Gå til indhold

Fleksjob

6 gode råd fra medarbejder og leder: Sådan får vi fleksjob til at lykkes

Før dagbog over dine smerter – og vær ikke bange for fleksjob som løsning. Sådan lyder to gode råd fra Helle, som er ansat i et fastholdelsesfleksjob – og hendes leder Jimmy, som har fået øje på fordelene ved fleksjob. Her får du deres 6 anbefalinger til at lykkes med fleksjob

6. december 2024

Artikel
Helle Skriver og hendes leder Jimmy Hessellund Tang er begge glade for den aftale, de har landet, efter at Helle måtte indse, at hun pga. smerter ikke længere kunne holde til at arbejde på fuldt blus. Helle er nu ansat i et fastholdelsesfleksjob 18 timer om ugen.

Forfatter: Tina Løvbom Petersen

Foto: Søren Kjeldgaard

For Helle Skriver har et fastholdelsesfleksjob vist sig at være løsningen, da hun i foråret 2022 måtte erkende, at hun ikke længere kunne holde til sit arbejde efter en rygoperation. Men det var ikke lykkedes uden hendes leder Jimmy Hessellund Tang, som godt kunne se fordelene ved at have Helle ansat i færre timer.

LÆS OGSÅ: Sådan fandt Helle og Jimmy i fællesskab frem til, at et fastholdelsesfleksjob var den bedste løsning

Her giver de hver især deres 3 bedste råd til, hvad der skal til for at få et fleksjob til at lykkes:

3 gode råd fra Helle Skriver

Vær modig. Som socialpædagoger skal vi turde gøre op med os selv, at vi altså ikke skal være supermænd og kunne klare det hele. Når kroppen siger fra, så hav modet til at være ærlig over for dig selv – du skal også kunne leve ud over dit job.

Vær på forkant. Når man har mange sygedage, er man ikke altid populær blandt kolleger og ledelse. Derfor er det godt at tænke i en løsning som fx et fastholdelsesfleksjob tidligt, for det kan tage lang tid at blive afklaret. Din tilgang kan være: ’Jeg kan ikke holde til alt. Men jeg kan holde til noget’.

Før dagbog. Jeg fører to dagbøger regelmæssigt. Én dagbog har fokus på, hvad der sker i sagen – dvs. når vi har holdt møder eller andet i forhold til mit fleksjobforløb. Og én dagbog handler om mine smerter. Jeg beskriver med et tal fra et til ti, hvordan smerterne er – og scorer dagligt søvn, hovedpine, ryg, skulder og nakke. Det er vigtigt ikke mindst i den tid, man bliver afklaret til et fleksjob, så man hele tiden kan følge udviklingen i forhold til de smerter, man oplever.

3 gode råd fra Jimmy Hessellund Tang

Gør fleksjobbere vigtige. Det er en ledelsesmæssig opgave at give fleksjobansatte som Helle en plads i personalegruppen fx ved at prioritere, at de deltager i personalemøderne. Det signalerer, at de bliver taget seriøst, og at deres indsats har værdi for det socialpædagogiske arbejde – de er ikke bare en ufaglært vikar, der møder ind om morgenen.

Tro på det. Fleksjob er ikke noget, man skal være bange for. Som leder skal du gå forrest og fortælle fleksjobansatte, at de er både vigtige og nødvendige. De bidrager med faglighed, som gør en forskel – og det betyder noget for arbejdspladsen og arbejdsmiljøet, at de er der.

Lav regnestykket. Der selvfølgelig også noget økonomi i at ansatte i fleksjob. Men mit udgangspunkt er, at kvalitet koster – og når jeg som leder gerne vil have socialpædagoger til at løse opgaverne, er der nogle gange brug for at tænke i alternative løsninger. Og med fleksjobordningen betaler du jo kun for de timer, medarbejderen er arbejdsdygtig.

Hvad er et fastholdelsesfleksjob?

Et fastholdelsesfleksjob er et fleksjob, hvor man ansættes i fleksjob på den arbejdsplads, hvor man er eller senest har været ordinært ansat. Følgende betingelser skal være opfyldt:

  • Medarbejderen skal være fundet fleksjobberettiget i jobcenteret, før der kan etableres et fastholdelsesfleksjob.
  • Medarbejderen bliver ansat i fleksjob på sin hidtidige arbejdsplads.
  • Kræver 12 måneders forudgående ansættelse under overenskomstens sociale kapitler eller på særlige vilkår på arbejdspladsen.
  • Arbejdspladsen skal dokumentere, at der er gjort et reelt forsøg på at etablere et vedvarende job uden støtte efter de sociale kapitler eller på særlige vilkår.
  • Der skal være indgået en skriftlig aftale mellem arbejdsgiver og medarbejder om, hvilke funktioner der er svære for medarbejderen at udføre, og hvilke konkrete skånehensyn der er aftalt.

Kilde: Viden På Tværs

Bliv medlem