljø
I Socialpædagogernes arbejdsmiljøundersøgelse 2023 bliver medlemmerne bl.a. spurgt om forekomsten af psykisk vold, herunder chikane.
Undersøgelsen viser, at de hyppigst forekommende typer af psykisk vold er skældsord, tilsvining eller nedsættende tale (85 pct), trusler om fysisk vold (45 pct), trusler om selvmord fra borger (29 pct) og trusler på livet (27 pct).
I undersøgelsen svarer to pct., at de har været udsat for chikane på sociale medier – og 11 pct. at de har været udsat for anden chikane.