Kirsten tog springet fra plejemor til forfatter

Hvordan startede dit arbejdsliv?

Jeg er egentlig uddannet køkken­assistent og laborant. Men jeg ville gerne være noget for mennesker med vanskeligheder, så jeg uddannede mig til socialpædagog. Både min mand og jeg arbejdede med voksne med autisme på et botilbud. Her talte vi nogle gange om, at vi kunne have gjort større forskel i borgernes liv, hvis vi havde mødt dem tidligere. Jeg så en annonce i Socialpædagogen for et ’uanbringeligt’ barn, og sådan blev jeg familieplejer. Vi har stadig kontakt, og hun er i dag voksen og har nogle udfordringer, som kræver støtte.

Hvornår blev du fuldtids-plejemor?

Vores supervisor havde kendskab til et barn, som var anbragt på en døgninstitution for udadreagerende børn og unge. Barnets største ønske var at bo i en familie, men det var svært at finde et match. Supervisoren mente, at hvis nogen skulle kunne løfte opgaven, var det os. Nu havde vi to børn boende, og min mand blev ansat på fuld tid til det ene barn. Den anbringende kommune mente også, at opgaven med det andet barn var for stor til, at jeg kunne have anden beskæftigelse.

Hvordan arbejder du pædagogisk med plejebørnene?

Ved at skabe trygge og tydelige rammer. Vi bestræber os på at se det enkelte barn og dets udfordringer. Vi arbejder mentaliserende og bruger ofte konflikttrappen til at nedtrappe konflikter. Og så har jeg altid fortalt historier for at få gang i snakken. Sammen med børnene skaber jeg rum til at fortælle de vildeste løgnehistorier, som man så skal gætte, om er rigtig. Børnene har mange lig i lasten og har ofte megen ønsketænkning og idyllisering af bio-forældrene. Historierne hjælper til et mere realistisk billede af forældrene og hjælper til at forstå, hvorfor man er anbragt. For bare fordi forældrene ikke kan alle de ting, man kunne ønske sig, kan de stadig nogle andre ting, der også har værdi.

Hvordan blev historierne til en børnebog?

Vi havde et plejebarn, der havde det meget svært. Nogle dage kunne hun slet ikke magte at tale om det. Da skrev jeg nogle historier om en pige, der hed Sille, der stod i situationer, der kunne minde om hendes – men Sille var et børnehavebarn, så det ikke gik for tæt på mit plejebarn, for så ville hun have afvist det. Jeg lod dem ligge på sengen, og jeg ved, hun læste dem. Vi talte ikke om dem, men måske var spejlingen med til, at hun magtede at få lidt at spise den dag eller komme i bad. Min mand læste historierne og sagde: ’Hold op, de er gode.’ Og så fik jeg idéen til at blive medudgiver på et forlag.

Hvad er planerne for dit arbejdsliv nu?

Nu er det slut med at være familieplejer. Det sidste plejebarn har så store udfordringer, at vi ikke længere kunne godkendes til at varetage opgaven. Vi har stadig meget kontakt til hende, og hun betragter vores hjem som sit eget. Det ville være for hårdt for hende, hvis vi fik et nyt plejebarn – og vi er nået en alder, hvor vi må erkende, at vi ikke ville kunne skabe den tilknytning og tryghed, der er nødvendig. Derfor har jeg nu været ledig i tre måneder og søger job på fx specialskoler eller som inklusionspædagog.