Når et snit i huden giver fem sekunders ro i sindet

Der er modig kulør på Xenia Svensson, da hun tager imod med dramatiske røde læber og et stort smil i sit blåmalede hus.

– Da vi købte huset, var det forsigtigt dueblåt. Men vi turde godt at give den fuld knald og male det rigtigt blåt, siger Xenia Svensson om ’smølfehuset’, som hun selv kalder det – fordi huset ganske rigtigt har samme farve som de blå tegneseriefigurer og dermed skiller sig markant ud fra villavejens andre parcelhuse.

Samme mod, kombineret med en god portion ihærdighed, har ført til, at den 30-årige socialpædagog har forfulgt sin drøm om at skrive og nu kan kalde sig forfatter.

’Jeg dør på fredag’ er Xenia Svenssons debutroman. Det er en fortælling om unge piger, der kæmper med et indre kaos, som giver sig udtryk i selvskade og spiseforstyrrelser. Bogen sætter særligt fokus på de online-netværk, hvori pigerne finder hinanden – mørke og lukkede netværk, som hverken forældre eller fagpersoner har adgang til.

Men de eksisterer, disse netværk, og vi bliver nødt til at tale om det, mener Xenia Svensson.

Misforstået tilgang

Hun fik idéen til sin bog efter at have set DR-doku­men­taren ’Døde pigers dagbog’ (om piger, der deler billeder af selvskadende adfærd på sociale medier, red.).

– Jeg blev så vred. For selvom emnet er så vigtigt, blev det formidlet med løftede pegefingre og uden forståelse for pigerne. Men hvis vi ikke prøver at forstå de mennesker, vi vil hjælpe, så kommer vi ingen vegne, siger Xenia Svensson og fortsætter:

– Min fornemste opgave med bogen er at skabe forståelse for, hvorfor man bliver en del af sådan en gruppe. Man gør det ikke for sjov. Men man har typisk isoleret sig fra alt andet og står med følelsen af, at disse grupper er det eneste, man har tilbage.

Selv har Xenia Svensson altid vidst, at hun skulle arbejde med at hjælpe de mennesker, andre ikke forstod. Længe forestillede hun sig, at hun skulle være psykolog. Men efter en periode med stress og sygemelding i gymnasiet stod det klart for hende, at et langt ensomt universitetsstudie ikke var vejen frem – og en anden mulighed materialiserede sig: uddannelsen til socialpædagog.

– Det var det helt rigtige for mig. Studieformen med undervisning faste dage og så hele menneskesynet; tilgangen til de mennesker, som samfundet ikke har plads til. At vi skal se dem og tænke ud af boksen, så der også bliver plads til dem, siger hun.

Åbn samtalen

Xenia Svensson har som socialpædagog specialiseret sig i selvskadestrategier. Ud over den faglige interesse har hun også selv haft problematikken inde på livet, hvilket giver hende et væsentligt fortrin som fagprofessionel, mener hun.

For hun ved, at både når det handler om selvskade, og når det handler om spiseforstyrrelser, er handlingerne symptomer på bagvedliggende lidelser.

– Pigerne befinder sig i et kæmpe følelsesmæssigt kaos. I systemet handler anoreksi kun om vægt, men vægten er symptom på noget psykisk. Derfor er det vigtigt, at vi har fokus på, hvorfor de gør det, og hvad det er, der er gået i stykker i dem. Det er et langsomt selvmord, og det kan synes helt ubegribeligt, når man ikke selv er en del af det, siger Xenia Svensson.

Set udefra kan det være svært at forstå, hvorfor man vil skære i sig selv, påføre sig selv smerte ved at sulte sig eller slå hovedet ind i en væg.

– Fordi det giver fem sekunders ro i sindet. Stemmerne i hovedet og tankemylderet forstummer for en kort stund. Spiseforstyrrelsen bliver en ’god ven’, fordi man kan kontrollere den midt i et kæmpe følelsesmæssigt kaos. I selvskaden kan man finde tryghed i en verden, der har været utryg og kaotisk, forklarer Xenia Svensson.

Rollemodel frem for pædagog

I arbejdet med unge med selvskadeproblematikker er det vigtigt at nærme sig med stor tålmodighed, fortæller Xenia Svensson. For som hovedkarakteren i bogen på et tidspunkt siger: ’Jeg hader pædagoger.’

Ofte har pigerne været i systemet længe og har været omgivet af personale. Xenia Svensson oplever derfor, at det betaler sig at lægge socialpædagog­identiteten fra sig for at genopbygge tilliden.

– Jeg er mere menneske end socialpædagog. Pigerne vil mærke mennesker, der vil dem mere end en klinisk fagperson. Man skal sætte sig selv i spil og være det virkelige menneske, de kan spejle sig i. Blive billedet på et almindeligt liv. Vi skal vise, at vi heller ikke er perfekte, at det er normalt at bøvle med alt muligt, og at vi også har gjort og sagt dumme ting, siger hun og understreger, at det vigtigste i det socialpædagogiske arbejde med denne målgruppe er at få vækket lysten til live hos de unge – en tilgang, der kræver både tålmodighed og nytænkning.

– Vi skal turde tænke anderledes. Efter fx syv år med tvangsernæring, som ikke har virket, må man gå andre veje og stole på, at de kan mere, end de selv tror. Når tilliden er vakt, kan vi begynde at arbejde med, hvordan de kan leve et liv fremover. Og vi kan hjælpe dem med at etablere netværk blandt gamle venner, finde ud af ’hvad skal jeg leve for?’ – og finde det motiverende i deres liv og eksponere dem for den virkelige verden, siger hun.

Ekstremt fællesskab

Xenia Svenssons bog er et forsøg på at skabe en større forståelse for pigernes indre kamp. Deres kamp imod de destruktive tanker, deres selvkritiske blik og den konstante sorte samvittighed over, hvor ulykkelige de gør deres nærmeste.

Men ’Jeg dør på fredag’ er også et indblik i den kamp, der føres på de indre linjer i gruppen ’Netværket’ – en gruppe, som pigerne bruger til at kommunikere med hinanden i på de sociale medier.  

’Netværket’ er fiktivt, men svarer til virkelighedens tilsvarende lukkede netværk som ’priv’ (en forkortelse for privat – og et lukket netværk på Instagram, hvor piger liker og deler voldsomme billeder af selvskadende snitsår, skelettynde kroppe og selvmordsplaner, red.).

I bogen danner ’Netværket’ ramme for de indviede pigers samtaler, makabre opslag og billeder af selvskadende adfærd. Et ekstremt fællesskab præget af en stærk solidaritet og en tavshedspligt, som afholder pigerne fra at søge hjælp. Samtidig tipper dialogen hurtigt fra trøst og støtte blandt ligesindede til konflikter og konkurrence om, hvem der har det værst, fortæller Xenia Svensson.

– Det er et rigtigt usundt fællesskab. Man kan akut gå ind og få omsorg og god feedback fra de andre på den dårlige adfærd. Men selvskade avler selvskade, og det bliver hurtigt en kamp om opmærksomhed, hvor det gælder om at råbe højest. Det har udviklet sig fra at være ren support til mere at have fokus på voldsomme billeder og indlæggelser.

Den svære snak

De lukkede netværk og grupper medvirker på den måde til at fastholde pigerne i sygdom. Og fordi det hele foregår i det skjulte, er det meget vanskeligt for forældre og fagprofessionelle at følge med. Derfor er der behov for at sætte fokus på problematikken og tale om det, mener Xenia Svensson, som håber, at hendes bog kan være med til at sætte gang i en både vigtig og nødvendig samtale – både bredt i samfundet, men også på botilbud og andre steder, hvor de meget syge piger opholder sig.

– Vi ved, at ’priv’ findes, og at pigerne færdes der. Men vi siger det ikke højt til dem, for det er svært at tale om. Bogen kan derfor bruges som et terapiredskab. Nogle gange er det nemmere at snakke om ting, der ikke sker i os selv, men handler om andre. Så kan det lade sig gøre at snakke om noget farligt, fordi det ikke er mig, det handler om. Samtidig kan man også på den måde komme omkring tavshedspligten, siger Xenia Svensson.

Hvem bærer ansvaret?

Ifølge Xenia Svensson ligger der et stort ansvar hos udbyderne af de sociale medier. Men også politikere og forældre bærer et ansvar for at halte bagud i forhold til den digitale virkelighed, som udgør en stor del af de unges verden, fx gennem de ekstreme fællesskaber på sociale medier.

– Vi sidder på et abestadie. Teknologien er 100 år længere fremme end os. Det kræver, at voksne bliver ansvarlige og tager den digitale dannelse lige så alvorlig som dansk og matematik. Vi bliver nødt til at tage snakken om, hvordan vi forholder os til kildekritik og fake news, og hvordan vi omgås online.

Også på et strukturelt niveau er der brug for en omvæltning, mener Xenia Svensson.

– Lige nu presser vi vores ungdom rigtig meget. De kæmper med dårligt selvværd, og pigerne er ofre for det. Man må ikke længere som barn drømme om at være astronaut eller cirkusprinsesse, men skal være seriøs og målrettet fra starten. Det er en kæmpe bevægelse, der skal til, som jeg ser det, siger hun og uddyber, hvad der skal til:

– Færre test og færre karakterer i skolen. Til gengæld skal vi have digital dannelse, trivsel og etik på skoleskemaet. Vi skal lære, hvordan vi er mennesker. Vi skal lære at være ordentlige ved hinanden, og vi skal turde snakke om, at det godt kan være svært.
Forældre har også et ansvar, fx når vi anerkender de unge for deres præstation i stedet for at understrege, at vi er værdifulde blot i kraft af, at vi er her, lyder det fra socialpædagog og forfatter Xenia Svensson.