Mindeord for tidligere forstander Rigmor Schøt

Rigmor var født 24. oktober 1933 – og døde 29. oktober 2023 fem dage efter, at hun fyldte 90. Hun blev bisat 7. november i Hylleholt Kirke i Fakse Ladeplads. Kisten blev ført til Brovst i Han Herred, hvor Rigmor ønskede at blive begravet i familiegravstedet. Hjem til det Han Herred, som hun aldrig fornægtede, heller ikke i sin sprog, selv om hun blev forankret i Fakse Ladeplads i ubegribeligt mange år.

Rigmor Schøt var socialpædagog, men dengang hun blev uddannet, hed det børneforsorgspædagog. Hun var uddannet til at arbejde i dét, der frem til 1976 hed børne- og ungdomsforsorgen, i de mange institutioner og institutionstyper.

Hjemme i Brovst gik Rigmor ikke i skole mere end de dengang lovpligtige syv år. Hun tog revanche senere. Men hun stiftede sit første bekendtskab med børneforsorgen, da hun fik ansættelse som medhjælper på Søndbjerg Børnehjem og blev dedikeret til at arbejde med og blandt de børn, som ellers var elsket af få.  Senere blev det børnehjemmet Toften i Herning – og uddannelsen tog hun på det daværende børneforsorgsseminarium i Jægerspris.

Fra Toften i Herning kom Rigmor på årskursus på Fortsættelsesseminariet. Det var den eneste lederuddannelse for børneforsorgspædagoger, og senere som Socialpædagogisk Højskole blev det også lederuddannelsen på den tidligere særforsorgs område.

På Fortsættelsesseminariet blev Rigmor headhuntet fra Socialstyrelsen og opfordret til at søge forstanderstillingen på Hylleholt Husgerningsskole i Fakse Ladeplads. Hylleholt var et ungdomshjem under Socialstyrelsen, og det var håbløst gammeldags. Mange kender mest disse døgninstitutioner for en behandling af børn og unge, som staten senere må sige undskyld for, ligesom staten siger undskyld til dem, der har fået mén for livet i den tidligere åndssvageforsorg fx. Livø og Sprogø.

Hylleholt Husgerningsskole mishandlede ikke de unge piger. Frøkenerne, de ansatte, som boede på stedet, straffede ikke de unge. Institutionen blev drevet, som den blev i 20’erne, da den blev oprettet, mens samfundet udenom forandredes. Rigmors rolle var at føre institutionen op til nutiden. Hun tog stillingen som forstander… og tog sin egen viceforstander med, en mandlig kollega, Bent Iversen.

Hun ledte med visdom og takt og med respekt og tillid. Lod frøkenerne selv få idéerne til at løsne lidt på de rigide regelsæt for de unge 14-18-årige piger. Forandring sker ikke overnight, og man skal huske at tage det bedste fra fortiden med, de gode traditioner etc. Det forstod Rigmor. Så tålmodighed var også en dyd for den relativt unge forstander.

Jeg mødte institutionen og Rigmor i 1973. Og jeg mødte erfarne, veluddannede socialpædagoger, ligesom jeg mødte de 12 unge, som boede på institutionen i en periode af deres ungdomsliv. Og jeg blev også dedikeret til arbejdet blandt disse unge. Tog uddannelsen og vendte tilbage og arbejdede der sammenlagt godt 11 år.

Rigmor blev mit fyrtårn. Dybt forankret i et værdisæt, hvor etik og menneskesyn kom i første række og først derefter professionalisme og metoder i behandlingsarbejdet, som var under stadig udvikling. Med omsorg, respekt og kærlighed til den enkelte af de unge, som andre havde det besværligt med, men som Rigmor så som unikke personligheder, der skulle mødes præcist, hvor de var, for at komme videre med den bedste socialpædagogiske støtte.

Samfundet forandres. Og det afspejledes naturligvis i pædagogikken. Institutionen blev næsten affolket i dagtimerne, hvor eleverne skulle i folkeskole, på handelsskole og en enkelt på gymnasium i de år, Rigmor og Hylleholt var med til at skabe mønsterbrydere. De 3 R’er - ro, renlighed og regelmæssighed som overordnet pædagogisk princip, blev erstattet af de 3 K’er: kontakt, krav og kærlighed.

Og Rigmor ledte også institutionen gennem overgangen fra Socialstyrelsen til Amtet. Hun blev pensioneret og så frem til en aktiv pensionisttilværelse med engagement i lokalsamfundet og meget andet. Desværre viste det sig, at lyset i mit fyrtårn blev svagere og svagere pga. demens. I Rigmors sidste år var hun 100 pct.  afhængig af plejepersonale, og det er svært at sige med sikkerhed, om det var et glimt af genkendelse i hendes øjne, jeg så, når vi en sjælden gang mødtes. Hendes lysende ånd forlod os langsomt men sikkert.

Æret være hendes minde.