Gå til indhold

svigt

Formand: TV2-dokumentar afslører helt uacceptable forhold

Ny dokumentar med optagelser fra to bosteder afslører omsorgssvigt af borgerne, som formand for Socialpædagogerne tager stærkt afstand fra

1. november 2023

Artikel
BAinterview.gif
-Jeg er rystet, vred og ked af det. Det har intet med socialpædagogik at gøre, det man ser, siger Benny Andersen til TV2 News om dokumentaren 'Nødråb fra natten'.

Forfatter: Malene Dreyer

TV2 sendte onsdag aften Operation X-dokumentaren ’Nødråb i natten’, som på baggrund af skjulte optagelser afslører omsorgssvigt af borgerne på to bosteder, Odinsgård i Haderslev kommune og Lynghuset i Københavns Kommune.

Forbundsformand Benny Andersen har set programmerne er er rystet.

-Det, vi ser i optagelserne fra de to bosteder, er helt uacceptabelt. Omsorgssvigt, som dem vi her ser, hører ingen steder hjemme.

I dokumentaren ser man eksempler på borgerere, der kalder på hjælp om natten i timevis uden at blive mødt, borgere med selvskadende adfærd som bliver ignoreret, borgere der ikke bliver hjulpet på toilettet og sågar medarbejdere der opfordrer borgere til at lyve for deres pårørende om de faktiske forhold. I følge eksperter i udsendelsen er der tale om en forrået kultur, omsorgssvigt, psykisk vold og et menneskesyn, som minder om tiden under åndssvageforsorgen.

Det, der forgår i udsendelsen, har ifølge Benny Andersen intet med socialpædagogik at gøre.

-På bosteder har vi ansvaret for nogle af de mennesker, som er allermest afhængige af, at de får den rette støtte. Så når vi ser omsorgssvigt, som dem Operation X afdækker, så bliver jeg ikke kun vred – jeg bliver også rigtigt ked af det på borgerne og de pårørendes vegne. Det må vi aldrig acceptere. Det har ikke noget med socialpædagogik at gøre.

Manglende faglighed
Han mener, at såkaldt forråelse kan opstå blandt medarbejdere typisk på grund af et dårligt arbejdsmiljø og utilstrækkelig faglighed og kvalitet.

- Når vi støder på forråelse, så hænger det i vores optik ofte sammen med, at der i personalegruppen ikke er nok af den rette faglighed til at støtte og yde omsorg for borgeren, siger Benny Andersen og fortsætter:

- Under halvdelen af de ansatte på landets bosteder er uddannede socialpædagoger – og hver tredje medarbejder er ufaglært. Det er på trods af, at vi ved, at der bl.a. er en positiv sammenhæng mellem høj andel af uddannede socialpædagoger på et bosted og trivsel hos borgerne.

Når det er sagt, påpeger Benny Andersen også det problematiske i, at kritiske forhold skal afsløres af skjult kamera.

-Der skal være bedre måder at afdække dårlige forhold på. Det er vigtigt, at man har et arbejdsmiljø, hvor man trygt kan gå til sin leder, hvis man oplever noget, der ikke er o.k. Og det er også vigtigt, at der er ordentlige tilsyn og fx whistleblower-ordninger. Og der skal selvfølgelig handles på det, siger Benny Andersen.

Bliv medlem