Gå til indhold

Interne skoler

Aftale om anbragte børns skolegang er et vigtigt skridt

Ny politisk aftale sætter rammerne for læring og trivsel for anbragte børn. Forbundsnæstformand Verne Pedersen glæder sig over, at politikerne har lyttet til forbundet i forhold til at løfte kvaliteten og fagligheden

17. marts 2022

Artikel
interne-skoler.jpg

Forfatter: Lea Holtze

Foto: Colourbox

Skole og uddannelse er blandt de vigtigste beskyttende faktorer i forhold til at give anbragte og udsatte børn et godt voksenliv.

Derfor glæder det forbundsnæstformand Verne Pedersen, at et bredt flertal af Folketingets partier nu har præsenteret en aftale, der sætter rammerne for læring og trivsel for de 3.300 anbragte og udsatte børn og unge i Danmark, som går på interne skoler på anbringelsessteder og i dagbehandlingstilbud.

– Jeg er særlig godt tilfreds med, at politikerne har lyttet til os fagfolk, og at der nu ligger en aftale, der efter input fra os tager nogle vigtige skridt i forhold til at få løftet kvaliteten og fagligheden på dagbehandlingstilbud og interne skoler, siger hun.

Den politiske aftale indeholder 16 initiativer og indbefatter både at få sat gang i en specialeplanlægning på specialundervisningsområdet, et forpligtigende samarbejde mellem skolerne og det kommunale skolevæsen, et styrket myndighedsansvar for tilbuddene og et stærkere tilsyn med indsatsen.

Den ramme, som politikerne har vedtaget, er et fornuftigt og tiltrængt skridt – og vi glæder os til at trække i arbejdstøjet og bidrage til at udfylde indholdet.

Verne Pedersen, forbundsnæstformand

Skal tage større ansvar

Aftalen kommer i kølvandet på den kritik, som en tværministeriel arbejdsgruppe rejste af undervisningen på de interne skoler i maj 2021. Her lød det, at anbragte unge, der modtager undervisning på de interne skoler, ikke fik de undervisningstimer, de havde krav på ifølge folkeskoleloven.

Samtidig blev nogle kommuner kritiseret for ikke i tilstrækkelig grad at leve op til deres myndighedsansvar og opgave med at føre tilsyn med kvaliteten af undervisningen på skolerne.

Aftalepartierne er enige om, at kommunerne og staten skal tage et større ansvar for udsatte børn og unges skolegang. Børn og unge på anbringelsessteder og interne skoler skal:

  • Have den undervisning, som de har ret til, og at undervisningen skal have den fornødne kvalitet.
  • Støttes i at kende deres rettigheder og deltage aktivt i deres skolegang.
  • Have bedre muligheder for at gennemføre en ungdomsuddannelse.

Fornuftigt og tiltrængt

– Den ramme, som politikerne har vedtaget, er et fornuftigt og tiltrængt skridt – og vi glæder os til at trække i arbejdstøjet og bidrage til at udfylde indholdet af de kvalitetsaftaler og kvalitetsmodeller, som aftalen lægger op til, siger Verne Pedersen og tilføjer, at vi stadig mangler at se, hvordan man fx sikrer, at der stilles krav til medarbejdernes faglighed.

– En undersøgelse fra Rambøll har dokumenteret, at der er en klar positiv sammenhæng mellem en større andel af socialpædagoger og anbragte børn og unges skolegang og trivsel. Den viden er væsentlig er bringe ind i det videre arbejde, siger hun.

 

Om aftalen

Regeringen og et bredt flertal i Folketinget indgik den 16. marts en aftale om styrket undervisning for anbragte og udsatte børn og unge.

Aftalen indeholder 16 initiativer. Nogle af dem lyder:

  • en specialeplanlægning på specialundervisningsområdet
  • et forpligtigende samarbejde mellem skolerne og det kommunale skolevæsen,
  • et styrket myndighedsansvar for tilbuddene
  • et stærkere tilsyn med indsatsen

Se aftalen på Børne- og Undervisningsministeriets hjemmeside

Bliv medlem
Bliv medlem