Formand om lønstigninger: Jeg er optimistisk

Det blev et rungende stort ja til overenskomst­resultatet på det private område – og endda historisk høje stemmeprocenter. Resultatet er en af de faktorer, der har været ventet med spænding, fordi det kan være med til at give et fingerpeg om resultaterne for landets offentligt ansatte socialpædagoger, når der skal forhandles overenskomster for ansatte i den offentlige sektor. Men hvad er på spil i forhold til OK24 – og hvilke faldgruber er der på vejen? Vi har spurgt forbundsformand Benny Andersen.

Hvad betyder OK-resultatet på det private område for de offentligt ansatte socialpædagoger?

– Det private område lægger lønniveauet. Og der er blevet lavet nogle rigtig gode overenskomstaftaler – også på vores område. Det giver mig grund til optimisme. Der har været en markant større lønramme, end vi har set tidligere, så forhåbentlig får vi mulighed for at lave nogle gode lønstigninger i OK24. Men OK24 er ikke den eneste anledning til, at vi i den kommende tid skal snakke om offentligt ansattes løn. Inden forhandlingerne går i gang, er der nemlig to store begivenheder, som kan få indflydelse på resultatet: For det første kommer Lønstrukturkomitéen med sin rapport i slutningen af juni, som bl.a. skal belyse, om der er nogen skævheder i lønnen mellem fx typiske kvindefag og typiske mandefag. For det andet vil regeringen på baggrund af rapporten indkalde til trepartsforhandlinger med arbejdsgiverne (kommuner og regioner, red.) og med fagbevægelsen efter sommer­ferien.

Hvad er set fra din stol vigtigt at opnå i OK24?

– Løn selvfølgelig – og løn sammenholdt med uddannelse. Uddannelse skal kunne betale sig – og det ansvar og de opgaver, man har som socialpædagog, skal kunne ses og afspejles på lønnen mere, end det gør i dag. Og det er en vigtig del af løsningen, når vi taler om problemerne med at rekruttere uddannet personale. Men der er også andre temaer: Arbejdsmiljø betyder rigtig meget. Alt for mange steder er det for hårdt både psykisk og fysisk at gå på arbejde med fx vold og trusler. Og med overenskomsterne kan vi også være med til at give redskaberne til at forbedre arbejdsmiljøet. Nu må vi jo se, hvilke krav medlemmerne stiller. Men for mig står løn og blinker øverst.

Hvad med store bededag – skal den erstattes med en anden fridag?

– Om medlemmerne stiller krav om ekstra fridag, det skal jeg ikke kunne sige. Men mit fokus er på løn og ikke på fridage. I enhver overenskomst handler det om at vælge og prioritere, for fridage koster jo mange penge. Og vi får brug for alle de penge, der er, hvis vi for alvor skal have gjort noget ved lønnen.

Hvordan ser landskabet ud op til 2024?

– Jeg mener, at vi står der, hvor vi gerne vil stå – selvom vi er forsinkede på grund af folketingsvalget. Vi lovede ved OK21 medlemmerne at forsøge at få Christiansborg til at tage ansvar for den viden, vi har om forskellige faggruppers lønmæssige placering. Det lykkedes jo med komitéen, der nu analyserer sammenhænge mellem uddannelsesniveau, køn og løn. Det sikrer et fælles grundlag, som vi skal diskutere videre fra. Men ikke alle har den tålmodighed – heller ikke i fagbevægelsen. Der har været konkurrence i fagbevægelsen om at sige, hvilken faggruppe der burde stå forrest, uden at det er baseret på reel viden. Og den viden skal vi jo bruge lønstrukturkomitéen til at få. Uden den viden risikerer vi, at politikerne kunne indplacere de forskellige faggrupper, ligesom de gjorde ved tjenestemandsreformen i 1969 – og det har vi jo netop været stærkt utilfredse med. Jeg synes, det kan lyde lidt, som om nogle gerne vil indplacere faggrupperne igen – bare gerne med dem selv øverst. Mit håb er, at vi får en fælles viden, så vi internt i fagbevægelsen kan blive enige om nogle principper at handle på baggrund af.

Hvad er vigtigt for dig i de principper?

– Det er vigtigt, at vi ikke fodrer hunden med dens egen hale. Når lønnen skal genoprettes, skal et løft af nogle faggrupper ikke tages fra nogle andre faggrupper. Men vi er også nødt til at blive enige i fagbevægelsen om, at nogle grupper skal prioriteres ud fra den viden, vi får. Lykkes vi ikke med det, så overlader vi det jo til politikerne – ligesom i 1969. Den tilgang holder jeg fast i, også når jeg mødes af spørgsmål om, hvorfor vi ikke råber højere om, at vi skal have mere i løn. Det må aldrig ende med en konkurrence om, hvem der råber højest. Vi er nødt til at finde sammen og lave en fælles løsning ud fra den viden og de analyser, vi bl.a. får fra Lønstrukturkomitéen. Jeg synes jo fx, at socialpædagoger skal have mere i løn end pædagoger på almenområdet, fordi vores område kræver mere specialiseret viden. På samme måde synes andre faggrupper, at deres arbejde er vigtigere end andres. Men det dur bare ikke som udgangspunkt for en overenskomstforhandling. En ’alle mod alle’-kamp vil i sidste ende føre til en ny tjenestemandsreform, hvor politikerne bestemmer, hvem de synes der skal have mest i løn. Samtidig er det vigtigt at holde fast i, at vi med fælles principper ikke løser alle problemerne med det lønefterslæb her og nu. Men udgangspunktet må være, at vi skaber en model, som vi så kan udbygge ved overenskomstforhandlingerne næste gang – og næste gang igen og igen.

Hvad kan der komme ud af en trepartsforhandling?

– Vi har nogle ønsker, men det har de andre jo også. Der er jo tre parter – regeringen, arbejdsgiverne (KL og Danske Regioner på det offentlige område, red.) og lønmodtagerne. De andre parter vil fx gerne diskutere, om vi kan bruge lokallønnen bedre og mere. Jeg ved godt, der er mange TR’ere og medlemmer, der oplever frustration over systemet, som det er i dag, fordi de oplever, at kommunerne afviser de lokale lønforhandlinger. Men når regeringen vil afsætte tre mia. kr. til bedre løn og arbejdsvilkår i den offentlige sektor, så kommer det med en pris. Det skal man være klar over.

Allerede før folketingsvalget lovede flere partier et lønløft til offentligt ansatte, og både Venstre og Socialdemokratiet fremlagde nogle principper for, hvordan pengene skulle fordeles. Her var rekruttering også et tema, fordi det især i sundhedsvæsnet, men også på det sociale område har været svært at ansætte kvalificeret arbejdskraft. Frygter du, at politikerne vil prioritere de faggrupper, som der mangler allerflest af?

– Jeg mener helt grundlæggende, at solidariteten i samfundet bør være så stor, at man anerkender, at der er nogle mennesker i vores velfærdssamfund, der har brug for den rette faglighed for at få nogle muligheder i livet. Og de mennesker skal vi også tænke på, når vi snakker om at rekruttere kvalificeret personale – det hjælper ikke kun at tænke velfærd for ældre, børn og syge. Det er muligt, at socialpædagoger ikke topper listen over forgæves rekrutteringer. Men de mennesker, som socialpædagoger møder, har ikke andre end os. Og vi ved, at det påvirker livsmulighederne for udsatte børn og unge og mennesker med handicap eller psykiatriske problemer, hvis andelen af uddannede socialpædagoger falder på en arbejdsplads. Derfor er det også vigtigt at have øje for de rekrutteringsudfordringer, der er på det sociale område.