Fra rumdragt til kunstnerkittel

Efter coronaens indtog i det danske samfund, hvor beboerne oplevede nedlukning, ændret hverdag og så personalet bevæge sig rundt i fuldt værneudstyr, vendte hverdagen gradvis tilbage på botilbuddet Skelhøj. Dette blev markeret med et kunstprojekt som hed KULTUR og NATUR på Egedal Kommunes Bo- og Aktivitetscenter, som Skelhøj er en del af. Her er der arbejdet med ler, lærred, beton og skulpturer i genbrugsmaterialer på en række workshops med to lokale kunstnere.

Selvom du måske ikke har det stærkeste verbale sprog, kan du udtrykke meget med kunstnerisk udfoldelse. Kunsthåndværk har et ubegribeligt udtrykspotentiale, det har beboerne på Skelhøj i høj grad vist under kunstprojektet. På Skelhøj valgte medarbejderne at gå til kunstprojektet med en neuropædagogisk tilgang. Dels er det den overordnede pædagogiske tilgang i dagligdagen, dels er alle pædagogerne i gang med en videreuddannelse i neuropædagogik og neuropsykologi.

At gå til projektet med denne tilgang betød, at ledelse og medarbejdere skulle gøre sig nogle overvejelser inden projektet gik i gang.  

Nogle af de ting, som der har været fokuseret på, var hvordan personalet skulle agere, så det var kunstneren og beboerne som havde et projekt sammen. Altså hvordan man som pædagog skulle agere i et rum, hvor man både skulle være synlig og usynlig. Hvordan personalet kunne lykkedes med at være til stede i lokalet og udvise en ro og samtidig kunne træde til og være beboernes arme, hvis det var nødvendigt. Men også være den i lokalet, som var med til at hjælpe beboerne i tilpas arrousal i en situation, hvor de var langt fra vante rutiner, eller var sammen med flere andre, som de ikke var vant til, uden at komme til at overtage den interaktion, som var mellem beboer og kunstner.  Fordi vi hele tiden havde disse tanker med os, og at de var italesat, gjorde, at det lykkedes, og det blev beboerne og kunstnernes projekt.

Projektet blev tilrettelagt, så det var muligt at gå til og fra alt efter ressourcer den pågældende dag. Men også på forskellige dage og tidspunkter for at ramme den enkelte beboers mulighed for deltagelse. Hver enkelt beboer er motiveret afsted individuelt. Fx havde flere beboere svært ved at forestille sig, hvad de skulle lave som kunstprojekt. Vi viste, at de kunne lave kaffe eller tage billeder, og på den måde lykkedes det personalet af få beboerne af sted. Efterfølgende blev flere af beboerne nysgerrige eller trygge ved projektet og kastede sig over at lave fuglehuse o.l.

Alle medarbejdere og pårørende er efterfølgende blevet meget overraskede over beboernes kreative udfoldelser, som har været udstillet på det lokale rådhus i Ølstykke. I tiden efter er der kommet mere fokus på at tilbyde beboerne stunder, hvor de kan udfolde deres kreativitet, bruge projektet og i særdelshed udstillingen som det fælles tredje i dialogerne i dagligdagen.