Susan Hart til socialpædagoger: Alle skal ses med kærlige øjne

Psykolog Susan Hart var faldet i snak med overlægen i køkkenet på den børnepsykiatriske afdeling på Gentofte Hospital, hvor hun arbejdede. Hun havde læst den nyeste forskning fra USA om hjernens opbygning og udvikling. Hun havde nørdet ned i psykologiske teorier om tilknytning og relation.

Og hun var slet ikke i tvivl om, at det hele – neurovidenskaben og udviklingspsykologien – skulle bindes sammen. Det skulle gives et navn. Og hvis ikke hun gjorde det, ville hun årtier senere sidde tilbage som en bitter gammel kone – for så ville andre gøre det.

– Jeg sagde til overlægen: ’Ved du hvad, det her er så spændende. Jeg tror, det bliver stort – engang,’ fortæller Susan Hart.

I dag, 25 år senere, sidder hun i arbejdsværelset i sit sommerhus ved Kalundborg – i koralrød skjorte og med plirrende klare øjne og fortæller om hele rejsen frem mod tilblivelsen af det, som mange socialpædagoger nu kender som den neuroaffektive udviklingspsykologi.

Hun har turneret land og rige rundt med foredrag og kurser om forståelsesrammen, ligesom hendes bøger og artikler er oversat og udgivet i adskillige lande. Og til oktober er hun hovedtaler, når Socialpædagogernes faglige selskaber inviterer socialpædagoger fra hele landet til den store Fælleskonference 2023 under overskriften ’faglighed i relationsarbejdet’.

– Når jeg ser tilbage, føler jeg mig både ydmyg og taknemmelig over, at der er så mange, der har grebet det. Nu håber jeg, at andre vil tage stafetten, for jeg tror ikke på, at vi får ændret det her i min tid, siger hun.

Hvad det er, der skal ændres, kræver nærmere forklaring. Men lad os først skrue tiden tilbage til dér, hvor det hele startede.

Et følsomt barn

Susan Hart voksede op i et sammensat hjem i København – med en far fra et bedre arbejderkvarter i London og en mor fra det midtjyske bondesamfund. Forældrene skulle starte forretning op, så lille Susan var blandt de første børn, der kom i børnehave.

– Som enebarn var det godt for mig at komme ud blandt andre børn. Og jeg elskede min børnehave, som virkelig gav mig sociale kontakter. Men som enebarn og med den øvrige familie i London og Midtjylland skulle der ikke meget til at skubbe til en følelse af ensomhed, fortæller hun.

Susan Hart var også et følsomt barn, der tog det nært, når andre børn blev mobbet i skolen eller revset af lærere.

– Jeg havde et meget tæt forhold til min mor, og hun var god til at rumme min fortvivlelse over det. Min mor og jeg fik til gengæld store problemer, da jeg kom i puberteten, hvor hun havde meget svært ved min løsrivelse. Det tror jeg egentlig aldrig, hun accepterede, siger hun.

Og selvom det bare er en efterrationalisering, Susan Hart laver her fra lænestolen – med udsigt ud over Kalundborg Fjord og overblik over et levet liv – er hun alligevel ikke i tvivl om, at det var hér, det hele startede.

– Jeg har altid spekuleret over menneskelige relationer. Og det følelsesmæssige brud med min mor fik mig til at tænke over, hvad der sker mellem mennesker, og hvor meget følelser egentlig betyder, selvom vi jo hverken dengang eller i dag taler ret meget om, hvordan vi udvikles følelsesmæssigt. Eller om, hvordan vi får skabt nærværet, empatien og oplevelsen af flow imellem os – og hvor smertefuldt det er, når det ikke sker, siger hun.

Forstå hjernen

Da det stod klart for den unge Susan Hart, at hun skulle ’noget med mennesker’, og at hun elskede at læse og forstå, lå det ligefor at læse psykologi på universitetet efterfulgt af en fireårig efteruddannelse i krops- og gestaltterapi.

Hendes første job var i Slagelse Kommune, hvor hun skulle betjene daginstitutionsområdet og bistandsafdelingen. Så hun superviserede pædagoger, sundhedsplejersker og socialrådgivere – og talte med bistandsklienter, der havde det svært i livet.

Men Susan Hart drømte om at blive klinisk psykolog og tilbragte derfor en dag om ugen på den psykiatriske afdeling i Nykøbing Sjælland. Her åbnede chefpsykologen dørene for helt nye indsigter ved at invitere hende ind i et netværk af 15 psykologer, der hvert år mødtes i hans sommerhus – med terapeuter og forskere fra den store vide verden, der bragte den nyeste forskning ind i cirklen.

– Det var et helt univers, der åbnede sig for mig. For tre år i træk kom den amerikanske psykolog Peter Levine, som var optaget af hjernen og det autonome nervesystem (det autonome nervesystem regulerer de af kroppens funktioner, som vi ikke selv er bevidste om at udføre, red.). Og det blev sindssygt spændende at forstå hjernens opbygning og følelsesmæssige struktur, og hvordan hjernen har brug for at blive stimuleret for at opnå følelsesmæssig udvikling. Det skete, samtidig med at spædbørnsforskeren Daniel Stern blev et kendt navn i Danmark, siger Susan Hart.

Grebet af pionertrang

Sideløbende fik Susan Hart til opgave at etablere et familiebehandlingscenter i Slagelse Kommune med en flok socialpædagoger under sig.

– Vi skulle bl.a. gøre op med idéen om, at man bare kan sende socialpædagoger ind i et hjem, og så kan de helt intuitivt ’gøre noget’ for familien. Nej, vi skulle arbejde efter teorier og metoder, og vi skulle arbejde langt mere struktureret og målrettet, siger hun.

Som leder af familiebehandlingscenteret blev Susan Hart desuden vidne til mange typer forstyrrelser i relationen mellem børn og forældre. Og efterfølgende fik hun i sit arbejde inden for børnepsykiatrien blik for, hvordan psykisk sårbarhed både kan være præget af opvæksten og være en medfødt sårbarhed.

Imens blev tankerne om at integrere teorierne om hjernens opbygning og udvikling, evolutionpsykologien, udviklingspsykologien, tilknytningsteorien og traumeforståelsen ved med at svirre i Susan Harts hoved.

– Jeg var grebet af hele den der pionertrang til at forstå mennesket, og hvorfor det gør, som det gør. På den psykiatriske afdeling forholdt vi os jo meget til ’Bibelen’, siger hun og løfter en lille, blå bog med spiralryg op, ’Psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser – klassifikation og diagnostiske kriterier’.

– Men man var ikke så optaget af at forstå adfærden bag de symptomer.

Og så vender vi tilbage til den dag i køkkenet og samtalen med overlægen. For her tog fanden ved Susan Hart, som hun selv siger det.

Udvikling skal fremelskes

Susan Hart kontaktede et forlag for at få skrevet alle tankerne ned på papir. Og efter et år gik det op for hende, at hun havde skrevet de to første bøger om den neuroaffektive udviklingspsykologi.

En vigtig grundsten i den neuroaffektive udviklingspsykologi er en opfattelse af, at mennesket er socialt: at vi udvikler os, vores personlighed, følelser, og hvordan vi agerer socialt gennem de interaktioner, vi har med andre.

En anden vigtig hjørnesten i den neuroaffektive udviklingspsykologi er den amerikanske neurolog Paul MacLeans model om ’den treenige hjerne’, hvor hjernen inddeles hierarkisk i et autonomt, limbisk og præfrontalt niveau. De tre niveauer udvikler sig – et for et – i takt med vores alder. Men udviklingen sker ikke bare af sig selv. Den skal frem­elskes i de nære mødeøjeblikke.

HØR, hvordan du arbejder med den nærmeste følelsesmæssige udviklingszone

– Når vi taler om motorisk udvikling, har vi ordsproget, at man skal kravle, før man kan gå. Når vi taler om kognitiv udvikling, er det også helt accepteret, at et barn i 6. klasse ikke forstår pensum i 10. klasse. Men når vi taler om følelsesmæssig udvikling, glipper forståelsen. I virkeligheden er det jo det samme: Vi har en medfødthed, når det kommer til arousal, sensitivitet osv., som vi gennem omgivelserne får hjælp og støtte til at regulere og udvikle. Sker det ikke, modner vi os ikke, som vi skal. Og så kommer det til udtryk på alle de måder, du ser her, siger hun og klapper på den blå ’bibel’.

Skab mødeøjeblikke

Men hvad har det alt sammen med socialpædagoger at gøre? Spørger man Susan Hart, falder svaret prompte: alt.

– For socialpædagoger arbejder med sårbare mennesker i alle aldre, der lige præcis ikke har fået det, de skulle have, for at kunne regulere deres følelser. Vi skal skabe mødeøjeblikket, hvor vi kan støtte og påvirke den følelsesmæssige modning, siger hun.

Til det arbejde har Susan Hart udviklet den ‘neuroaffektive trekant’. Det ene ben i trekanten er teorien om den neuroaffektive udviklingspsykologi, som er hele fundamentet for at forstå, hvorfor barnet eller den voksne gør, som han eller hun gør. Det kalder Susan Hart ’landkortet’.

– Når udvikling ikke sker på det tidspunkt, det gerne skulle ske, skal man vide noget teoretisk om, hvad normaludvikling og fejludvikling er, siger hun.

Det næste ben i trekanten kalder hun ’GPS’en’. Det handler dels om en række vurderingsmetoder, der kan bruges til at undersøge, på hvilket følelsesmæssigt udviklingsniveau borgeren befinder sig, og dels en række interventionsmetoder, hvorudfra man kan beslutte, hvilke aktiviteter og lege der kan stimulere følelser og støtte op om modningen.

Nærmeste følelsesmæssige udviklingszone

Susan Hart har fx både udviklet de neuroaffektive kompasser og den neuroaffektive analyse, som man kan bruge til at pege på ressourcer og sårbarheder på tre niveauer: det autonome, limbiske og præfrontale. Det kan man bruge til at kortlægge og analysere, hvad den mest hensigtsmæssige indsats så er.

– Vi skal finde borgerens nærmeste følelsesmæssige udviklingszone. Har borgeren fx svært ved at regulere sine følelser, handler det måske om en limbisk problemstilling. Er det svært at komme op om morgenen, handler det måske om en præfrontal problemstilling, siger hun og fortsætter:

– Det kan også være, at borgeren kigger alle mulige andre steder hen, når vi taler, og ikke rigtig er kontaktbar, hvor det måske handler om en autonom problemstilling. Hvis det handler om autonome og limbiske problemstillinger, kan vi ikke skabe ændringer gennem indholdet i sproget, men skal arbejde oplevelsesorienteret. Så kunne vi fx tage en lille bold og kaste den til hinanden eller puste en fjer frem og tilbage til hinanden for på den måde at lave en oplevelsesorienteret aktivitet, der skaber synkroniserede mødeøjeblikke, som skubber modningen i gang.

Du er chaufføren

Endelig er der det tredje ben i den ‘neuroaffektive trekant’, hvor Susan Hart har placeret selvagensaspektet – det, hun også kalder ’chaufføren’, nemlig socialpædagogen selv og dennes evne til at indgå i udviklende samspil med borgeren.

DYK MERE NED i begrebet selvagens

– Som socialpædagog er man i en asymmetrisk relation til det menneske, hvis udvikling man gerne vil støtte. Det er socialpædagogens ansvar, at det går godt. Og gør det ikke det, er det socialpædagogens opgave at bruge forståelser og metoder til at finde ud af hvorfor, og hvad der kan gøres anderledes. Det ansvar skal man virkelig tage dybt alvorligt. Og det vil jeg gerne have mere indlejret i socialpædagogers forståelse af sig selv og deres faglighed, siger hun.

Og netop den neuroaffektive trekant er den, Susan Hart opfordrer socialpædagoger til at gribe til for at få ændret det, hun mener er så bidende nødvendigt: nemlig at anskue følelsesmæssig udvikling på samme måde, som man gør med kognitiv og motorisk udvikling.

– Vi er jo optaget af følelser i vores samfund. Men vi er ikke optaget af, hvad der skal til, for at vi bliver følelsesmæssigt veludviklede mennesker. Vi vil se på mistrivsel og diagnoser, men forstår ikke, at det følelsesmæssigt at kunne regulere sig selv og forstå kompleksiteten i følelser kræver udvikling. Konsekvensen er en masse mistrivsel, som det bliver svært at løse, siger hun og slutter: – Der findes vitterligt mennesker i denne her verden, der aldrig er blevet mødt med et andet menneskes kærlige øjne – og det er bl.a. disse mennesker, der virkelig har brug for vores hjælp til at kunne udvikle evnen til at skabe følelsesmæssige relationer.