Mit faglige fokus: Rød-gul-grøn-metoden giver borgerne selvbestemmelse

Socialpædagogisk faglighed forandrer liv. Men hvordan bruger socialpædagoger deres faglighed i det daglige arbejde, og hvilke faglige refleksioner ligger der bag handlingerne? Det undersøger vi i portrætserien ’Mit faglige fokus’

Frank Ryle

Uddannet pædagog i 1994. Arbejder som socialpædagog på Cathrinegården i Gladsaxe, et bosted for voksne med udviklingshæmning.

Hvad er dit faglige fokus?

Jeg anvender rød-gul-grøn-metoden, der er med til at skabe selvbestemmelse og medbestemmelse for borgerne. Hver borger har tre brikker med en rød, en gul og grøn farve i en nøglering. Den røde viser borgerne, at andre bestemmer for dem, den gule viser, hvor de har noget selvbestemmelse, og den grønne viser, at de har ret til selv at bestemme.

Den røde kan eksempelvis være beslutninger, der er truffet politisk eller regler i kommunen. Vi bruger den gule, hvis det drejer sig om beslutninger, vi har truffet i fællesskab. Og så er der den grønne, hvor de træffer beslutninger på egne vegne.

Hvorfor er det et vigtigt fokus at have?

Metoden er god, fordi den visualiserer muligheder for borgerne. Borgerne kommer på et kursus herude, hvor de bliver oplært i at bruge metoden, og nogle bruger det meget aktivt og peger på den grønne, når der er noget de gerne vil. Den gule og røde bliver ikke brugt af borgeren lige så ofte. Det er mere os, som personale, der kan bruge den til at forklare, hvilke rettigheder borgeren har. De forstår ikke nødvendigvis kompleksiteten i, hvordan feriesystemet er sat sammen, så vi bruger det til at gøre de komplekse ting mere enkle, overskuelige og forståelige.

Metoden bliver brugt som kommunikationsværktøj både fra borgernes side og fra vores. Vi bruger den til at kommunikere helt basale ting: Hvorfor skal jeg gå på arbejde, hvorfor kan jeg ikke holde mere ferie og andre ting, der er lidt større end dagligdagsaktiviteter, som at gå en tur.

Har du et eksempel fra din hverdag, hvor metoden gjorde en forskel?

En borger skulle på hospitalet og have taget røntgen. Hun talte med min kollega, der ville forberede hende på, hvad hun skulle på hospitalet. Hun forklarede hende, at det var vigtigt, at hun kom afsted, men borgeren ville ikke på hospitalet. Til sidst greb hun ud efter det grønne kort og viste det til min kollega, for at understrege at det var hendes egen beslutning, om hun ville med eller ej. Så hun kom ikke afsted. Når det drejer sig om borgernes helbred og sundhed, så prøver vi at overbevise dem, men i sidste ende er det deres eget valg, og hun sagde meget tydeligt fra.

Hvorfor var metoden god at bruge i den situation?

Ofte siger borgerne fra i den slags situationer, fordi mange uheldige oplevelser med sygehusvæsnet har gjort dem bange, og det skal vi have øje for. Mange af vores ældre borgere er vokset op i en anden tid, og de har ikke været vant til muligheden for at sige fra og til i egne liv. De blomstrer op på en helt særlig måde, når de får retten til at sige ja eller nej. Derfor er det ekstra vigtigt, at vi respekterer deres valg.

Hvilke faglige redskaber eller metoder kan du ikke undvære i dit arbejde:

I alle de teorier jeg har lært og hørt om, skiller gentle teaching sig ud for mig. Det er en tilgang, der handler om kærlighed og berøring. Ikke kærlighed i den klassiske forstand mellem to mennesker, men kærlighed generelt med budskabet om, at ’jeg vil dig gerne, og du er vigtig’. Det gavner borgere, der bor på et bosted som Cathrinegården, at de hver dag får oplevelsen af, at der er nogen, der ser, hører og mærker dem. Eksempelvis ved at give dem et kæmpe knus.