Gå til indhold

Fotoreportage

De domfældte

På den sikrede institution Kofoedsminde bor mennesker med udviklingshæmning, som er idømt en strafferetlig foranstaltning. De særlige rammer sætter sit præg på arbejdsmiljøet, og sikkerhed er derfor en helt central del af den socialpædagogiske indsats

11. marts 2022

Artikel
Billeder til artikler (5).png
Kim har boet på Kofoedsminde i en årrække, og som alle andre beboere fyldes hans hverdag af en blanding af fritid, aktiviteter og beskæftigelse, mens tiden går på botilbuddet. Tv’et kører i fællesrummet. En gang om ugen har de fleste ledsaget udgang i et par timer. Skal man udendørs – inden for hegnet – skal en medarbejder med.

Forfatter: Marie Dissing Sandahl

Foto: Nils Lund Pedersen

Efter et påbud fra Arbejdstilsynet arbejder man aldrig alene på Kofoedsminde. Heller ikke om natten. Der er altid en kollega eller flere på afdelingen, og som en naturlig del af hverdagen giver medarbejderne hinanden besked, hvis de fx går ind på en beboers værelse. Og døren står åben, så man kan se eller høre hinanden – og træde til, hvis det bliver nødvendigt. Her tænder socialpædagog Klaus en cigaret for Molham.
Dokumentaren 'De særligt farlige' skildrede beboernes liv på specialinstitutionen og socialpædagogernes arbejde i et arbejdsmiljø, der til tider kan være hårdt. Socialpædagogerne på Kofoedsminde skal hurtigt kunne omstille sig fra at støtte beboerne og gennemføre udviklende aktiviteter til at deeskalere voldsomme episoder eller gennemføre værelsesundersøgelser efter forbudte sager.
Socialpædagog Torben arbejder sammen med beboeren Kim i udviklingscentret, hvor der er forskellige værksteder og aktiviteter, bl.a. et tømrerværksted, hvor der produceres vildmarksbade, brænde samt stakittet, der er rundt om Lalandia. Der er yderst sjældent brug for magtanvendelser i udviklingscentret.
Socialpædagog og udviklingskonsulent Camilla bipper sig hver dag gennem adskillige sluser med sit adgangskort. Ingen døre kan åbnes, før slusens anden dør er behørigt lukket. Det gælder både det omkringliggende hegn, men også dørene til alle afdelinger.
På Kofoedsminde arbejder socialpædagogerne med at motivere beboerne til fællesspisning, bl.a. ved at lave sund mad sammen i de åbne køkkener i fællesarealerne. Men også her er der behov for et stort fokus på sikkerhed.
De særlige plasticstole er fyldt med sand, så de ikke kan løftes og kun flyttes ved stor kraft. Stolene bruges på de sikrede afdelinger, hvor beboerne ofte er i risiko for at udvise udadreagerende adfærd. Fordelen er åbenlys: ingen flyvende stole kastet i vrede. Men omvendt kan stolene også være svære at komme op fra, hvis medarbejderne skal flytte sig hurtigt. På samme måde kan ingen kaste med billedrammerne.
For nogle beboere er Kofoedsminde et fængsel, for andre er det et hjem. Men fælles for dem alle er, at størstedelen af de 16 sikrede afdelinger ligger bag et fem meter højt hegn. Rømninger er yderst sjældne, men hegnet tjener derimod oftere som bolværk mod udefrakommende elementer som narkotika, våben eller andre genstande, der er uønskede blandt de kriminelle med udviklingshæmning.

Kofoedsminde

I Rødbyhavn på Lolland ligger Kofoedsminde, et botilbud under § 108 for mennesker med udviklingshæmning, der har begået grov eller personfarlig kriminalitet som fx vold, drab, brandstiftelse eller sædelighedsforbrydelser som overgreb mod børn eller voldtægt.

I straffeloven vurderes det bl.a., at mennesker med en IQ under 70 og/eller mental udviklingshæmning ikke er egnede til straf i et almindeligt fængsel. De dømmes derfor i stedet til en strafferetslig foranstaltning på en institution.

Kofoedsminde er Danmarks eneste sikrede institution for målgruppen og har siden 1983 varetaget de dømtes behov for behandling og støtte. I dag er der omkring 500 ansatte inkl. vikarer til arbejdet med de 90 beboere på 16 sikrede afdelinger og en åben afdeling samt en lille håndfuld særforanstaltninger. Desuden er der et beskæftigelses- og aktivitetstilbud og en lille kiosk inden for hegnet.

Bliv medlem
Bliv medlem