Autisme: Sådan er den faglige tilgang i Bihuset

Denne artikel er et uddrag af en artikel fra 2005 om kommunalreformen og hvordan den ville påvirke socialpædagogiske arbejdspladser. Læs den oprindelige artikel ’Autistiske børn er noget helt for sig’ her.

Børnene, der bor på behandlingsstedet Bihuset i Odense er meget forskellige. Derfor kræver det stor  ekspertise og erfaring at tage sig af dem. 

- Der er tale om børn med meget forskellige handicap. Nogle har meget svært relaterede handicap, mens andre er mere velfungerende. Men fælles for dem alle er, at de har autisme, siger Jørgen Haubro Andreassen, der er stedfortræder for forstanderen på stedet.

- Autisme er en livslang og gennemgribende udviklingsforstyrrelse, som skyldes nogle biologiske forhold i hjernen, som opstår tidligt i barnets liv. Udviklingsforstyrrelsen hindrer et menneske i fuldstændig at forstå, hvad det ser, hører, føler og i øvrigt sanser.

- Så et barn med autisme er altså ikke bare retarderet med hensyn til den sociale adfærd, forestillingsevne eller evnen til at kommunikere. Barnet har en forstyrret eller fremmedartet udvikling, som ændrer dets betingelser for agere socialt, kommunikere eller forstå andres handlinger, intentioner og følelser. De har altså meget svært ved at omgås andre mennesker. Derfor kræver de et helt specielt miljø at leve i, konstaterer Jørgen Haubro Andreassen.

- Derfor kræver børnene i deres hverdag frem for alt forudsigelighed og overblik over dagen, fordi børn med autisme oplever verden omkring sig som usammenhængende, forvirrende, uden mening og kaotisk. Derfor lægger vi meget vægt på et meget struktureret miljø, hvor alt foregår i en fast og forudsigelig rytme.

- Børnene skal vide, hvor de skal være, hvad de skal lave, og hvordan det skal udføres, siger Jørgen Haubro Andreassen.

Svært ved overgange

Sådanne faste rammer vil af andre mennesker bliver opfattet som stramme og rigide. Men sådan er det ikke for autister. Nogle vil mene, at de faste rutiner kan ligne adfærdsmodifikation:

- Nej, sådan opfatter vi det ikke. Vi bruger ikke de faste rutiner bare for at træne børnene til noget bestemt, men for at arbejde med en langsom tilvænning, siger Jørgen Haubro Andreassen.

- Overgangen til noget andet er det vanskeligste for disse børn. Det er svært for dem at skifte miljø. For eksempel at komme i gang med at spise. Børnene har også svært ved at drage lære af erfaringer.

- Lad mig illustrere med en af drengene, som ved toiletbesøg kun var rolig, når han vidste, vi var tilstede - altså at han kunne se os. Når vi gik om bag døren, blev han urolig. Det har faktisk taget en del tid at vænne ham til, at vi altså var der, selvom han ikke kunne se os hele tiden.

- Disse børn kan ikke bruge deres erfaringer. Deres handlinger skal være systematiske - nærmest rituelle, fastslår han.

Skal behandles individuelt

- Men børnene er også meget forskellige, siger Sussi Kjølby, der er gruppekoordinator i en af de tre levegrupper, de 18 børn er delt op i.

- De mest velfungerende børn kan forstå billedtavler, se lidt på computer og hjælpe lidt til med det praktiske. Eller de kan gøre ting ved hjælp af guidning.

- Mange af børnene har imidlertid ikke noget sprog - det har kun cirka halvdelen af dem. De andre brugere boardmarkere - små billeder. De lever i et visuelt kommunikativt miljø. De bruger visuelle redskaber frem for sprog, og de træner i billedudveksling.

- Derfor har børnene deres egne individuelle mapper, så de kan kommunikere med os og få overblik over, hvad de skal i løbet af dagen. De bliver behandlet individuelt, fordi de er lige så forskellige som alle os andre, siger Sussi Kjølby.

Inspiration fra TEACCH

I Bihuset arbejder de med inspiration fra forskellige pædagogiske metoder - men især et perspektiv er vigtigt, fortæller forstander Adolfo Tarabini:

- Fordi fællesnævneren er autisme, skal man vide, at det man ville gøre over for andre børn i en konkret situation, slet ikke virker her. Hvis et barn har opført sig dårligt og vi siger 'gå hen for dig selv', så er det ikke noget straf eller irettesættelse. Så vil barnet sig tak, fordi det er, hvad et barn med autisme helst vil.

- Derfor kan man ikke bruge sig selv som redskab over for barnet, fordi vi og autisten tænker helt forskelligt. I stedet må vi bruge den fælles faglighed. Det kan altså ikke nytte noget, at vi kun kender noget til det enkelte barn eller til autisme. Vi må også vide noget om, hvordan et normalt barn ville udvikle sig. Det nytter ikke, at vi bare sammenligner en udviklingsforstyrrelse med en udviklingsforstyrrelse, siger Adolfo Tarabini.

Han understreger, at man ikke anvender noget bestemt pædagogisk retning i Bihuset. I stedet arbejder man ud fra en pædagogisk model - TEACCH - som er en slags ramme, indenfor hvilken man kan udvikle de specifikke pædagogiske strategier, som kan bruges over for det enkelte barn.

- Med den specifikke pædagogik kan vi hjælpe barnet med at udvikle kommunikation og forudsigelighed gennem struktur og udvikling af visuelle hjælpemidler. Vi lægger altså vægt på en dynamisk, medmenneskelig og positiv pædagogisk indsats over for barnet.

- Vi tager dermed afstand fra enhver form for pædagogik, der bygger på færdige løsninger, rigide tiltag og fantasiløse løsningsmodeller. I stedet tager vi udgangspunkt i det enkelte barns udviklingsmuligheder og potentiale, understreger Adolfo Tarabini.

Kræver robusthed

De, der måtte tro, at autistiske børn også er skrøbelige børn, tager fejl.

- Det kræver faktisk noget af en, når man skal være ansat her. Robusthed, tålmodighed. fleksibilitet og engagement, siger en anden af gruppelederne Berit Christensen.

- Somme tider viser børnene ret bastant deres frustrationer over ikke at kunne udtrykke sig. Nogle ved at være selvskadende, men de kan også være udadreagerende over for os. Så derfor må vi finde os i somme tider at få et par blå mærker.

- Det drejer sig om hele tiden at være nærværende. Det nytter ikke at gå og tænke på det derhjemme, når man er på arbejde. Men samtidig synes jeg også, at vi kolleger er gode til at hjælpe hinanden, siger Berit Christensen.

- Vi tænker for eksempel højt med hinanden. Laver kollektiv supervision. Det er vigtigt at tale sammen om eventuelle episoder, inden man går hjem. Den kollegiale kontakt er simpelthen den vigtigste metode til at bearbejde hændelser på, og jeg synes, vi er gode til at bruge hinanden.

- Samtidig taler vi løbende sammen i løbet af dagen, hvis vi ser, at et barn har det svært. Så er det også lettere at tackle en situation næste gang. Ingen går hjem. før de har haft mulighed for at tale en episode igennem..

- Ofte er vi også to om et barn, hvis der er problemer. For fire øjne ser bedre end to. Her kan vi kan også bruge hinanden som "back up" og sige. "I den situation for du for voldsomt frem". Det er meget betryggende, at vi i sådanne situationer kan være åbne over for hinanden, understreger Berit Christensen.