Gå til indhold

Sofa

Kenneth har været min livline

Efter sin løsladelse har Tony Lashari haft socialpædagog Kenneth Lund Ludvigsen som sin mentor. Deres relation – plus en god portion humor – har ført til, at Tony i dag læser til pædagog. – Du får noget frem i mig, jeg ikke vidste, jeg havde, siger han

31. oktober 2023

Artikel
Socialpædagog Kenneth Lund Ludvigsen og Tony Lashari.png
Kenneth og Tony er gode til at grine sammen

Forfatter: Signe Jacobsen

Foto: Rikke Rhein-Knudsen

Kenneth Lund Ludvigsen, 55 år. Arbejder som socialpædagog på Stevnsfortets sikrede afdeling og er mentor i Kriminalforsorgen.

Tony Lashari, 25 år. Studerer til pædagog på Campus Carlsberg i København. Har haft Kenneth som mentor efter sin løsladelse fra Vestre fængsel.


Tony:

Første gang jeg så dig, var jeg meget skeptisk. Jeg tænkte, hvad fanden er det for en civilbetjent. Jeg var meget indelukket og havde mange ting at tænke på, lige efter jeg blev løsladt.

Kenneth:

I starten skulle jeg fysisk opsøge dig. Du havde givet mig en fiktiv adresse et par huse væk fra, hvor du boede, så jeg ikke kunne nå dig. Men jeg var meget insisterende på vores kontakt.

Tony:

Du så tingene fra et helt andet perspektiv, end jeg gjorde. Jeg har altid set tingene fra min egen vinkel. Så du gav mig et friskt pust og fortalte mig, at tingene var okay, som de var – men du fokuserede på at se fremad i stedet for tilbage. Du spurgte mig altid: ’Så hvad gør vi nu?’

Kenneth:

I starten stillede jeg åbne spørgsmål, så du ikke bare kunne svare ja eller nej. Fx i stedet for at spørge ’har du det godt?’, så spurgte jeg, ’hvilken følelse har du i dag?’ eller, ’hvad tænker du om det, vi snakkede om sidst?’

Tony:

Det er ligesom i ’Hvem vil være millionær?’, brug en livline og ring til en ven. Før i tiden, når jeg har stået i en dårlig situation, har der ikke været nogen at række ud efter. Men nu ved jeg, at jeg altid kan ringe til dig.

Kenneth:

Vi grinte også meget sammen. Det piller mystikken ud af ting. Det er ikke en klient og en behandler, der mødes. Det er to mennesker. Men vi får stadig snakket om de ting, der er ømtålelige.

Tony:

I sommerferien, da jeg var færdig med pædagogpakken på HF, tænkte jeg, om jeg bare skulle droppe at starte på pædagogstudiet. Nu havde jeg jo gjort noget godt, og så måtte det være det. Men du har holdt mig i gang, spurgt, om jeg ikke glædede mig, og belyst alle de positive ting ved det.

Kenneth:

Ja, jeg sagde, husk nu, hvad det er, du gerne vil. Belønningen kommer måske ikke med det samme, men den skal nok komme på et tidspunkt.

Tony:

Hvis jeg ikke havde mødt dig, havde jeg ikke været her i dag. Det ved jeg. Du har fået noget frem i mig, som jeg ikke vidste, jeg havde.

Kenneth:

Livet handler om at være glad i låget. Hvis man ikke er glad, mister alt andet sin værdi. Så udfordringen er at finde ud af, hvordan man bliver glad i låget.

Har du en særlig relation til en borger, kollega, din leder eller en anden i dit arbejdsliv, som du gerne vil fortælle om, så skriv til: nyhedsrum@sl.dk

Bliv medlem
Bliv medlem