Tænk, hvis vi ramte rigtigt første gang

Spædbørn, der er født med abstinenser. Børn, der allerede som helt små viser tegn på fejlernæring og misrøgt. Børn, der har været udsat for vold eller seksuelle krænkelser – eller som aldrig er blevet mødt i deres behov og følelser og derfor savner sociale kompetencer.

Det er langvarige og voldsomme traumer og skader, der følger med, når et lille barn flytter ind på døgnafdelingen på Glostrup Observations- og Behandlingshjem eller det tilsvarende tilbud Bagsværd Observationshjem. Skader, der langtfra altid kan fikses, men som barnet kan lære at leve med.

– Hos os møder barnet måske for første gang i sit liv ro og trygge rammer – omgivet af professionelle, der stille og roligt opbygger barnet og giver det de nødvendige redskaber til at udvikle sig og komme i trivsel. Og vores fornemste opgave er at observere og udrede – og finde frem til den allerbedste løsning for det enkelte barn, hvad end det så er en hjemgivelse, anbringelse i familiepleje, på en døgninstitution – eller en anden løsning, fortæller Mette Ove, som er forstander på begge institutioner.

Giver børnene tryghed

I et af de mange legerum på Glostrup Observations- og Behandlingshjem har socialpædagog Malene Jensen gravet dybt i kasserne med kulørt legetøj og hevet en stor dinosaurus frem. Den vækker med det samme glæde hos den tre-årige dreng, der lige nu har sit hjem på døgnafdelingen.

– De børn, vi får ind, har på ingen måde haft en normal barndom. Vi ser børn, som er fuldstændig understimulerede og hverken har fået nok at spise eller nok omsorg. Vi ser børn, der ikke stoler på voksne, og hvor vi skal gentage igen og igen, at de voksne her ikke slår, og at vi kommer tilbage hver eneste dag. Og vi møder børn uden sprog, børn, som er voldsomt aggressive og udadreagerende – børn, der ikke vil livet, fortæller hun, mens hun sørger for hele tiden at søge øjenkontakt med drengen, der tumler rundt på gulvet med dinoen.

For det handler om at skabe kontakt med de små sårbare mennesker. Om at opbygge relationer – og om at gøre børnene så trygge, at de bliver i stand til at vise deres følelser og give udtryk for deres behov.

– Jeg bærer rigtig meget på børnene, så de fornemmer min duft, hører min stemme og mærker mig. De har måske aldrig oplevet den der følelse af en voksen, der virkelig vil dem – og man kan rykke et barn så meget ved bare at være til stede og være interesseret i barnet – fx gennem leg, siger Malene Jensen.

Vi er sidste chance

Døgnafdelingen har plads til otte børn i alderen fra nul til seks år – og det gængse mønster er, at børnene bor der i op til et år, hvorefter langt størstedelen bliver anbragt i familiepleje. Og her spiller den faglige udredning en helt afgørende rolle, fortæller Mette Ove.

– For mange af de her børn er vi sidste chance. Så når vi får et lille barn ind, sætter vi al vores faglighed ind på at finde ud af, hvad det er for vanskeligheder og udfordringer, barnet har – og det kan jo være alt lige fra følelsesmæssige skader, spiseforstyrrelser og fejlernæring til tidlige tegn på psykiatriske diagnoser som autisme eller ADHD. Vi beskriver så objektivt og nuanceret som muligt, hvad det enkelte barn har brug for, så forvaltningerne kan træffe en beslutning om videre anbringelse på et fagligt grundlag.

Man gør det rigtige for sent

Men hvor det for 15-20 år siden var langt mere udbredt at anbringe et barn i en kortere periode på døgnafdelingen for at blive udredt, så man tidligt kunne sætte ind med den rette indsats, har billedet ændret sig markant i dag, siger Mette Ove.

– Jeg har 30 års erfaring på det her felt, og jeg må bare sige, at jeg alt for mange gange har oplevet, at indsatsen over for udsatte børn ikke har været god nok – fordi man ganske enkelt har ventet alt for længe med at gøre det rigtige. Det betyder, at de børn, der anbringes fx hos os uden deres forældre, de er svært behandlingskrævende – og det er de nået at blive, fordi den indsats, man har sat ind med, ikke har været god nok eller tidlig nok.  

Derfor er Mette Ove også glad for regeringens ’Børnene Først’-udspil, som hun mener har været længe ventet.

– For mig er der slet ingen tvivl om, at jo tidligere, der sættes ind med den nødvendige udredning, jo bedre kan man hjælpe barnet – og jo hurtigere finder man frem til, hvad der fremadrettet vil være det bedste for barnet. Og med udspillet mærker jeg da et håb om, at vi nu endelig kan begynde at tale om anbringelser som det, der i høj grad også kan være med til at forebygge omsorgssvigt, siger hun.