Lederlinjen
Flere ledere benytter sig af gratis psykologhjælp
Organisationsforandringer. Stress. En sygemelding. Eller overvejelser om helt at kvitte lederjobbet. Årsagerne kan være vidt forskellige, når en leder henvender sig til Socialpædagogernes Lederlinje – et tilbud om gratis psykologhjælp, som 40 ledere benyttede sig af i 2022
20. januar 2023
Forfatter: Tina Løvbom Petersen
En stresssygemelding gennem længere tid, der munder ud i en fratrædelsesaftale. En større organisationsforandring, hvor en leder følte sig forbigået. Samarbejdsvanskeligheder med nærmeste leder.
Sådan lyder nogle af de årsager, der sidste år fik i alt 40 socialpædagogiske ledere til at række ud efter forbundets Lederlinje, hvilket er 25 pct. flere end i 2021.
Tilbuddet indebærer, at du som leder kan få op til fem timers samtale med en erhvervspsykolog – en samtale, der er anonym for Socialpædagogerne.
Søren Braskov er en af de fire erhvervspsykologer, der er tilknyttet Lederlinjen. Og han ser et klart mønster i de henvendelser, han får fra ledere:
– Det er ledere, som står i et stort krydspres. De har måske medarbejdere tæt på, som tit føler sig belastet samtidig med, at det er svært at rekruttere nye kolleger. Så hvordan håndterer man det? Hvordan lykkes man som leder med at bevare et godt psykisk arbejdsmiljø, når man objektivt kan se, at flere føler sig presset i hverdagen, og man må ansætte flere uuddannede medarbejdere til at varetage specialiserede opgaver. Det krydspres har mange ledere brug for hjælp til at være i, siger Søren Braskov, erhvervspsykolog i HumanAct.
Der er nem adgang til at ringe eller sende en mail, og så finder vi hurtigt et tidspunkt, hvor vi kan tage hul på samtalerne enten telefonisk, virtuelt eller fysisk.
Nemt at komme igang
Søren Braskov er glad for samarbejdet med ledere inden for det socialpædagogiske område, fortæller han.
– Det er ofte meget konkrete dilemmaer, lederne søger sparring omkring. Det kan være forholdet til den nærmeste leder, som de ønsker hjælp til at håndtere – eller udfordringen med at skulle forholde sig til et økonomisk eller politisk loft, som gør det svært at få tingene til at hænge sammen. Så snakker vi det igennem med fokus på, hvordan de bedst håndterer den situation, de står i.
Han oplever også, at dem, der henvender sig, er glade for, at det er så nemt at benytte sig af Lederlinjen:
– Der er nem adgang til at ringe eller sende en mail, og så finder vi hurtigt et tidspunkt, hvor vi kan tage hul på samtalerne enten telefonisk, virtuelt eller fysisk.
Sådan bruger du Lederlinjen
Er din lederposition, din stilling eller dit ledelsesarbejde under pres, og har du svært ved at se løsningen? Så kan du kontakte Lederlinjen.
Som medlem af Socialpædagogernes ledersektion kan du få støtte og rådgivning hos erfarne erhvervspsykologer, der naturligvis har tavshedspligt.
Du kan gratis få op til fem timers samtale.
Læs mere på sl.dk/ledere/lederlinjen