Else Margrethe tog kampen op med arbejdsmiljøet

Else Margrethe Tvilhøj havde i flere dage forhandlet med sig selv: Skulle hun smide sin opsigelse? Eller bede om en trivselssamtale? Nu stod hun her foran sin leders dør – med hamrende hjerte og klamme håndflader – og bankede på.

– Jeg bed mig i kinden for ikke at begynde at græde. Min leder kunne godt se på mig, at jeg var berørt. Så hun sagde: Sæt dig ned, jeg kan se, du har noget på hjerte, fortæller Else Margrethe Tvilhøj og fortsætter:

– Jeg fortalte hende, at jeg følte mig kontrolleret. At jeg var begyndt at tvivle på min egen faglighed og bildte mig selv ind, at jeg nok var blevet for gammel til mit fag. Jeg sagde, at jeg manglede ledelsesmæssig retning og vished om, at de ville mig det godt. Jeg gav også udtryk for en kedelig tendens til, at vi talte alt for meget om hinanden – nogen kalder det skyllerumssnak. Og jeg fortalte hende, at jeg ikke kunne være i det længere.

Nyt tilbud og ny ledelse

Den nu 66-årige socialpædagog havde arbejdet inden for psykiatrien i næsten 40 år, da hun for fem år siden begyndte at arbejde på Kollegiet Roesskovsvej i Odense, som er et midlertidigt socialpsykiatrisk bosted for unge, der i løbet af tre år skal sluses videre ud i livet.

I årenes løb havde kommunen skullet finde ud af, hvordan man bedst kunne støtte det stigende antal unge med psykiske lidelser – steder blev lukket, andre lagt sammen, og nye åbnet. Og Else Margrethe Tvilhøj var som så mange andre socialpædagoger blevet omrokeret en håndfuld gange.

– Det var ret opslidende. Men Roesskovsvej skulle være kommunens nye flagskib til unge med svære psykiske lidelser. Det ville jeg gerne være en del af. Kæmpe kampen sammen med de unge, mens de stadig havde håbet. Så vi var et nyt tilbud med en ny konstellation af medarbejdere og ny ledelse, fortæller hun.

Hvor gør det ondt?

Men fra at have arbejdet meget selvstændigt som socialpædagog følte Else Margrethe Tvilhøj sig kontrolleret og irettesat af den nye ledelse. Og det i en sådan grad at hun til sidst ikke turde tage initiativ til nye faglige tiltag. Og blandt kollegerne var der snak i krogene, anklager og mistro til hinanden: ’Du skal bare vide, at ledelsen holder øje med dig, fordi du altid kommer et par minutter for sent,’ kunne det fx lyde.

– Når jeg vågnede om morgenen, prøvede jeg at mærke efter, om jeg havde ondt et eller andet sted, så jeg kunne melde mig syg. Jeg kunne ikke træffe beslutninger længere. Og jeg var ked af det og vrissede af min familie. Jeg gav det tre måneder – alle skulle lige finde deres nye pladser. Men så besluttede jeg faktisk at sige op. Det var en ærgerlig måde at slutte sit arbejdsliv på, for jeg syntes jo stadig, at jeg havde noget fagligt at byde på, siger hun.

Med hjælp fra venner og familie kom den anden mulighed imidlertid i spil: Hvorfor ikke fortælle din leder, hvordan du har det, i håb om en forandring? Ellers vil problemerne jo bare fortsætte – med eller uden dig.

– Og så tænkte jeg, hvad er egentlig det værste, der kan ske: at blive fyret? Det kunne jo være det samme, hvis jeg alligevel havde tænkt mig at sige op.

Føltes let og rart

Else Margrethe Tvilhøjs leder syntes dog ikke, at hun skulle sige op, men tog åbent og bekymret imod budskabet. De blev enige om, at de nok aldrig blev enige om alt, men at de jo godt kunne arbejde sammen alligevel. Og de aftalte at tale sammen løbende i et fortroligt rum, så Else Margrethe kunne lette sit hjerte dér, hvor det hørte hjemme, frem for i ’skyllerummet’.

Else Margrethe Tvilhøj tog også en snak med sin AMR. Men det var langtfra gjort ved det. For et af hendes budskaber til lederen var samtidig, at hun næppe var den eneste, der ikke trivedes. Så foran ventede en proces, hvor hele arbejdspladsen skulle give det psykiske arbejdsmiljø kunstigt åndedræt.

De blev derfor enige om, at problemerne skulle op i MED-udvalget, som består af repræsentanter fra alle faggrupper, AMR og ledelsen. Desuden fik Else Margrethe Tvilhøj lov til at få ’trivsel’ på som fast punkt på personalemøderne.

– Så skiltes vi. Det føltes let og rart at have fået sagt tingene. Og jeg følte egentlig en forsoning. Og heldigvis kom mange af mine kolleger hen til mig og sagde, at det var godt, at jeg havde gjort det. Den anerkendelse var med til at bygge mig op igen. Så måtte tiden vise, hvad det kunne føre med sig, fortæller hun.

Det’ ikke bare mig

Men da de på det næste personalemøde nåede til punktet, hvor alle blev spurgt, hvordan det gik, slog kollegerne blikket ned. I dyb tavshed.

– Det var virkelig frustrerende og gjorde mig nervøs og forvirret, for jeg vidste, de havde noget på hjerte – det havde jeg jo hørt i krogene. Men jeg sagde til mig selv: Nu må du dæmpe dig, Else Margrethe, de siger noget om lidt.

Det gjorde de bare ikke. Og Else Margrethe Tvilhøj talte igen med sin leder og forsikrede hende om, at mistrivslen blev italesat alle andre steder end på personalemøderne, og at det måtte være udtryk for utryghed.

Derfor planlagde de to temadage om det psykiske arbejdsmiljø.

Sæt ord på

På den første temadag fik de besøg af en supervisor, der interviewede lederen i alles påhør, og hvor de ’farlige’ spørgsmål blev stillet: Hvorfor tror du ikke, personalegruppen trives? Er du en god leder? Hvorfor er der ikke nogen, der siger noget?

– Min leder blev tydeligt berørt. Det viste os, at hun var ramt ligesom os, og det gav måske andre modet til at sige noget, fortæller Else Margrethe Tvilhøj.

På den anden temadag blev de delt op i små grupper, hvor de skulle tale om, hvad de ønskede sig mere af, og hvad de ønskede sig mindre af på arbejdspladsen. Ønskerne blev skrevet på gule post-its, som i plenum blev samlet på en stor planche:

– Jeg oplevede, at der var tryghed i de små grupper til at sige ’Jeg skriver det her, fordi …’ eller ’Jeg har oplevet det her, og det blev jeg ked af …’ På den måde blev det en øvelse i at sætte ord på frustrationerne, ligesom vi sidenhen skulle kunne på personalemøderne. Øvelsen var også at opleve, at der ikke var nogen, der ville en det dårligt. Vi var faktisk omsorgsfulde over for hinanden, siger hun.

En kærlig påmindelse

Alt det, medarbejderne ønskede sig mindre af, blev taget videre i MED-udvalget, og så blev det til punkter på personalemøder i tiden efter.

– I lang tid kom vi ikke frem til løsninger. Det handlede mere om at få luftet ud og lære at få sagt tingene der, hvor de skulle siges – uden at det fik konsekvenser for en.

I dag hænger alle de små og store ting, som medarbejderne ønskede sig mere af på arbejdspladsen, på indersiden af toiletdøren og der, hvor medarbejderne henter kaffe – som en kærlig påmindelse i hverdagen: ’Jeg er en god kollega, når jeg er nysgerrig på det, du lykkes med, når jeg søger råd og sparring hos dig, når jeg anerkender dig for det, du gør’, står der fx.

– Måske er det lidt barnligt at have sådan nogle sedler hængende, men det har faktisk haft en god effekt. Det minder os om, at det er det, vi ønsker, siger Else Margrethe Tvilhøj.

Tag dig selv alvorligt

I dag, næsten fem år senere, tør folk sige noget på personalemøderne, og Else Margrethe oplever ikke den samme afstand til ledelsen længere. Men der har været mange frustrationer og tilbagefald undervejs, og utålmodigheden har til tider bidt hende i haserne.

Hun og kollegerne er heller ikke i mål – og kommer det nok aldrig. For hvem gør det? spørger hun.

– Der er stadig noget at arbejde på i forhold til accepten af hinanden og tilliden til, at vi alle sammen vil hinanden det bedste. Men jeg kan mærke, at fordi vi har kæmpet for noget sammen, har vi også fået en anden samhørighed. Selvfølgelig er arbejdsmiljøet lederens ansvar. Men som medarbejdere har vi et medansvar for at skabe en god arbejdsplads.

Og vigtigst af alt har Else Margrethe Tvilhøj ikke længere ondt i maven, når hun tager på arbejde.

– Det letteste havde nok været at sige min stilling op, men jeg er rigtig glad for, at jeg ikke gjorde det. Jeg føler mig sikker på mig selv igen, selvom det har taget lang tid at nå hertil. Og det er egentlig også mit budskab til andre socialpædagoger: Tag dig selv alvorligt. Og sig for alt i verden det, der skal siges, de rigtige steder.