Faglighed
Borgere klarer sig bedre på botilbud med højere andel socialpædagoger
Mennesker med handicap eller psykiske lidelser har knap 50 pct. højere sandsynlighed for at komme i job, hvis de bor på et botilbud med en højere andel socialpædagoger. Det viser en ny undersøgelse fra Rambøll, der også slår fast, at faglighed reducerer indlæggelser i psykiatrien
23. august 2023
Forfatter: Sarah Piil
Voksne med sindslidelser, komplekse handicap eller i udsathed klarer sig markant bedre, når en større del af de ansatte på deres bosted er socialpædagoger. Det viser en ny Rambøll-analyse af den statistiske sammenhæng mellem andelen af socialpædagoger på landets botilbud og borgernes beskæftigelse, indlæggelser og trivsel.
Således har borgere på botilbud med en højere andel socialpædagoger knap 50 pct. større sandsynlighed for at komme i job.
– Undersøgelsen peger på, hvad vi kender fra vores hverdag som socialpædagoger: Nemlig at socialpædagogisk faglighed forandrer liv og har en kæmpe betydning for livsmulighederne hos udsatte borgere og mennesker med handicap og psykiske lidelser, siger forbundsformand i Socialpædagogerne Benny Andersen.
Det specialiserede socialområde kræver specialiseret viden, som skaber værdi ikke bare for den enkelte, men for samfundet:
– At være en del af fællesskabet på en arbejdsplads bidrager til et menneskes livskvalitet og trivsel. Men samfundet oplever også en meget håndgribelig gevinst, når flere er en del af arbejdsfællesskabet, særligt i en tid med mangel på arbejdskraft. De nye resultater gør os socialpædagoger både glade og stolte, tilføjer han.
Tilbage i 2022 slog Rambøll også fast: Sygefraværet er lavere, hvor der er mange socialpædagoger
Høj andel af socialpædagoger reducerer indlæggelser
Rambøll-analysen viser også, at voksne med sindslidelser, komplekse handicap eller i udsathed har tre gange så mange indlæggelser i psykiatrien, når de er på bosteder med lavere – frem for højere – andel socialpædagoger.
– På den ene side overrasker tallene mig ikke. Som socialpædagoger ved vi, hvordan trivsel hos mennesker med komplekse handicap og sindslidelser afhænger af en målrettet støtte, der tager højde for den enkeltes udfordringer, behov, ønsker og drømme. Og det kræver den rette socialpædagogiske ekspertise, siger Benny Andersen.
Når Rambøll-rapporten kigger på genindlæggelser i psykiatrien, er der mere end tre gange så mange på tilbud med lavest andel socialpædagoger.
– På den anden side er en så markant forskel alligevel til at tage og føle på. Jeg håber, politikerne læser med. I dag er kun halvdelen af medarbejderne på landets bosteder socialpædagoger. Der er i den grad plads til et løft af uddannelsesniveauet og fagligheden på socialområdet. Så vi kan sikre den rette støtte til udsatte og sårbare, uddyber Benny Andersen.
Han understreger, at socialpædagogerne mærker fastholdelse- og rekrutteringsudfordringen i deres arbejde på socialområdet. Her var hver fjerde rekruttering forgæves i 2022, og hver femte nyuddannet forlader faget inden to år.
Undersøgelse på børneområdet
I 2021 lavede Rambøll en lignende undersøgelse på børneområdet, som viser, at børn og unge på døgntilbud og opholdssteder med flere socialpædagoger har bedre trivsel, mindre skolefravær og højere karakterer i folkeskolen end på tilbud med lavere andel socialpædagoger.
Læs rapporten ’Betydning af uddannede socialpædagoger på socialområdet’
Det viser Rambølls undersøgelse:
Rambøll har undersøgt trivsel, jobdeltagelse, indlæggelser og genindlæggelser (både i psykiatrien og somatikken) blandt borgere på botilbud med en større andel socialpædagoger og botilbud med en mindre andel socialpædagoger i forhold til medianen.
Blandt analysens hovedtal er:
På botilbud med en lavere andel socialpædagoger er det 45,6 pct. af borgerne, som i høj grad trives. For borgere på bosteder med en højere andel socialpædagoger er det tal på 54,9 pct. Det svarer til en forskel på over 20 pct.
På botilbud med lavere andel socialpædagoger kommer 11,2 pct. af borgere i job, mens det gælder for 16,7 pct. af borgerne på botilbud med flere socialpædagoger. Det svarer til en forskel på 49 pct.
Borgere på botilbud, hvor andelen af socialpædagoger er lavere, har i gennemsnit 5,4 lønnede arbejdstimer om måneden, mens det er 7,3 lønnede arbejdstimer om måneden for borgere på bosteder med flere socialpædagoger – en forskel på 37 pct.
Blandt borgere, der er på botilbud med en lavere andel socialpædagoger, oplever 11,2 pct. en psykiatrisk indlæggelse inden for et halvt år. Det gælder kun for 3,7 pct. af borgerne på et bosted med en større andel af socialpædagoger. Altså tre gange så mange indlæggelser for borgere på tilbud med lavest andel socialpædagoger.
Ser man på genindlæggelser i psykiatrien er tallene også markante. Her har 4,4 pct. af borgerne på tilbud med en lavere andel socialpædagoger en genindlæggelse mod blot 1,3 pct. på tilbud med en højere andel socialpædagoger. Det er mere end tre gange så mange genindlæggelser for borgere på tilbud med lavest andel socialpædagoger.
For borgere på botilbud med en lavere andel socialpædagoger oplever 16,2 pct. en somatisk indlæggelse inden for et halvt år, mens det gælder for 11,2 pct. af borgerne på bosteder med højere andel af socialpædagoger. Det svarer til en forskel på 31 pct.
Læs den samlede undersøgelse 'Uddannede socialpædagoger på det specialiserede socialområde'.
Uddannelseskrav en del af løsningen
Et uddannelseskrav på socialområdet kan være med til at sikre, at flere mennesker på botilbud kommer i job og trives bedre, ligesom flere borgere kan undgå at blive indlagt og genindlagt. Det foreslår Benny Andersen:
– Når tallene så tydeligt peger på, at socialpædagogisk faglighed gør en meget konkret forskel i borgeres liv, kalder det på politisk handling for at styrke fagligheden på landets botilbud. Det skylder vi som velfærdssamfund. Samtidig er det oplagt, at socialpædagoger spiller en større rolle, hvor social- og beskæftigelsesområdet møder hinanden, siger forbundsformanden, som bl.a. foreslår socialpædagoger som mentorer.
Et uddannelseskrav betyder, at medarbejderne på socialpædagogiske arbejdspladser som udgangspunkt skal være uddannede socialpædagoger. En måde at sikre nok af den rette faglighed på socialpædagogiske tilbud er, at flere tager en meritpædagoguddannelse. Samtidig er et løft af den socialpædagogiske specialisering på pædagoguddannelsen afgørende for fremover at kunne sikre nok socialpædagoger på bl.a. landets bosteder.