Fra skærmtid til fællesskab: Sådan bruger du gaming til relationsarbejde

Inden du går til din leder og beder om at få sat fire computere op i fællesrummet, så sørg for at få defineret dine mål med aktiviteten og stil dig selv spørgsmålet Hvad vil jeg opnå med gaming? fortæller Mathias Nimgaard. Sæt derfor ord på følgende:

• Hvad bidrager gaming til i forhold til den unges læring?
• Hvordan bidrager det til motivation i andre kontekster?
• Hvordan bidrager det til generelt at kunne deltage i fællesskaber?

Gør herefter det hele håndgribeligt og lav konkrete aktiviteter, der også er en del af gamingfællesskabet – fx fællesspisning, ture ud af huset mv.

På Skjoldbo gamer de hver tirsdag og torsdag fra kl. 17-21 – men ca. 18.30 går de op og spiser sammen. Og hvor det før handlede meget om at få noget at spise inden man skulle game igen, så er fællesspisningen nu blevet et socialt rum, hvor de unge også deler andre sider af sig selv:

— Nu kan vi også godt snakke om tegneserier og film, og ’jeg gik til træning’, og alle de her ting. Så nu mødes vi om forskellige ting, og gamingen er ligesom placeret i et andet lokale, fortæller Rasmus Visti Seedorf.

Det andet råd handler om, at du som socialpædagog går i øjenhøjde med de unge, så gaming faktisk bliver et fælles tredje. Når I gamer, er du på deres hjemmebane, og de skal have lov til at føle sig som eksperter. Anerkend deres kompetencer og lad dem lede an i spillets univers – det skaber en balance, hvor de føler sig set og værdsat.

At det giver de unge et selvtillidsboost, er også noget, Rasmus Visti Seedorf oplever. I podcasten fortæller han, at det sjældent har effekt, hvis han spørger til opholdsplaner, myndighedsrådgiver, partshøring osv. – men hvis spørgsmålene derimod handler om, hvor gode de er til Counter-Strike, ser han julelys i deres øjne:

— Det er faktisk en snak, de har helt vildt meget lyst til at gå ind i, for endelig er der et rum, hvor det faktisk bliver værdifuldt at have den her viden, siger han og fortsætter:

— Og jeg tror, at hvis du er tryg og du trives, så har du også de bedste forudsætninger for at udvikle dig og for at lære nye ting.

LYT TIL PODCASTEN: Hør om alle Mathias' og Rasmus' erfaringer med gaming som socialpædagogisk redskab her

Det tredje råd er at lade de unge bliver medskabere af projektet. Det øger nemlig sandsynligheden for, at det bliver meningsfuldt for dem at dukke op gang efter gang, hvis de også har haft indflydelse på selv de mere lavpraktiske dele:

— De må godt være med til at indrette rummet. Helt ned til, om man skal have noget på væggene. Og det kan være, at de skal være med til at lave teamreglerne, eller regler for, hvordan man opfører sig herinde, siger Mathias Nimgaard.

Og netop dét er noget, de går meget op i på Skjoldbo. Her har de unge indrettet et særligt gamerrum med graffiti på væggene, computerskærme med klikkende, mekaniske tastaturer, og headsets, som lyser det ellers mørke lokale op i neonfarver.

Time out, Team Talks og *biiip* sagt på en god måde

De unge har også været med til at formulere reglerne for, hvordan man opfører sig – fx reglen om time out: Man må altid bede om en time out – alle skal sige ja – ingen må spørge ind til årsagen.

Og én gang om måneden er der Team Talk i Go Gaming-gruppen. Det foregår ligesom et bestyrelsesmøde med referent, ordstyrer og en dagsorden, hvor de unge byder ind med punkter, fx at de synes, en medspiller har været en ’kæmpe stor *biiip*’, som Rasmus Visti Seedorf fortæller:

— Så skal vi snakke om ’Hvordan afleverer du den her kritik til vedkommende, så du giver ham eller hende forudsætninger for faktisk at kunne handle på det fremadrettet? For det er jo det, vi ønsker.’

LÆS OGSÅ: Bo Hejlskov Elvén - sådan arbejder du med low arousal