Når det etiske kompas kommer på afveje

’Av, av, av, det gør ondt… Det gør ondt, tag den ned. Jeg har så ondt i mine ben.’

Ordene kommer fra en ældre dement kvinde, der hænger i en lift i TV2’s dokumentar ’Plejehjemmene bag facaden’.

Plejehjemssagen vakte harme, da medierne bragte dokumentaren.

Men sagen er ikke enestående. Også daginstitutioner og sociale virksomheder har været i mediernes søgelys og sat spotlight på begrebet forråelse.

De mange afsløringer har flere gange skabt forargelse i det ganske land og fået det nationale ’forråelsesbarometer’ til at blinke rødt, mens der bliver råbt på flere ressourcer og mere tilsyn.

Overser vi pointen?

Men hvad er det der sker, når personale som er ansat til at varetage et omsorgserhverv, kommer til at handle i modstrid med det værdigrundlag de underskrev i ansættelseskontrakten?

Overser vi som mennesker, fagprofessionelle og politikere pointen i de hjerteskærende sager? For når sagerne kommer for dagens lys, er der kø ved håndvasken, og der peges fingre og fyres medarbejdere.

Måske skulle man vende blikket hen imod det, der er virkelig svært at tale om. Det, der gør, at ens værdier skrider. Når vi overhører vores etiske kompas og handler i uoverensstemmelse med det, vi selv tror, er det rigtige at gøre.

Forråelsen kaster lange skygger

Forråelsen er en risiko i forbindelse med det sociale arbejde. Det er en glidende proces, hvor det enkelte menneske langsomt transformeres i måden at tænke, tale og agere på. I begyndelsen viser den sig i små glimt og kan ende med – hvis ikke der bliver grebet ind – at blive varig som en legal del af kulturen på en arbejdsplads.

Mennesket er et meningssøgende væsen, og gennem det positive sprogbrug og de pseudofaglige refleksioner næres og legitimeres forråelsen på fællesskabets alter.

Men bag enhver adfærd ligger der en positiv intention. Så hvad handler det så om? Når arbejdsbetingelserne ændres, svære situationer opstår, eller når man ikke kan rumme og forstå det andet menneskes behov, tager udmattelsen over, og der kan blive skabt en kultur, hvor det eneste, der syntes at virke, er den rå tone.

Her finder ligegyldigheden sin vej ind, og udskamning, ignorering og hån bliver en del af dagligdagen i takt med, at mennesket galvaniseres indefra.

Det koster at være medfølende

Når empatimuren rammes, eller kompetenceloftet nås, skrider ens værdier. Vi mister grebet og ser ikke længere mennesket, vi skal drage omsorg for, som ligeværdig. Her slår fagligheden sig på ligestillingen, for ’Vi, som fagprofessionelle ved vel bedst’, og så ’smager det godt’ at projektere ansvaret fra os, fordi det gør for ondt at se indad – og tage hånd om det, der i virkeligheden er svært.

I takt med at afmagten og omsorgstrætheden viser sit kolde ansigt, udviskes ens værdier. Men hvem er de mennesker, der har smagt forråelsens bitre sødme?

Set ud fra socialpsykologisk perspektiv er en afmagtsfølelse et menneskeligt vilkår og helt almindelig, når vi arbejder – og er sammen – med mennesker. Det betyder dog ikke, at de handlinger, der finder sted, kan legitimeres. Men det er vigtigt at have for øje, at forråelse kan ramme alle mennesker, som indgår i mellemmenneskelige relationer.

Mennesket er kommunikerende

Sproglighedens overflade og dybdestruktur indikerer, hvor mennesket er i sin væren. Mennesket er et kommunikerende væsen – både verbalt og nonverbalt – og afmægtigheden kan give plads til frustration og den negative tale og handling.

Sproget har stor betydning for vores tænkning og opfattelse af omverdenen, for mennesket reagerer ud fra deres model af verden og ikke ud fra virkeligheden selv. Gennem sproget kan vi nærme os den epistemologiske oplevelse af verden og den ontologiske forståelse af det at være et menneske.

Mennesker har behov for at retfærdiggøre deres handlinger og dette især, når de begår handlinger, der skader andre. De har – som udgangspunkt – ikke i sinde at skade andre, medmindre de har overbevist dem selv om, at det sker af nødvendige eller retfærdige årsager.

Når mennesker begynder at projektere ansvaret fra sig, skal vi nænsomt lægge ansvaret tilbage, så vi ikke bliver projektive – for det forhindrer udvikling. Positive forandringer opnås kun ved at tilføre eller forstærke ressourcerne. Vi skal agere sproggartnere og luge ud i de sproglige italesættelser og hjælpe dem tilbage fra deres etiske frakobling.

Vi skal ilte fagligheden

Afmagtens modmagt…. er faglighed. Vi skal facilitere og muliggøre, at man kan arbejde på en sådan måde, at man bevarer sin omsorgsfuldhed – både overfor sig selv og dem, man er ansat til at være omkring. Sammen skal vi kultivere og ilte fagligheden, og ikke mindst skal vi skabe refleksive og empatiske rum, hvor vi møder mennesket, hvor det er.

Vi skal give sprog til de sprogløse og tillade os selv og vores medmennesker at være sårbare. For når vi tillader os selv og vores medmennesker at være sårbare, skaber vi en tillidsfuld fagkultur, hvor man er modig nok til at være nysgerrig og undrende på egne og andres sprog og handlinger.

Der er vel ikke noget mere agtværdigt end det menneske, der vedkender sig sine begrænsninger og beder om hjælp? Det er ikke kun omsorg til en selv, men også til det menneske du står overfor. Og ingen har vel sagt det smukkere end den danske teolog og filosof, K.E Løgstrup:

’Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre uden, at han holder noget af dets liv i sin hånd. Det kan være meget lidt, en forbigående stemning, en oplagthed, man får til at visne, eller som man vækker, en lede som man uddyber eller hæver. Men det kan også være forfærdende meget, så det simpelthen står til den enkelte, om den andens liv lykkes eller ej’.