Gå til indhold

Dokumentationskrav

Mere tillid – mindre kontrol

Vi skal væk fra skemaer, der ikke giver mening i forhold til målgruppen, og som stjæler alt for meget tid fra det allervigtigste: tiden med borgerne. Lad os bruge vores specialiserede kompetencer hos borgerne – ikke foran computeren, lyder det fra to socialpædagogiske forstandere

11. maj 2023

Artikel
MERE TILLID – MINDRE KONTROL.png
De to forstander­kolleger Tina Pensdorf (tv.) og Jane Svejgaard kender begge til dokumentationskrav, de ikke mener passer til den målgruppe, de arbejder med.

Forfatter: Tina Løvbom Petersen

Foto: Sofia Busk

– Skema 1A. Det er altså et oplagt eksempel på et skema, der slet ikke matcher den opgave og den borgergruppe, vi står med – og som bare er en ren tidsrøver.

Svaret falder prompte fra dem begge – forstander på Helhedstilbuddet Blindenetværket i Gentofte Tina Pensdorf og hendes lederkollega Jane Svejgaard, forstander i Blomsterhusene i Gentofte – på spørgsmålet om, hvornår dokumentation stjæler for meget tid og giver for lidt mening.

– Helt konkret har jeg fem teamledere, der hver bruger en hel dag om måneden alene på at udfylde skema 1A. Et skema på 11 sider, der skal udfyldes hver måned, siger Jane Svejgaard.

Så lad os få uddybet, hvad skema 1A er for en størrelse.

Det er et lovpligtigt skema under Socialstyrelsen, som anvendes på voksenhandicapområdet i forhold til registrering og indberetning af magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten efter serviceloven.

– På begge vores arbejdspladser handler det meget konkret om vores brug af de såkaldte bløde bespændinger. Det er funktionsseler, som vi efter anvisning fra vores sundhedsfaglige personale bruger for at sikre, at borgerne, som er voksne med svære multiple funktionsnedsættelser, sidder eller ligger godt, trygt og forsvarligt i deres kørestole. Altså det, vi selv vil betegne som omsorgspligt, forklarer Tina Pensdorf og uddyber:

– Det kan være en borger, der har brug for at sidde oprejst og få åbnet op for sin vejrtrækning. Det kan være en borger, der ellers skrider og risikerer smertefulde vævsskader, der kan blive til åbne sår, hvis ikke selen hjælper vedkommende med at sidde rigtigt. Og det kan være en borger, der elsker at bevæge sig og rokke rundt i sin kørestol, hvor funktionsselen er nødvendig for at sikre, at borgeren ikke falder og kommer til skade.

Når man som medarbejder føler sig klandret på sin faglighed, fordi man skal bruge timevis på skriftlige skal-opgaver, der ikke giver borgeren et bedre liv, så er balancen tippet.

Tina Pensdorf, forstander Helhedstilbuddet Blindenetværket

Sagen kort

På KL's topmøde i marts talte statsminister Mette Frederiksen om en historisk frisættelse
af den offentlige sektor og sagde bl.a.:

’For meget af det, der dokumenteres i dag, det er jo medarbejdere, der dokumenterer, at de ikke lever op til loven. Eller ikke har tid nok til at løse den kerneopgave, de gerne vil. Eller ikke kan være til stede i borgerens liv.’

Men hvad skal der i praksis til for at minimere omfanget af dokumentation og regler, der af fagpersoner opleves som meningsløse tidsrøvere? Vi har talt med medarbejdere og ledere på tre arbejdspladser for at få deres bud på, hvordan de gerne vil frisættes – og sikres mere tid til socialpædagogik.

8.124 siders dokumentation

Det er, hvad centerleder på Brande Åcenter Sidsel Marie Nielsen har regnet sig frem til, at bostedet skal sende til Socialtilsynet og borgernes hjemkommuner i løbet af 2023. Dokumentation, som hun i Herning Folkeblad i februar betegner som benspænd i hverdagen, der betyder, at tiden går fra borgerne, som har brug for al den omsorg, de kan få.

De mange siders dokumentation er fortrinsvis skemaer, hvor personalet – præcis som i Blindenetværket og Blomsterhusene i Gentofte – registrerer hver gang, der anvendes en magtanvendelse over for en borger som fx brug af stofseler.

– I alt på årets første dag sender vi 677 siders dokumentation til Socialtilsynet og hjemkommuner, og når vi kommer til årets første dag i 2024, har vi sendt 8.124 siders dokumentation, siger centerlederen til Herning Folkeblad.

Som pseudodokumentation

For at få lov til at bruge bløde bespændinger skal bostedet for hver enkelt borger først søge om en forhåndsgodkendelse hos borgerens kommune – en tilladelse, der skal fornyes hver 12. eller 18. måned.

Herefter kommer skema 1A i spil. Samtidig skal det dokumenteres i et tredje skema, der skal bruges til at registrere, hver gang de bløde bespændinger tages i brug.

I praksis betyder det, at hver eneste gang, en medarbejder klikker en funktionssele fast for at støtte borgeren, skal det registreres som en magtanvendelse.

– Vi taler altså om virkelig mange siders dokumentation, hvor vi hver måned skriver, hvad der gik forud for indgrebet, hvordan man handlede pædagogisk forud for indgrebet, hvordan borgeren reagerede på indgrebet, hvad man har af planer for opfølgning osv. Detaljerede beskrivelser af en praksis, som vi benytter os af mange gange dagligt ud fra et sundhedsmæssigt perspektiv, der handler om at give borgerne de bedste muligheder for at udfolde sig fysisk og forebygge, at de ikke kommer til skade, fortæller Tina Pensdorf.

Begge ledere ser det som et paradoks, at det pågældende skema er udviklet til at indberette en konkret situation, hvor der bruges en magtanvendelse – mens det på de to specialiserede handicaptilbud skal udfyldes i forhold til situationer, som gentages rigtig mange gange dagligt 365 dage om året, ofte gennem hele borgerens liv.

– Det er et eksempel på regler, der simpelthen ikke matcher den virkelighed, vi står i, og den målgruppe, vi arbejder med. Og så opleves det mest som pseudodokumentation, lyder det fra Jane Svejgaard.

Fokus på det, der giver mening

På Blomsterhusene og Blindenet­værket er dokumentation en fast del af den socialpædagogiske indsats, og det giver på mange måder rigtig god mening, er de to forstandere enige om.

– Vi vil rigtig gerne dokumentere ud fra alle de pædagogiske faglige refleksioner, metoder og tilgange, vi arbejder med. Hvad er det for aktiviteter, vi arbejder med? Hvordan responderede borgerne? Hvordan var dagsformen? Alle de ting i vores arbejde, der gør os dygtigere til at se den enkelte borger – og som bidrager til, at vi kan opfylde målet om, at vores borgere hver eneste dag skal have den bedste dag i deres liv, siger Tina Pensdorf.

– Ingen af os taler om at rulle krav om dokumentation tilbage. Selvfølgelig skal vi dokumentere vores indsats. Men det ville gøre meget for både arbejdsglæden og kerneopgaven, hvis vi brugte tiden på at dokumentere det, der er vigtigt for borgerne, for de pårørende og for medarbejderne. Altså dokumentation, der giver mening i forhold til kerneopgaven og målgruppen, supplerer Jane Svejgaard.

Læs også 'Jeg har udviklet klik-allergi'

Hver gang en borger på hhv. Blindenetværket og Blomsterhusene klikkes fast med en funktionssele som denne, skal det registreres som en magtanvendelse.

Skulle de to lederkolleger komme med et godt bud til politikerne på, hvordan de kan sætte handling bag intentionerne om at komme meningsløse regler til livs, så skal kontrol erstattes af tillid, lyder det.

– Der er noget galt, når det med skema 1A og de andre omfattende skemaer, vi udfylder på den konto, føles som pseudodokumentation. Når man som medarbejder føler sig klandret på sin faglighed, fordi man skal bruge timevis på skriftlige skal-opgaver, der ikke giver borgeren et bedre liv, så er balancen tippet, kommer det fra Tina Pensdorf – et synspunkt, der bakkes op af Jane Svejgaard:

– Lad os kigge på, hvad der er nødvendigt, og hvad der giver mening i forhold til kerneopgaven. Og lad os skrælle det væk, der mest føles som hovedløs registrering af noget, vi gør hver eneste dag året rundt – og som vi jo altid gør for at sikre vores borgere det bedste liv. Giv os dog frihed til at tilpasse systemet, så det passer til den virkelighed, vi er i.

Hvem har det sidste ord?

Som specialiseret socialpædagogisk tilbud er man underlagt regler og krav fra flere forskellige myndigheder: Socialtilsynet, Arbejdstilsynet, Fødevaretilsynet, brandmyndig-hederne m.fl. Men hvem bestemmer egentlig, hvis ikke der er overensstemmelse mellem de krav, der stilles? Her er tre eksempler på, hvordan reglerne kan være svære at navigere i:

Jane Svejgaard, forstander Blomsterhusene:
I forhold til vores arbejde med at registrere medicin skal vi ud fra instrukserne omkring medicinhåndtering have en computer tæt på der, hvor borgerens medicin er, og hvor man registrerer medicin for at undgå unødvendige fejl. Derfor har vi mobile medicinskabe, hvor vi så har en pc stående oven på. Men da Socialtilsynet var forbi, lød det, at vi ikke må have en arbejdscomputer i borgerens hjem – og det blev påpeget, at al medicinregistrering skal foregå på personalekontoret. Hvilket af de to krav skal vi så efterleve?

Laura Tranekær Birk, socialpædagog og TR Lionslund:
Vi havde besøg af Fødevaretilsynet, som kommenterede, at et køleskab stod for tæt på toilettet. På vores forespørgsel om, hvor køleskabet så måtte stå, kom de med et forslag til en anden placering. Men netop det sted var Brandtilsynet ugen før kommet med en anmærkning om, at der skulle være fri for genstande. Så hvad gør man så for at tilfredsstille begge myndigheder uden at bryde nogle regler?

Jane Svejgaard, forstander Blomsterhusene:
Vi har af Levnedsmiddelkontrollen fået stillet krav om, at der lukkes af for fødevarer med halvdøre og låger i køkkenet. Fra Socialtilsynet lyder det derimod, at døre og låger skal fjernes, for det er borgerens hjem, og de skal kunne færdes frit i deres egne fællesarealer. Og Brandtilsynet taler om at sikre adgang til rummet ud fra nogle helt tredje hensyn. Det ville jo være dejligt, hvis disse tre myndigheder kom ud sammen, så vi én gang for alle kunne finde den rigtige løsning.

Bliv medlem