Gå til indhold

Børn og unge

Ny forskning: Sådan forebygger vi sammenbrud

Der er lavere risiko for, at en anbringelse bryder sammen, hvis der er en højere andel af uddannede socialpædagoger. Det er én af mange opsigtsvækkende konklusioner i en ny bog om anbragte børn og unge på døgninstitutioner og socialpædagogiske opholdssteder

23. august 2022

Artikel
Inge_Bryderup_Sofie_Aggerbo_Johansen_1_HIGH_1128x600.jpg
For næsten hver fjerde slutter anbringelsen uplanlagt, altså med et sammenbrud, viser nyt forskningsprojekt. Forskerne kan desuden se en stribe karakteristika ved sammenbruddene, som kan give en bedre forståelse for, hvordan sammenbrud undgås, fortæller videnskabelig assistent Sofie Aggerbo Johansen (th.) og professor Inge Bryderup (tv.).

Forfatter: Lea Holtze

Foto: Ricky John Molloy

Hvordan undgår man, at en anbringelse på en døgninstitution eller et opholdssted bryder sammen?

Dét og mange andre spørgsmål om institutionsanbringelser er en forskergruppe nu et vigtigt skridt tættere på at kunne svare på, når de torsdag den 25. august udgiver bogen ’Anbragte børn og unge på døgninstitutioner og socialpædagogiske opholdssteder’.

Bogen er kulminationen på tre års forskning, som Inge Bryderup, der er professor ved Institut for Sociologi og Socialt Arbejde ved Aalborg Universitet, har lavet i samarbejde med videnskabelig assistent Sofie Aggerbo Johansen og forskere fra Rockwoolfondens Forskningsenhed. Forskningsprojektet er baseret på spørgeskemaer om landets 432 døgninstitutioner og socialpædagogiske opholdssteder og mere end 1.000 anbragte børn og unge.

– Der er så mange myter på området. Mit mål har været at danne grundlag for nogle diskussioner og initiativer af højere kvalitet – fx når man laver og forvalter lovgivning – frem for, at det er baseret på myter, siger Inge Bryderup.

Læs også hvad forskningsprojektet viser om anbragte børn på interne skoler

Forebyg sammenbrud

Med den nye bog ved vi nu bl.a., hvilke døgninstitutioner og opholdssteder der findes i Danmark, hvilken uddannelse medarbejderne har, og hvad deres tilgange og metoder er. Og vi kender de anbragte børn og unges anbringelsesårsager, alder, behov og adfærd – og meget andet.

Det er afgørende for børnenes liv, at vi bruger den viden, vi har her, og gør det, der virker – altså høj faglighed og det rette match.

Verne Pedersen, forbundsnæstformand

Undersøgelsen viser også, at de fleste af de institutionsanbragte børn har været anbragt tidligere. Og for næsten hver fjerde af dem slutter anbringelsen uplanlagt, altså med et sammenbrud. Forskerne kan desuden se en stribe karakteristika ved sammenbruddene, som kan give en bedre forståelse for, hvordan sammenbrud undgås, fortæller videnskabelig assistent Sofie Aggerbo Johansen.

Der er fx en lavere sammenbrudsrisiko, når barnet har søskende på institutionen, venner uden for institutionen og ikke har perioder uden skolegang. Og så er der en lavere sammenbrudsrisiko på institutioner med en højere andel af uddannede pædagoger og en faglig profil, der matcher barnet.

– Det kan i hvert fald tyde på, at der er noget omkring fagligheden på institutionen, der spiller ind. Mange af forskningsresultaterne er i overensstemmelse med kvalitativ forskning på området. Det nye er, at vi nu har et stort datasæt, der understøtter det. Nu kan vi blive skarpere på, hvor vi skal rette blikket hen, hvis vi ønsker at forebygge sammenbrud, siger videnskabelig assistent Sofie Aggerbo Johansen.

Grund til bekymring

Tidligere har Rambøll lavet en undersøgelse for Socialpædagogerne, der dokumenterer, at der er en klar positiv sammenhæng mellem en større andel af socialpædagoger og anbragte børn og unges skolegang og trivsel. Men undersøgelsen viste også, at andelen af socialpædagoger på socialpædagogiske tilbud til børn og unge i november 2020 var 50 pct., mens 37 pct. ikke havde en relevant uddannelse i forhold til deres arbejde på området – og at andelen af socialpædagoger var faldet hele otte procentpoint siden 2015.

Sammenholdt med Bryderup og de øvrige forskeres nye bog er der grund til bekymring, mener Verne Pedersen.

– Det er ekstremt vigtigt, at vi nu har en kortlægning af døgninstitutionsområdet. Den kan og skal vi bruge fremadrettet til gavn for de her børn og unge. Og jeg glæder mig selvfølgelig over, at en undersøgelse nu dokumenterer, at faglighed har en betydning i forhold til at forebygge sammenbrud. Derfor skal vi også have vendt udviklingen i forhold til faldet i andelen af socialpædagoger. For sammenbrud i anbringelsen har alvorlige konsekvenser for de her børn, siger hun.

Faglighed og rette match

Men hvordan sikrer man flere uddannede socialpædagoger, når der allerede er problemer med at rekruttere socialpædagoger til ledige stillinger inden for socialområdet? Helt konkret foreslår Socialpædagogerne bl.a. at løfte andelen af uddannede socialpædagoger med 10 procentpoint ved at merituddanne ufaglærte medarbejdere på området.

– Det er afgørende for børnenes liv, at vi bruger den viden, vi har her, og gør det, der virker – altså høj faglighed og det rette match, siger Verne Pedersen.

Læs mere om Inge Bryderup og de øvrige forskeres nye bog i fagbladet Socialpædagogen nr. 8, der udkommer i september.

Om undersøgelsen

Bogen ’Anbragte børn og unge på døgninstitutioner og socialpædagogiske opholdssteder' er baseret på en spørgeskemaundersøgelse bestående af to spørgeskemaer. Det første omhandler forholdene på danske døgninstitutioner og socialpædagogiske opholdssteder. Spørgeskemaet er sendt ud til 432 institutioner. 60 pct. af institutionerne har helt eller delvist besvaret.

Det andet spørgeskema omhandler anbragte børn og unge på de to typer af institutioner og rummer oplysninger om i alt 1.024 fraflyttede børn og unge.

Bliv medlem