Den bedste modgift mod omsorgstræthed er omsorg

Socialpædagogen ’Karen’ er træt og har svært ved at rumme ’Lottes’ stærke følelser. Samtidig skammer hun sig over, at hun har lyst til at skælde Lotte ud, true med konsekvenser og nærmest råbe til hende, at hun skal slappe af. Lotte kalder fra sit værelse på døgninstitutionen med vred stemme. Men Karen beder hende vente, og til sin kollega ruller hun med øjnene. Da Karen kommer hjem, er hun helt udmattet – orker hverken familien eller veninderne og overvejer at melde sig syg.

Lyder eksemplet som noget, du genkender?

Karen findes ikke i virkeligheden. Hun er opdigtet af pædagog, forfatter og cand.pæd. Anne-Mette Sohn Jensen ud fra hendes mange møder med socialpædagoger på kurser som underviser og praktikvejleder.

Karen optræder i Anne-Mette Sohn Jensens bog ’Arousal & Compassion – når der er brug for en specialpædagogisk indsats’, der udkommer til efteråret. En bog, der ud over low arousal-tilgangen og compassion som pædagogisk redskab også handler om omsorgstræthed og egenomsorg.

Karens historie er ikke unik. Hun er – som det sker for mange andre socialpædagoger, psykologer og andre velfærdsarbejdere – ramt af omsorgstræthed.

– Når man arbejder som socialpædagog, putter man omsorg i alt. Vi vil de her mennesker det bedste og har et stort håb om, at de flytter sig derhen, hvor vi og de ønsker det. Men vi har ikke uendelige mængder af omsorg og empati. Derfor er det helt afgørende at være bevidst om, at vi skal fyldes op for at have noget give af, siger hun.

Hvordan passer jeg på mig?

Anne-Mette Sohn Jensen har kredset om emnet omsorgstræthed og egenomsorg, siden hun blev uddannet pædagog i 2013 og efterfølgende læste en kandidat i pædagogisk psykologi.

– Allerede under mine egne praktikker kunne jeg mærke, hvor følelsesmæssigt involveret jeg blev af arbejdet. Samtidig var der ret mange udfordringer med min yngste dreng, der har autisme, som belastede mig. Gennem min uddannelse fik jeg en masse redskaber og faglig viden, men kunne se, at jeg var nødt til at finde ud af, hvordan jeg passede på mig selv for ikke at blive ramt af omsorgstræthed, siger hun.

Siden har Anne-Mette Sohn Jensen undervist og holdt foredrag for hundredvis af familieplejere og
socialpædagoger om emnet.

– Det er jo ikke noget, man lærer på pædagog­uddannelsen. Det burde man. Lære, at det ikke er
gratis at bruge sig selv så meget som menneske i sit arbejde – og lære at håndtere det, siger hun.

Når medfølelsen er nedbrudt

Omsorgstræthed eller ’compassion fatigue’ blev første gang beskrevet af den amerikanske professor i psykologi Charles Figley tilbage i midten af 1990’erne. Han oplevede det på egen krop efter at have arbejdet med krigsveteraner og beskrev det som en nedbrydning af medfølelsen og evnen til at tolerere andres følelser og svære historier.

– Omsorgstræthed kan komme til udtryk på mange måder – fx ved at man trækker sig fra opgaver, ikke kan overskue at skulle på arbejde, at man distancerer sig fra visse børn eller borgere eller taler forrået til og om dem, fortæller Anne-Mette Sohn Jensen.

Er løsningen så, at socialpædagoger sletter empati og omsorg fra jobbeskrivelsen?

Naturligvis ikke, forsikrer hun. En del af løsningen mener hun i stedet ligger i begrebet compassion – der kan oversættes som aktiv omsorg – og self-compassion, som betyder egenomsorg. Ingen af delene får det svære til at forsvinde, men gør det nemmere at være i det svære, forklarer Anne-Mette Sohn Jensen.

Forskellen på dit og mit

Forestil dig fx en socialpædagog, der sidder med et barn, der er ulykkelig, fordi mor endnu en gang ikke dukkede op til samvær – eller en borger, der har mistet håbet efter et tilbagefald til stofferne.

Her er det helt centralt, at socialpædagogen bruger sin empati til at identificere det svære, og at socialpædagogen har et ønske om at ville lindre smerten og har mulighed for at gøre noget – fx at smitte med ro, forsøge at finde nye løsninger, lytte og være til stede eller aflede og hjælpe videre.

Hele den proces kalder Anne-Mette Sohn Jensen for compassion.

– Det centrale ved compassion er, at man føler med vedkommende frem for at føle som vedkommende – altså at man ikke overtager følelserne, som om de var ens egne, men holder dem ovre hos borgeren, da det er borgerens smerte, man som socialpædagog skal hjælpe med at se udefra og håndtere. Det er ikke det samme som at være ligeglad. Man kan sagtens have masser af sympati, siger hun og fortsætter:

– Men det anbragte barns historie er ikke din historie, barnets opvækstvilkår er ikke dine vilkår. Din opgave er at støtte og lindre barnets smerte, og dermed er compassion for mig at se et af de vigtigste redskaber for dig som socialpædagog. Samtidig sker der det, når du handler, og det bliver lidt nemmere for barnet, at det også bliver lidt nemmere for dig. Dermed bliver compassion midlet mod omsorgstræthed.

Balancen ligger dermed i, at man ikke bliver så følelsesmæssigt involveret, at man bliver smittet af barnets følelse af hjælpeløshed, frustration eller vrede, eller tager det som et personligt nederlag, når det ikke lykkes at flytte en borger fra A til B og forsøger at hælde mere og mere omsorg på – mere end man måske har.

– Det er nemlig dét, der gør os omsorgstrætte. I stedet kan man fx sige til sig selv, at ’det her har ikke noget med mig at gøre, men jeg hjælper ved at lytte og måske komme med nye forståelser og handlemuligheder ud fra mit faglige perspektiv.’ I den bevægelse hjælper man også sig selv, siger hun.

Pas på hinanden

Anne-Mette Sohn Jensen tror ikke på, at det er muligt at undgå omsorgstræthed for tid og evighed. Men hun tror på redskaberne til at forebygge en del af det – og ikke mindst til at få fyldt omsorgs­depoterne op igen.

For det første er det helt afgørende, at ledelsen har blik for, hvis en medarbejder eller hele medarbejdergruppen er ved at blive ramt af omsorgstræthed. Signalerne kan være, at opgaver bliver glemt, tonen er hård, eller sygemeldingerne hober sig op.

– Lederen har ansvar for se folk i øjnene og spørge, hvordan de egentlig har det, og at skabe rammerne for, at der er tid og ressourcer nok til den omsorg, opgaven kræver, siger hun.

Når skuffen er tom

For det andet har man som kollegagruppe et ansvar for at drage omsorg for hinanden for dermed at modvirke omsorgstrætheden. Det gør man bl.a. ved at skabe en kultur, hvor man tør sige højt, når man er ved at nå grænsen, mener Anne-Mette Sohn Jensen.

For det kræver støtte og forståelse for en socialpædagog – for hvem empati og omsorg ligger øverst i redskabsskuffen – at sige højt, at skuffen er ved at være tom. Uden at føle sig som en fiasko.

– Det skal være legitimt at sige, at i dag er jeg fx kun på 70 pct. Derudover er supervision rigtig godt som ventil, men vi skal også som kolleger opleve, at vi ikke er alene i verden med vores følelser, siger hun og foreslår en øvelse i stil med den, krisepsykolog Rikke Høgsted har kaldt ’Fiskerbænken’.

– Man kan fx sidde ved siden af en kollega, som spørger: ’Hvad fylder hos dig lige nu?’ Og så fortæller man om alt, hvad der fylder, så man får det ud af systemet. Kollegaens opgave er at lytte, ikke vurdere eller fikse. Og når man har talt færdig, siger kollegaen: ’Tak, fordi du fortæller det.’

Du er din egen bedste ven

Og endelig for det tredje opfordrer Anne-Mette Sohn Jensen til, at man tænker over at vise mere omsorg for sig selv.

– Vi skal være over for os selv, som vi er over for vores bedste ven. Det vil sige mere venligt stemt og uden at dømme os selv så hårdt, for det kan vi faktisk ikke være bekendt – og det præsterer vi bestemt ikke bedre af. Vi skal acceptere det vilkår, at vi er uperfekte. Og se på os selv med milde øjne. Vi gør det så godt, vi kan, siger hun.

Desuden kan egenomsorg være at lave en liste over det, der genoplader en – og følge den.

– Så tænker man, ’jeg går til yoga og sidder med mit strikketøj’. Men vi skal også have lommer i løbet af vores arbejdsdag, hvor vi bliver fyldt op med omsorg. Det kan være kollegial hyggesnak. Det kan også være sammen med borgerne, hvor vi lytter til lidt musik og har en stund, hvor vi ikke skal præstere, siger hun og slutter:

– Men er det nemt? Nej, der ikke noget af det her, der er nemt. Og det er vigtigt at huske på, at det ofte er vilkår, man ikke har fuld kontrol over, der er med til, at man løber tør for omsorg: fx fordelingen af arbejdet, samarbejdet med kollegerne eller belastninger på hjemmefronten. Egenomsorg er det, man selv kan og bør gøre – for sig selv.