Mere tillid – mindre kontrol

– Skema 1A. Det er altså et oplagt eksempel på et skema, der slet ikke matcher den opgave og den borgergruppe, vi står med – og som bare er en ren tidsrøver.

Svaret falder prompte fra dem begge – forstander på Helhedstilbuddet Blindenetværket i Gentofte Tina Pensdorf og hendes lederkollega Jane Svejgaard, forstander i Blomsterhusene i Gentofte – på spørgsmålet om, hvornår dokumentation stjæler for meget tid og giver for lidt mening.

– Helt konkret har jeg fem teamledere, der hver bruger en hel dag om måneden alene på at udfylde skema 1A. Et skema på 11 sider, der skal udfyldes hver måned, siger Jane Svejgaard.

Så lad os få uddybet, hvad skema 1A er for en størrelse.

Det er et lovpligtigt skema under Socialstyrelsen, som anvendes på voksenhandicapområdet i forhold til registrering og indberetning af magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten efter serviceloven.

– På begge vores arbejdspladser handler det meget konkret om vores brug af de såkaldte bløde bespændinger. Det er funktionsseler, som vi efter anvisning fra vores sundhedsfaglige personale bruger for at sikre, at borgerne, som er voksne med svære multiple funktionsnedsættelser, sidder eller ligger godt, trygt og forsvarligt i deres kørestole. Altså det, vi selv vil betegne som omsorgspligt, forklarer Tina Pensdorf og uddyber:

– Det kan være en borger, der har brug for at sidde oprejst og få åbnet op for sin vejrtrækning. Det kan være en borger, der ellers skrider og risikerer smertefulde vævsskader, der kan blive til åbne sår, hvis ikke selen hjælper vedkommende med at sidde rigtigt. Og det kan være en borger, der elsker at bevæge sig og rokke rundt i sin kørestol, hvor funktionsselen er nødvendig for at sikre, at borgeren ikke falder og kommer til skade.

Som pseudodokumentation

For at få lov til at bruge bløde bespændinger skal bostedet for hver enkelt borger først søge om en forhåndsgodkendelse hos borgerens kommune – en tilladelse, der skal fornyes hver 12. eller 18. måned.

Herefter kommer skema 1A i spil. Samtidig skal det dokumenteres i et tredje skema, der skal bruges til at registrere, hver gang de bløde bespændinger tages i brug.

I praksis betyder det, at hver eneste gang, en medarbejder klikker en funktionssele fast for at støtte borgeren, skal det registreres som en magtanvendelse.

– Vi taler altså om virkelig mange siders dokumentation, hvor vi hver måned skriver, hvad der gik forud for indgrebet, hvordan man handlede pædagogisk forud for indgrebet, hvordan borgeren reagerede på indgrebet, hvad man har af planer for opfølgning osv. Detaljerede beskrivelser af en praksis, som vi benytter os af mange gange dagligt ud fra et sundhedsmæssigt perspektiv, der handler om at give borgerne de bedste muligheder for at udfolde sig fysisk og forebygge, at de ikke kommer til skade, fortæller Tina Pensdorf.

Begge ledere ser det som et paradoks, at det pågældende skema er udviklet til at indberette en konkret situation, hvor der bruges en magtanvendelse – mens det på de to specialiserede handicaptilbud skal udfyldes i forhold til situationer, som gentages rigtig mange gange dagligt 365 dage om året, ofte gennem hele borgerens liv.

– Det er et eksempel på regler, der simpelthen ikke matcher den virkelighed, vi står i, og den målgruppe, vi arbejder med. Og så opleves det mest som pseudodokumentation, lyder det fra Jane Svejgaard.

Fokus på det, der giver mening

På Blomsterhusene og Blindenet­værket er dokumentation en fast del af den socialpædagogiske indsats, og det giver på mange måder rigtig god mening, er de to forstandere enige om.

– Vi vil rigtig gerne dokumentere ud fra alle de pædagogiske faglige refleksioner, metoder og tilgange, vi arbejder med. Hvad er det for aktiviteter, vi arbejder med? Hvordan responderede borgerne? Hvordan var dagsformen? Alle de ting i vores arbejde, der gør os dygtigere til at se den enkelte borger – og som bidrager til, at vi kan opfylde målet om, at vores borgere hver eneste dag skal have den bedste dag i deres liv, siger Tina Pensdorf.

– Ingen af os taler om at rulle krav om dokumentation tilbage. Selvfølgelig skal vi dokumentere vores indsats. Men det ville gøre meget for både arbejdsglæden og kerneopgaven, hvis vi brugte tiden på at dokumentere det, der er vigtigt for borgerne, for de pårørende og for medarbejderne. Altså dokumentation, der giver mening i forhold til kerneopgaven og målgruppen, supplerer Jane Svejgaard.

Læs også 'Jeg har udviklet klik-allergi'

Skulle de to lederkolleger komme med et godt bud til politikerne på, hvordan de kan sætte handling bag intentionerne om at komme meningsløse regler til livs, så skal kontrol erstattes af tillid, lyder det.

– Der er noget galt, når det med skema 1A og de andre omfattende skemaer, vi udfylder på den konto, føles som pseudodokumentation. Når man som medarbejder føler sig klandret på sin faglighed, fordi man skal bruge timevis på skriftlige skal-opgaver, der ikke giver borgeren et bedre liv, så er balancen tippet, kommer det fra Tina Pensdorf – et synspunkt, der bakkes op af Jane Svejgaard:

– Lad os kigge på, hvad der er nødvendigt, og hvad der giver mening i forhold til kerneopgaven. Og lad os skrælle det væk, der mest føles som hovedløs registrering af noget, vi gør hver eneste dag året rundt – og som vi jo altid gør for at sikre vores borgere det bedste liv. Giv os dog frihed til at tilpasse systemet, så det passer til den virkelighed, vi er i.