Generalforsamling Storstrøm
Vi skal passe godt på vores fællesskaber – og på vores faglighed
Der var både plads til et par opsange om at holde fokus på socialområdet og den socialpædagogiske faglighed, en god lokal nyhed fra studiemiljøet – og et rørende farvel, da årets generalforsamling i Socialpædagogerne Storstrøm blev afholdt
7. oktober 2024
Forfatter: Hanne Gaard Guldager
Foto: Privat
Det var på mange måder helt efter bogen, business-as-usual, da kreds Storstrøm torsdag 26. september afholdt årets generalforsamling. Og så alligevel ikke.
Knapt 60 medlemmer af kredsen havde fundet vej til generalforsamlingen, der blev afholdt på Tamu i Vordingborg. Her var første indslag et både tankevækkende og underholdende foredrag af forfatter og stressrådgiver Storm Stensgaard, hvor et af de vigtige budskaber handlede om forstyrrelser.
Vores opmærksomhed bliver udfordret af massevis af forstyrrelser hele tiden, lød det bl.a. i foreddraget – og de udfordringer, det giver, fik deltagerne også mulighed for at drøfte hen over bordene.
– Derfor tilhører fremtiden dem, der kan styre deres opmærksomhed, konstaterede Storm Stensgaard.
Ikke et fag for alle
Efter oplægget, der gav stof til eftertanke i forhold til, hvordan vi har skruet vores hverdag og verden sammen, gik den ordinære generalforsamling i gang. Kredsformand Lisbeth Schous beretning blev holdt med udgangspunkt i ’Faglighed forandrer liv’, som både er grundlaget for en kongresbeslutning vedtaget i 2022 og en del af det strategiske arbejdspapir i Storstrøm, der blev vedtaget ved generalforsamlingen i 2023.
– Fordi styrket faglighed er et vigtigt pejlemærke for vores arbejde både centralt og lokalt. Der er ingen tvivl om, at jobbet som socialpædagog ikke er for alle. Jeg vil gerne her i aften også understrege, at det skal det heller ikke være. Tværtimod. Desværre har faget og uddannelsen fået et ry á la ’man da altid blive pædagog, hvis man ikke kan blive andet’. Intet kunne være mere forkert, fastslog Lisbeth Schou.
Fokus på faget er omdrejningspunktet
– Som socialpædagog arbejder man på arbejdspladser, hvor menneskelige relationer er den vigtigste ressource. I er meget tæt på andre mennesker. Mennesker med forskellige udfordringer. Mennesker, hvor jeres faglighed og personlighed gør en forskel. Derfor er det også et krævende job. I giver en bid af jer selv til de mennesker, I støtter og hjælper. Derfor skal vi passe godt på hinanden. På vores fællesskaber. På vores faglighed, lød det videre fra kredsformanden.
I sin beretning understregede hun, at faglighed og fokus på faget og området er et omdrejningspunkt for kredsens arbejde. Det gælder ikke mindst i konsulenternes og politikernes løbende dialog med beslutningstagere og embedsværk.
– Men der er heller ingen tvivl om, at vi skal holde kontinuerligt fokus på socialområdet. Og holde kontakt. Ellers drukner vi i børn og ældre, der fylder mere i den offentlige debat. Hvilken politiker frygter ikke en børnefamilie? lød det med et skævt smil fra Lisbeth Schou.
En god nyhed
Beretningen havde også fokus på uddannelse og rekruttering, for der er en markant mangel på uddannede socialpædagoger. I dag er under halvdelen af de ansatte på de socialpædagogiske arbejdspladser uddannet som socialpædagog, mens antallet af ansøgere til pædagoguddannelsen siden 2015 er faldet med 45 pct.
– Jeg behøver vist ikke understrege, hvor alvorligt det er for borgere og velfærd, hvis vi ikke får flere unge til at vælge en pædagoguddannelse, sagde Lisbeth Schou, som heldigvis også kunne komme med en positiv nyhed på studieområdet.
De pædagogstuderendes organisation PLS har oprettet en afdeling på pædagoguddannelsen i Nykøbing Falster.
– Det er så vigtigt, fordi et stærkt fællesskab på uddannelsen kan få flere til at holde fast. Det har også betydning for os her i kredsen. En af de studerende, Sebrina, har nemlig fået plads i vores kredsbestyrelse. Det har vi ønsket os i rigtig mange år.
Classic og fag-faglig
Netop de unge fyldte en del i beretningen. For den gruppe har fagbevægelsen svært ved at få organiseret. Derfor skal der sættes ind for at vise værdien af fagforeningen, dens arbejde – og hvad fagforeningen står for.
– For mig er Socialpædagogerne nemlig både ’fagforening classic’ og et stærkt fag-fagligt fællesskab, lød det fra Lisbeth Schou.
Det er fagforeningens kerneopgave at støtte og hjælpe medlemmer, der har udfordringer på deres arbejdsplads, og samtidig er Socialpædagogerne stedet at høre til, hvis man er socialpædagog, fortsatte hun:
– Det er kun Socialpædagogerne, der kæmper for lige præcis socialpædagogernes fag og arbejde. Og det er det, en rigtig fagforening gør.
For mange fravælger fællesskabet
Men fagbevægelsen er udfordret på medlemstallet. Alt for mange fravælger det faglige fællesskab, men nyder alligevel godt af de goder og resultater, som fagbevægelsen henter hjem under overenskomstforhandlinger og i lokale aftaler på arbejdspladserne. Vel at mærke uden at bidrage.
Det bør ikke være sådan, lød det fra kredsformanden.
– Vi skal blive langt bedre til at fortælle, hvad fagbevægelsen laver og bidrager med. Vi skal blive bedre til at forklare både unge og lidt ældre, hvad de får ud af at vælge den fagforening, der hører til deres fag. Vi skal blive bedre til at vise de resultater og effekter, vi opnår. Og så tillader jeg mig også her i aften at sige, at vi ikke bare skal fortælle og forklare – vi skal også turde forvente lidt mere. Jeg tror, at vi skal turde sige, at vi forventer, at de er en del af fagforeningen … vi kan jo ikke forlange det, sagde Lisbeth Schou.
Store beslutninger skal træffes
Den for lave opbakning til særligt den traditionelle fagbevægelse og dermed et udfordret medlemstal er også en af grundene til, at der skal træffes store beslutninger på Socialpædagogernes kongres i november.
Det satte kredsnæstformand Jørgen Christiansen ord på, da han fortalte om nogle af de sager, der er på dagsordenen ved kongressen.
Ikke mindst en beslutning om at sammenlægge ti kredse til seks, heriblandt at fusionere Socialpædagogerne Storstrøm og Socialpædagogerne Midtsjælland til en ny kreds under navnet ’Sjælland og øerne’, skal der tages stilling til.
Også længere kongresperioder, de politisk valgtes titler samt aflønning af politikerne er noget af det, som kongresdelegationerne skal drøfte 12.-14. november, fortalte Jørgen Christiansen.
Samtidig venter et spændende valg til forretningsudvalget i Socialpædagogerne, da de to nuværende næstformænd takker af. Foreløbig har fire kandidater meldt sig på banen til posterne som forbundsnæstformænd, mens der også er to kandidater til posten som kredskasserer.
Tak for tilliden
Det var på mange måder var en generalforsamling, som vi kender den. Den bød derfor også på hilsningstaler fra kredsformand i Socialpædagogerne Midtsjælland Lene Kümpel og forbundsnæstformand Marie Sonne. Men alligevel var ikke alt, som det plejer.
Aftenen bød nemlig også på et farvel og ikke mindst en meget stor tak til forbundsnæstformand Marie Sonne, der er en af de to næstformænd, der stopper ved kongressen.
Marie Sonne, som er tidligere kredsformand i Socialpædagogerne Storstrøm, holdt derfor sin sidste og meget rørende hilsningstale, hvor hun gav tilhørerne et indblik i sit arbejdsliv og i betydningen af en stærk organisation som Socialpædagogerne.
– Vi er ikke nogen stor organisation. Men vi er på første række, lød det fra Marie Sonne, som også pegede på, at det sociale område og socialpædagogernes fag til alle tider har været påvirket af de aktuelle strømninger i samfundet.
– Mange ting har ændret sig siden 80’erne. Til det bedre, til det dårligere. Men hvad der ikke er til diskussion er, at vores arbejdsområde til alle tider har været betinget af og underlagt tidernes politiske og samfundsmæssige holdninger og prioriteringer. Og sådan er det stadig, sagde hun og afsluttede sin tale:
– Hjulene drejer. God vind og tak for tillid og anerkendelse i 50 år. Glem ikke det sjove, humøret og det hjertelige.
Og med stående klapsalver til Marie Sonne sagde generalforsamlingen:
’Tak tillidsmand!