'Efter 10 skridt med mig i hånden kan de gå 100 selv'

– Jeg arbejdede engang med en ung fyr, hvor jeg spurgte, hvad det betød for ham, at min kollega og jeg var der for ham. Han kiggede forundret på mig og svarede: Alting. I er grunden til at jeg står op om morgenen – ellers havde jeg ikke noget at stå op til. I er årsagen til, at jeg kan komme ud ad min dør, at jeg kan komme ud at handle, styre min økonomi, komme til lægen og strukturere og have en fungerende hverdag.

Sådan gengiver socialpædagog Joan Skovgaard ordene fra en af de udsatte unge, som hun tidligere har arbejdet med.

Den unge mands svar er bare et af mange eksempler på den forskel, som den socialpædagogiske indsats kan gøre for de mennesker, socialpædagoger arbejder for og med. Med en stærk faglighed og forståelsen for behovene hos det enkelte menneske er Joan Skovgaard som hjemmevejleder med til at understøtte og hjælpe udsatte unge i Køge Kommune på rette vej mod at nå deres egne mål.

Herre i eget liv

Joan vil dog langtfra tage æren for de unges fremgang på egne skuldre. Hun fungerer som en motiverende faktor, men tilskriver den vigtigste arbejdsindsats de unge selv.

– Mange af de unge er klar. Vi giver dem kun skubbet, men de går selv. De gør det hårde arbejde. Vi holder dem 10 skridt i hånden, så de selv kan gå 100. En af mine fineste opgaver som socialpædagog er at motivere og understøtte de unge til det, som dé gerne vil, så de kan blive herre i eget liv, siger hun.

Som hjemmevejleder har Joan Skovgaard derfor også altid for øje, at hun ikke skal overtage hverdagen for de unge, men understøtte dem i et afgrænset forløb, der har som formål, at de unge selv skal stå stærkere og mere individuelt på den anden side.

Tilliden er altafgørende

Spøger man Joan Skovgaard, hvad hun mener er socialpædagogens vigtigste egenskab, lægger hun stor vægt på evnen til at opbygge relationer og forstå mennesker.

Det gælder særligt i forhold til de unge, hun dagligt omgås, hvor deres tillidsforhold er altafgørende for, at hun kan understøtte dem i deres hverdag og ambitioner. Og det gælder også i relationen til systemet, da hun som socialpædagog er bindeleddet til et system, som den udsatte borger ofte ikke selv kan håndtere.

– Man skal have viljen og ønsket om at arbejde med nogle mennesker, som er udfordret og har det svært, men alligevel have lyst til at stå der, være der for dem og også gribe dem, når det ikke går godt. Det socialpædagogiske arbejde kræver noget af den enkelte. Det kræver faglighed – faglig viden, ydmyghed, nysgerrighed, vilje og gå-på-mod. Det er ikke en nem opgave at løfte, siger hun.

Joan mener også, at den krævende opgave skal anerkendes. Som nyuddannet var stillingen i socialpsykiatrien ikke nem at løfte. Gradvist er hun dog vokset ind i stillingen med erfaring og kollegaer, som hun beskriver som ’vanvittigt dygtige og gode til at lære fra sig’.

Den positive forandring

De unge, som Joan Skovgaard arbejder med, har forskellige problemer i livet, forudsætninger for at løse dem og drømme for fremtiden. Derfor fremhæver hun evnen til at møde det enkelte menneske på menneskets egne præmisser som en vigtig del af hendes faglighed som socialpædagog.

Netop derfor er det helt altafgørende for hende, at hun tilgår de unge individuelt og finder frem til, hvordan hun bedst kan hjælpe den enkelte. Og hun ser det som sin vigtigste opgave at støtte op om de unges egne ønsker og ret til at leve det liv, som de selv ønsker at leve.

– Det gør jeg ved at sætte nogle mål sammen med den unge og støtte op om den unges projekt og drømme. Om det så er at komme i arbejde, at få genetablere kontakt til tabt familie, at få nye veninder, finde energi og overskud til at starte til en fritidsinteresse eller noget andet. Det motiverende er at se, når de når deres mål og vide, at man har gjort en forskel og bidraget til en positiv forandring i personens liv. Det er det fedeste i hele verden.