Specialeplan og flere uddannede skal øge kvaliteten

Efter ni måneder på posten som landets socialminister kender Pernille Rosenkrantz-Theil (S) et af de mest presserende problemer for socialpædagoger rigtig godt. Nemlig manglen på uddannede socialpædagoger på arbejdspladserne. Botilbud har svært ved at rekruttere fagligt kvalificeret arbejdskraft – og de nyeste tal viser, at under halvdelen af medarbejderne på de socialpædagogiske arbejdspladser er uddannede socialpædagoger.

Det skal der laves om på, hvis det står til socialministeren. Vilkårene lever slet ikke op til de standarder, vi har i samfundet i øvrigt.

– Der er ingen af de andre velfærdsområder, hvor man ville acceptere den usikkerhed omkring, hvilken faglighed man møder. Fx at møde op på en kræftklinik på Rigshospitalet og så ikke vide, om behandleren var uddannet læge eller ingeniør. Det er grundlæggende det, vi accepterer på handicapområdet, siger Pernille Rosenkrantz-Theil.

Brug for klare standarder

Som en løsning foreslår hun, at der skal være klare standarder på socialområdet, som vi kender det fra fx sundheds- og uddannelsesområdet.

– Jeg er ikke klar til at komme ud med et konkret bud endnu – det vil vi komme med i løbet af det kommende års tid. Men det skal i sagens natur være politisk. Vi skal bruge de tunge systemer, vi har. Ligesom folkeskoleloven, hvor der står, at man skal være uddannet lærer for at være ansat, siger Pernille Rosenkrantz-Theil og uddyber:

– Vi skal have rykket hegnspælene for, hvor mange der er uddannet. Men vi kan ikke fra den ene dag til den anden kræve, at man skal være uddannet.

Tværtimod, mener hun, er de uuddannede medarbejdere på sociale tilbud en helt central del af løsningen på manglen på uddannede socialpædagoger. 

– En af de største vidensreserver, vi har på området, er baseret på mennesker, som ikke har nogen formel uddannelse. Den erfaringsmængde og al det kendskab, der ligger hos uuddannede, der har været i faget i årevis, skal bevares. Det gælder om at få det bedste af begge verdener, siger Pernille Rosenkrantz-Theil.

1.000 år bagud

Et andet centralt problem, som mange på handicapområdet oplever, er en manglende systematisk tilgang til opgaveløsningen. Det sker fx, når målgrupper blandes sammen på botilbud, og når der foregår en form for ’postnummer-lotteri’, hvor det virker vilkårligt, hvilket tilbud man får anvist, alt efter hvilken kommune man bor i.

I den sammenhæng kommer Pernille Rosenkrantz-
Theil med en blank erkendelse, når hun taler om tilstanden på socialområdet:

– Møder man socialområdet med samme forventninger, som man møder sundhedsområdet eller skoleområdet, kan man blive slemt skuffet, siger hun.

Og det er der ifølge hende en god forklaring på, som går hele 1.000 år tilbage til dengang, man etablerede de første universiteter i Danmark. Helt fra begyndelsen var medicin sit eget fagområde, så det sundhedsfaglige område er udviklet igennem århundreder, i takt med at man udviklede uddannelsessystemet.

Socialområdet er derimod stadig ganske ungt i det perspektiv med sine omtrent 50-70 år på bagen. Det betyder, at udviklingen af socialområdet er langt bagud i forhold til de andre store fagområder i velfærdssamfundet.

– I 1.000 år har man forfinet og forædlet sundhedssystemet, så vi i dag har et ekstremt finmasket, nuanceret og kompetent velfærdssamfund på det punkt. Det er systematisk og vidensbaseret. I sammenligning er socialområdet underudviklet. Vi mangler faglige beskrivelser af alt, og vi er ikke i nærheden af at have beskrevet, hvilken faglighed der skal være til stede, siger Pernille Rosenkrantz-Theil.

Men skal det så tage 1.000 år, før vi kan regne med, at vi har et socialområde, der lever op til de standarder, vi forventer af et velfærdssamfund?

– Det ville jeg synes var ret ærgerligt. Vi kan lære meget af den systematiske måde, man har bygget sundhedsområdet op på, så vi forhåbentlig kan springe nogle hundrede år over ved at tage de dele, der er virkningsfulde, og overføre dem til socialområdet, svarer ministeren og uddyber, at det fx handler om, at man inden for sundhedsområdet har faglige beskrivelser af alt, selv på latin, så lægerne kan tale sammen på tværs af landegrænser.

– Man har beskrevet, præcis hvilken specialuddannelse man skal have som læge for at beskæftige sig med fx lige netop bugspytkirtelkræft. Det er beskrevet, hvem der skal tage sig af den ene lidelse og den anden, og hvordan man genoptræner – ligesom man også har faglige beskrivelser for det øvrige personale omkring opgaven, siger Pernille Rosenkrantz-Theil.

Specialeplan som fagligt fundament

For at nå dertil også på socialområdet skal der en specialeplanlægning til, mener socialministeren. En plan, der definerer, hvilken type indsats borgeren skal modtage på baggrund af et fagligt funderet vidensgrundlag.

Specialeplanen skal være det faglige fundament, så man ved, hvilke målgrupper der kan være sammen på et bosted, hvilke fagpersoner der skal være til stede til disse målgrupper – og hvilke typer forløb der er bedst til netop denne type borgere.

Men en specialeplan er et langsigtet værktøj, forklarer Pernille Rosenkrantz-Theil.

– Tør vi trække vejret helt ned i maven, og bliver vi ved med at sætte ressourcerne af til specialeplanlægningen, og gør vi det hen over rigtig, rigtig mange år, så ender vi med at kunne mærke velfærdssamfundet på samme måde, som når vi træder ind på et hospital, siger hun.

Forslaget om en specialeplan blev lanceret for nogle år siden af den tidligere S-regering i forbindelse med en evaluering af socialområdet. Et forslag, som Socialpædagogerne i høj grad bakker op om – dog med den forudsætning at det skal være forpligtende for kommunerne at inddrage den specialiserede viden fra specialerne i udredningen og visitationen. Men det endelige udspil mødte kritik fra både støttepartier og brugerorganisationer, fordi det ikke indebar en forpligtelse for kommunerne til at følge den rådgivning fra den faglige ekspertise, der skulle ligge til grund for indsatsen.

Skepsissen går på, om det overhovedet vil ændre noget, hvis det bliver frivilligt for kommunerne, om man vil inddrage specialiserede tilbud i visitationen. Har I lyttet til kritikken?

– Vi har ikke taget stilling til den del endnu, jeg skal selvfølgelig nok lade det vide, når vi er klar til at komme med et udspil på området, siger Pernille Rosenkrantz-Theil.

En presset økonomi

Kommunerne og ikke mindst kommunernes økonomi spiller en stor rolle på handicapområdet. Ifølge Kommunernes Landsforening (KL) har kommunerne haft en stigning i udgifter på knap seks mia. kr. på det specialiserede socialområde fra 2018 til 2023, men er kun blevet kompenseret for 1,6 mia. kr. af staten.

På den baggrund ønsker kommunerne at få lov til at skære i servicen, når de nu ikke kan få flere penge til at dække udgifterne.

Hvad tænker du om det?

– Det er en lang debat. Der er sket en afspecialisering de sidste 20 år, og den tror jeg bidrager til at drive udgifterne. Der er et gigantisk mismatch mellem udbud og efterspørgsel på fx bosteder med det resultat, at priserne er eksploderet, uden at man har fået nogen former for bedre kvalitet ud af det, siger Pernille Rosenkrantz-Theil, som anerkender, at kommunerne står med en stor ekstraregning.

– Med kommuneaftalen har vi forsøgt at tage fat på udfordringen med ekstraomkostninger ved at se på, om man kan få lagt et loft over priserne. For én ting er, hvis der rent faktisk er større problemer at tage sig af, så giver det god mening, at der er ekstraomkostninger, og det må vi så finde ud af som samfund, hvordan vi prioriterer. Men det er for åndssvagt at betale for noget, hvor størstedelen skyldes et mismatch mellem udbud og efterspørgsel, siger Pernille Rosenkrantz-Theil.

Smarte besparelser

Som eksempel på hvordan man kan tænke smartere, nævner ministeren et regnestykke, der viser, at kommunerne kan spare 90 mio. kr. på at udbetale merudgifts­ydelsen (dækning til nødvendige udgifter som følge af varigt handicap, red.) som et fast beløb i stedet for som i dag, hvor det sker fra regning til regning. En forandring, der både kan spare kommunerne penge og spare mennesker med handicap og deres pårørende for stort besvær.

– Det er en af de ting, der har været vigtig at lave om på. Det giver store problemer i hverdagen for familier med handicappede borgere, samtidig med at kommunerne bruger unødigt mange ressourcer på at administrere merudgiftsydelsen. Det viser, at vi stadig er i gang med babyskridt mod at finde den rigtige måde at gøre det på, siger Pernille Rosenkrantz-Theil.

Hun vil i det hele taget gerne gøre op med den forestilling, at der nødvendigvis er et modsætningsforhold mellem at spare penge og sikre bedre kvalitet på socialområdet. Fx køber hun ikke den antagelse, at det skulle blive dyrere for kommunerne at ansætte socialpædagoger fremfor uuddannet personale.

– Jeg har set eksempler på, at en ansat med en cand.mag. i fx udviklingsstudier og fransk får akademikerløn på et botilbud. Her har jeg svært ved at se, hvor udviklingsstudier og fransk kommer ind i billedet. I min bog er personen ufaglært i den funktion, hun har.

Så er vi tilbage ved diskussionen om uddannelse og specialeplan. For når først det bliver defineret, hvad der er den relevante indsats for en borger, kan man stille krav om relevant uddannelse hos medarbejderne, og så vil det medføre det kvalitetsniveau, som både borgere og skatteborgere forventer, forklarer ministeren.

– Der skal være en en-til-en-sammenhæng mellem den pris, man betaler for en medarbejder, og så den uddannelse, dvs. den kvalitet, man får ud af de skattekroner, siger Pernille Rosenkrantz-Theil.